Læsetid: 4 min.

I nettet

28. oktober 1997

DET ER EN historisk interessant parallel, at Internettet ligesom atomenergien er udviklet ved en kombination af militærstrategisk rationalitet og forskermæssig kreativitet. Befriet fra kommercielle interessers klamme hænder. Det er en pointe, som indgår med vægt i Tor Nørretranders nye bog Stedet som ikke er, anmeldt her i avisen i går.
Men der hører paralleliteten også op. Selv om nogle teknologikritikere tilbage i de tidlige 1980'ere skrev artikler i bladet Naturkampen - det var ikke Nørretranders, selv om han var medredaktør - med titlen Kom cola i computeren, så er det for længst evident, at computeren og Internettet ikke som atomenergien er en teknologi, man kan vælge fra. Danmark har valgt a-værkerne fra og på sigt gør resten af verden det vel også, men Internettet kan ikke vælges fra. Det gennemsyrer allerede vores tilværelse - med mindst 16 millioner værtscomputere og langt over 10.000 diskussionsgrupper - og der er ikke nogen myndighed, der kan sige nej. Nettet kaldes verdenshistoriens første eksempel på et velfungerende anarki. Et mirakel af selvorganisering.
Det er derfor ikke nogen debat om ja eller nej til Internettet, Nørretranders beder om i sin bog. Den debat kom - og kommer - aldrig. Forfatteren beder derimod om, at man går til kamp for nettet som "Frihedens teknologi" fremfor endnu en kontrollerende og ensrettende teknologi domineret af internationale koncerner.

DET ER EN smuk parole. Og forkert kan den næppe være. Enhver, der er hoppet i nettet, har haft den ganske overvældende førstegangsoplevelse af en helt ny verden, der folder sig ud. Et endeløst hav af frihedsgrader. Når den oplevelse er fordøjet, begynder eftertanken imidlertid at melde sig. For hvad er det i grunden, Internettet føjer til vores tilværelse?
Hurtighed er en helt central egenskab. I praktisk henseende er nettet i afgørende grad blevet et redskab til hurtigere informationsproduktion og -formidling. Et instrument i konkurrencementalitetens tjeneste. Forskere fortæller i dag - ligesom f.eks. dagbladsjournalister - hvordan informationsstrømmen løber stadig hastigere, og hvordan kampen for at være ajour bliver stadig mere udmattende. I forskningens verden er én konsekvens, at den enkelte videnskabsmand vælger at specialisere sig på stadigt snævrere områder for dog at være på forkant med noget - med den konsekvens at den pågældende ikke længere kan tale med sidemanden.
Hvem har egentlig brug for denne tiltagende hurtighed i vidensproduktionen og -transmissionen? Erhvervslivet vil de fleste svare. Men erhvervslivet som sådan har jo lige så lidt som forskningen behov for større hurtighed. Der er ingen rationelle argumenter for, at samfundsproduktionen skal løbe hurtigere. Der er temmelig mange gode argumenter for det modsatte. Det er alene de enkelte konkurrerende aktører, der føler sig tvunget til øget hurtighed. Af de andre aktører, der føler sig lige så tvunget. Det er en af markedsøkonomiens indbyggede mekanismer og ikke noget, der i sig selv kan lægges Internettet til last. Men nettet har som teknologi den egenskab at skrue hastigheden op. Når journalisten første gang går på nettet, er det en gave. Et år senere er det en konkurrenceparameter, man ikke har råd til at springe over. Fra tilbud til stressforøgende tvangsforanstaltning.
Den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger har - som kollegaen Milan Kundera - prist langsomheden som et stadig mere attråværdigt gode i vor tid. Spørgsmålet er, om - eller hvordan - Internettet kan tjene som en Frihedens teknologi i så henseende?

EN AFGØRENDE styrke ved Internettet er, at det - fordi det ikke kan kontrolleres - effektivt kan underminere ethvert forsøg på censur og knægtelse af ytringsfrihed. Det kan ikke udelukkes, at Internettet bliver den faktor, der tvinger et menneskeretskrænkende regime som det kinesiske til reformer. Rystede talsmænd for den amerikanske rumfartsadministration NASA gjorde for nylig - før opsendelsen af den plutonium-bærende Cassini-mission til Saturn - opmærksom på, hvor effektivt og hurtigt Internettet havde skabt en grænseoverskridende - efter NASAs mening irrationel - stemningsbølge mod projektet. 117 hjemmesider kan på no time sprede argumenter, som modparten ikke har mindste chance for at kommentere, endsige korrigere. Fordi netbrugerne selv vælger, hvor de går hen. Gad vidst hvad der sker, når Pia Kjærsgaard for alvor finder ud af at bruge Internettet? "Vi kan fortælle hinanden røverhistorier med 11 MegaBytes per sekund," skriver Tor Nørretranders.
Det er vel demokrati. At de gode kræfter såvel som de onde kan sprede deres budskaber uhæmmet og med lynets hast. Men der er et problem. For hvor foregår den tidkrævende og fælles meningsbrydning og -dannelse, samfundets kollektive erkendelsesproces og værdiformulering, hvis vi hver især skræddersyr den viden, vi ønsker at modtage? "Der er ikke længere noget teknologisk rationale i en avisredaktør: Send alle nyhedstelegrammerne, så kan jeg selv finde det, jeg har brug for," noterer Tor Nørretranders. En trussel mod mediemoguler, eksperter og formyndere, jovist, men vel også en trussel mod den fælles samtale og den samfundsskabende produktion af fællesviden, normer og grænser, som i dag foregår i blandt andet landsdækkende tv- og radio-kanaler og i dagbladene.
Uden visioner for Internettet kan det kun ende galt. Med kommercielle interessers dominans og en overvægt af push-teknologier, der smækker kontrolleret information i hovedet på os. Men smukke, visionære ord gør det ikke. Det er op til os, siger Tor Nørretranders. Men hvem er "vi", som skal skabe og forandre? Er der overhovedet noget "vi" i cyberspace?
Det er et spørgsmål, Information forsøger at skabe fælles samtale om fra i morgen. På avispapir og på nettet på adressen www.information.dk jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her