Læsetid: 6 min.

Nettet strammes

Google og Yahoo hjælper kineserne med censur på nettet, ligesom flere andre lande lukker af for den frie debat. Det kunne man passende tage op på FN-topmødet i disse dage i Tunesien - og ellers har vi jo vores plads i Sikkerhedsrådet
17. november 2005

En mild marts-dag i Beijing for fire år siden drog 30-årige Yang Zili hjem fra sin bedstemors begravelse i provisen. Trods den sørgelige begivenhed var Yang optimistisk. Foråret var på vej. Han glædede sig til at se sin kone. Og Yangs lille it-firma havde netop vundet en stor ordre på at udvikle software til finansielle virksomheder. Kunne han færdiggøre projektet til tiden, var parrets fremtid sikret.

Yang kom ikke til at se sin kone den dag. På vej hjem blev han stoppet af agenter fra Beijings statslige sikkerhedstjeneste, der tog ham med på stationen. I maj 2003 blev Yang idømt otte års fængsel for statsundergravende virksomhed. Han sidder stadig i fængsel.

Var Yang terrorist? Næ. Den 'forbrydelse', han havde begået, var i sin fritid at have bestyret en debatside på internettet, hvor han offentliggjorde samfundskritiske artikler. Teksterne opfordrede unge til at engagere sig i politik, opfordrede regeringen til at stoppe forfølgelsen af udøvere af Falun Gong-meditation og kritiserede den samtidig for ikke at gøre nok for landfamilier i Kinas vestlige egne.

Og hvad gør man så, hvis man er et undertrykkende regime, der gerne både vil blæse og have mel i munden: Det vil sige på den ene side at ville udnytte de økonomiske vækstmuligheder der er ved online-samfundet, men på den anden side er bange for at give borgerne adgang til et ustyrligt medie som internettet? Før nettet var det tilstrækkeligt at indføre trykkelicens og have et par regeringsvenlige censorer. Nu er situationen pludselig den, at der befinder sig en landsdækkende, kritisk redaktion i hver eneste internet-forbundne computer. Samtidig har landets borgere adgang til uafhængige nyhedskilder fra demokratiske kilder. Lande som Serbien, Georgien og Ukraine har oplevet demokratiet blomstre gennem fredelige demonstrationer mobiliseret og koordineret af studenterbevægelser over internettet. Det er netop det nye medies bidrag til den fri meningsdannelse, der presser et undertrykkende styre på en hel ny måde. Nu skal det pludselig stå til ansvar og begrunde sin handlinger.

Reaktionen er konsekvent! Der lægges simpelthen censur på nettet. Amnesty International har fulgt det kinesiske regimes censur af nettet og opregner i en rapport fra januar 2004 navne på 61 systemkritikere, der er fængslet alene for gennem internettet at have indsamlet og formidlet oplysninger om Tibet, Falun Gong eller andre emner, som regimet anser for at være "trusler mod landets stabilitet".

Yahoo- og Google-censur

Situationen er dybt bekymrende, og det bliver absolut ikke bedre af, at det kinesiske regime får hjælp fra den del af verden, som taler allerhøjest om beskyttelse af ytringsfrihed og øvrige menneskerettigheder. Amnesty omtaler flere eksempler på, at vestlige teknologi-virksomheder såsom Yahoo og Google har bistået det kinesiske regime med at indbygge kontrolforanstaltninger i deres lokale internet-arkitektur. Yahoo har eksempelvis lovet at censurere deres kinesiske debatfora, og Google findes i en særlig kinesisk udgave, der er uden adgang til en lang række faciliteter, som ellers ville hjælpe kinesiske brugere til at omgå censuren. Hertil kommer, at vestlige firmaer har tjent mange penge på at sælge det udstyr, som regeringen bruger til at kontrollere adgangen til nettet. Spørgsmålet er, hvem den kinesiske befolkning så egentlig kan regne med hjælp fra, når selv vestlige firma-er vil sælge deres ytringsfrihed?

Kina er imidlertid ikke alene om censuren. Den uafhængige pressefriheds-organisation Journalister uden grænser udgiver en årlig rapport om censur på nettet. Den viser, at lande som Vietnam, Tunesien, Iran og Saudi-Arabien er godt på vej til at følge Kina i hælene med censur på nettet. Disse landes overvågning og censur er en grov krænkelse af menneskerettighederne, da det netop ikke begrænser sig til bekæmpelse af børnepornografi, piratkopiering og lignende.

