Læsetid: 4 min.

Netop nu sker der ingenting!

10. maj 2007

Det er efterhånden et udbredt fænomen i nyheds-udsendelser, at man sender direkte fra der, hvor vigtige begivenheder har fundet sted. Nyhedskanalen CNN, der som den første sendte nyheder døgnet rundt, havde på et tidspunkt mottoet: Live - as it happens. Tanken bag var, at vigtige begivenheder ikke indretter sig på nyhedsredaktionernes deadlines. Kun ved at sende direkte døgnet rundt kan man dække begivenhederne, når de sker.

Det er efterhånden en udpræget tendens i nyhedsudsendelser - og den er blevet mere udbredt, efter at TV 2 News er begyndt at sende nyheder døgnet rundt.

Et typisk forløb er, at man beretter om en hændelse og så følger op med: "Vi stiller nu om til vor udsendte medarbejder på stedet. NN, hvad er sidste nyt?".

I langt de fleste tilfælde er sidste nyt blot en gentagelse af det, studieværten netop har fortalt.

Den udsendte medarbejder har ikke noget at tilføje, da tingene jo skete, før han kom på stedet, men nu får vi det gentaget direkte fra stedet, hvor det skete - uagtet at der ikke sker noget nu.

Det ser ud som om, det vigtigste er at være på stedet - her og nu - uanset om der sker noget eller ej. Det viser sig også på en anden måde, nemlig når man sender direkte fra et sted, mens man afventer, at noget sker. Det så man, da Boris Jeltsin lod hæren belejre det russiske parlament. CNN formåede at skabe højdramatisk tv af en situation, hvor der timer i træk i realiteten ikke skete noget. Men det kunne ske, og man veg ikke fra skærmen af frygt for at gå glip af chancen for at se history in the making. Problemet med altid at skulle være på direkte er dog, at det meste af tiden sker der ikke noget. Det meste af tiden er det gamle nyheder, man har at fortælle, men ved at sende direkte fra stedet kan man simulere en liveness, der giver indtryk af, at tingene sker her og nu, mens der i virkelighe-den ingenting sker.

Tv-nyhedernes vigtigste kriterium er blevet den direkte udsendelses her og nu. Man sender direkte i forventning om, at noget sker. Man sender direkte uden at vide, om noget er sket. Eller hvis det er sket, så sender man direkte fra stedet, hvor det skete, uden at det har andet formål end at sende direkte. Man er her, og man er her nu - hvad der end sker. Det var det, Mikael Bertelsen med satirisk effektivitet satte på spidsen med sine Uaktuelle nyheder. Her var Steffen Brandt på et tidspunkt den udsendte stjernereporter, der direkte fra Århus kunne berette, at i Århus skete der ingenting. Efter den direkte reportage fra Århus opsummerede en gravalvorlig Bertelsen i studiet: "Netop nu, i dette øjeblik, sker der ingenting i Århus! Jeg gentager, netop nu sker der ingenting i Århus!"

Warhol-galaksen

Andy Warhol lavede som bekendt også film. I 1964 lavede han den otte timer lange Empire, der viser Empire State Building i én lang indstilling. Det eneste, der sker, er, at dagen går, og lyset ændrer sig. Dennis Hopper har beskrevet oplevelsen af Empire på følgende måde: "'Wow! Did you see that?' - 'What?' - 'The lights went on' - 'Oh shit! I missed it!'".

Det er måske i virkeligheden selve kernen i tv-nyhedernes jagt på begiven-hedens her og nu. Det er frygten for at gå glip af det unikke øjeblik, hvor begivenheden sker. Det er en jagt på den enestående begivenheds aura. Men det meste af tiden sker der ikke noget, så det man rapporterer fra er i virkeligheden den ikke-auratiske, serielle gentagelse af ikke-begivenheder. På den måde har vi bevæget os fra det, Marshall McLuhan kaldte The Gutenberg Galaxy til The Warhol Galaxy. Når CNN og TV 2 News sender nyheder døgnet rundt, er det den logiske fortsættelse af Warhols film om Empire State Building. Det, man tilstræber, er den unikke begivenheds aura - her og nu - men det, man i realiteten opnår, er, at man nivellerer alle begivenheder på samme måde, som Warhol nivellerede kunstværket. Den ene Marilyn er ikke mere unik og original end den anden.

Da det for nogen tid siden kom frem, at prinsesse - nu grevinde - Alexandra skulle giftes, sendte TV 2 News direkte fra Østerbro kl. 7 om morgenen. Den udsendte medarbejder, der befandt sig på gaden foran prinsessens bopæl, kunne - direkte - fortælle, at lyset netop var blevet tændt i et vindue på første sal i villaen.

Det er selve essensen af tv-nyheder i Warhol-galaksen. Det meste af tiden sker der ingenting, men så pludselig bliver lyset tændt. Hvem vil gå glip af det?

Claus Krogholm er ph.d. og lektor i dansk litteratur

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her