Vi har derfor et medansvar i Vesten - også i Danmark - for at afhjælpe disse krænkelser på den anden siden af kloden. Det er derfor til en begyndelse nødvendigt at se nærmere på de mange dygtige teknologi-firmaer, som i dag eksporterer viden til undertrykkende stater. Det er såmænd fint nok, at et dansk firma sælger filtre til den lokale folkeskole for at hindre eleverne i at sidde og surfe efter porno i frikvarteret, men er det også i orden at sælge samme programmer til en diktaturstat, der ønsker at hindre sin befolkning i at få adgang til f.eks. nyheder fra BBC?

Kontrol med eksport er en begyndelse. Udstyr og tjenesteydelser, som har flere mulige anvendelser skal underlægges en skærpet eksportkontrol fra myndighederne, hvor virksomheden i hvert enkelte tilfælde skal gøre rede for den forventede anvendelse af deres produkter. Denne kontrol bør samtidig understøttes af et forbud i den danske lovgivning mod at eksportere teknologi og viden, der har til formål at hjælpe undertrykkende stater til at censurere deres borgeres adgang til internettet. En ganske god parallel til det allerede eksisterende forbud mod at eksportere våben til lande, hvor man har mistanke om, at de vil bruges til at undertrykke befolkningen eller dele af den.

At opbygge den slags kontrolforanstaltninger er slet ikke svært. Danmark er i dag allerede med i flere internationale samarbejdsaftaler, der som nævnt skal forhindre at eksempelvis våbenteknologi og radioaktivt materiale kommer i de forkerte hænder. Disse aftaler kan man simpelthen bare kopiere og erstatte alle henvisninger til 'våbenteknologi' eller 'radioaktivt materiale' med 'internetcensur-teknologi'. Det kræver ikke andet end politisk vilje på internationalt plan.

'Nå,' tænker den undertrykkende regering så. 'Hvis vi ikke kan få lov at censurere nettet, kan vi i hvert fald sørge for, at det kun er den velhavende og regeringstro elite i storbyerne, der har mulighed for at komme på.' Det er den vej Cuba og en række afrikanske stater har valgt at følge.

Vesten kan hjælpe

Her kan den vestlige verden sætte ind på en anden front: Igennem udviklingsbistand og i samarbejde med internationale organisationer som FN, kan vi nemlig via alternative kanaler udbrede adgangen til et censurfrit internet for almindelige mennesker. Det kan for eksempel ske ved græsrodsinitiativer på samme måde, som de tusinder af privatejede parabolantenner i golfstaterne, der har givet den almene befolkning adgang til frie nyhedsmedier uafhængigt af statslige tv-netværk.

Men hvad så med Afrikas landdistrikter? Her giver det amerikanske firma Wanderport svaret: Man tager en anhænger, der indeholder en generator, en parabolantenne og noget trådløst netværksudstyr, og det giver så over 200 brugere i en radius af en km2 adgang til censurfrit satellit-båret internet med rimelig hastighed. Det betyder, at man kan få bredbånds-adgang midt i Sahara-ørkenenen, hvis man ønsker det. Og kan det lade sig gøre, må man også kunne finde en løsning, der giver almindelige borgere i undertrykte lande mulighed for at gå på nettet gennem en diskret udbygning af deres parabolantenne, improviserede, mobile netcaféer eller lignende. Her kan det internationale samfund træde ind og hjælpe med finansiering og infrastruktur til græsrodsorganisationer, der har mod på at igangsætte sådanne aktiviteter.

I disse dage mødes et væld af diplomater i Tunesien til et FN-sponseret verdenstopmøde om informationssamfundet. Formelt handler topmødet om, hvordan man sikrer alle verdens borgere adgang til internettets nye muligheder. Reelt er der dog store udfordringer på vejen: Forhandlingerne er nemlig blevet taget som gidsel i en storpolitisk strid om, hvor meget man skal have lov at censurere, og hvilke stormagter, der skal have kontrol med internettets domænenavne. Det levner ikke meget plads til en snak om menneskerettigheder. Noget der også understreges ved, at topmødets værtsland - Tunesien - er blandt de værste til at forfølge og fængsle internet-skribenter. Så fra den front skal vi nok ikke regne med de helt store, forpligtende forslag, der gør en forskel for almindelige mennesker.

Er alt håb så ude, hvis topmødet svigter? Nej ikke helt: Danmark har jo med en nyvunden plads i FN's Sikkerhedsråd en helt enestående chance for at afsætte fingeraftryk på udviklingen i international storpolitik. Skulle verdenstopmødet i Tunesien fejle, bør den danske regering gennem medlemskabet af Sikkerhedsrådet bringe spørgsmålet på dagsordenen på højeste niveau i FN. Det er da en oplagt sag at tage fat på. Yang sidder blot og venter.

Kristoffer Nilaus Olsen er stud. merc. dat. ved Handelshøjskolen i København samt aktiv i foreningen Digital Rights

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her