Læsetid: 6 min.

New Deal i boligpolitikken

For at få et velfungerende boligmarked er det afgørende, at de almene boliger sættes fri af statens snærende bånd
8. november 2005

Det er på høje tid at se med friske øjne på de offentlige og private roller i det almene boligbyggeri. .

Desuden skal der sættes øjeblikkelig stopper for, at regeringen dræner Landsbyggefonden for milliarder af kroner om året. I 2002-2004 snuppede regeringen 5,5 milliarder kroner, mens den har foreslået at tage yderligere 4,4 milliarder kroner i perioden 2006-2008. Kun i finansloven for valgåret 2005 undlod regeringen behændigt at betjene sig af denne finansieringskilde.

Landsbyggefonden kom til verden i kølvandet på det store boligforlig i 1966 og er lejernes retmæssige ejendom. Bragt til veje via opsparing og indbetaling gennem snart 40 år - primært med henblik på renovering af utidssvarende almene boliger.

Almene lejeboliger er gennem en længere årrække blevet trængt i forhold til andre boligformer. Det har ført til stigende social ulighed og polarisering på boligmarkedet. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har dokumenteret, at 30 procent af de almene boligområder i 2002 havde mindst 30 procent socialt svage beboere. I 1982 var det tilsvarende tal kun 13 procent. Samtidig har det øvrige etagebyggeri i perioden fra 1982 til 2002 fået markant flere områder med ganske få socialt svage.

Stop statslig regulering

Udover drænet fra Landsbyggefonden er de almene boligers konkurrencemæssige position siden regeringsskiftet i 2001 blevet svækket. Af flere andre grunde: For det første har skattestoppet låst ejendomsværdiskatterne fast. Det gavner ejerboligsektoren - med udhuling af samfundets skattegrundlag til følge. For det andet er der - bl.a. for at finansiere selv samme skattestop - blevet skåret ned i den individuelle boligstøtte og boligsikring. Hertil kommer for det tredje, at de nye afdragsfrie lånetyper er skræddersyede til private boligejere, uanset om vedkommende har store friværdier eller er pressede førstegangskøbere. Lejerne får umiddelbart ingen glæde af de nye låneformer.

Ved siden af disse politiske tiltag har de positive økonomiske konjunkturer - med lavt renteniveau i årevis - naturligvis bidraget ganske betydeligt til at gøre det relativt billigere at eje sin egen bolig end at bo til leje - alment eller i privat udlejningsbyggeri.

På den baggrund er det - set fra en lønmodtagersynsvinkel - afgørende, at den almene boligsektor løsrives fra statslig regulering. Initiativet er nødvendigt for på en tidssvarende og offensiv måde at møde behovet fra de brede lønmodtagergrupper, som ganske enkelt ikke har råd til at komme ind på ejerboligmarkedet der, hvor efterspørgslen er størst.

I den - naturligvis ganske komplicerede - løsrivelsesproces skal vi have opgjort regnestykket for nutidsværdien af den almene sektor. Hvis de almene boliger skal være konkurrencedygtige i fremtiden, skal denne del af boligmarkedet have lov til at udvikle sig selv.

Hollandske erfaringer

I internationalt perspektiv er der gode hollandske erfaringer med en sådan frigørelse: Den såkaldte "nulstillingsaftale" kappede båndene mellem den hollandske stat og de sociale boligselskaber i 1995. Den almene sektor modtager ikke længere offentlige tilskud, og til gengæld har staten eftergivet alle offentlige lån i de eksisterende boliger.

Med aftalen fik de almene boligselskaber en helt ny frihed til at sælge, optage de mest fordelagtige lån, lægge lejligheder sammen osv. Og det har gjort boligselskaberne til en slags sociale entreprenører. I Amsterdam står boligkooperativerne eksempelvis for næsten 80 procent af nybyggeriet. Meget er fælles projekter med private bygherrer, hvor der både bygges ejer- og lejeboliger. En kombination, der skal sikre socialt blandede kvarterer.

I Holland sælges hvert år mellem 10.000 og 18.000 almene boliger. Ikke for at gøre den almene sektor mindre, men for at give boligselskaberne penge til andre og vigtigere opgaver (nybyggeri og renovering). Det hører dog med til billedet, at den almene boform i Holland i 1995 udgjorde hele 40 procent af boligmassen (største almene sektor i Europa). Efter frigørelsen er man nu nede i omkring 35-36 procent. Det er således fortsat et langt højere niveau end de cirka 20 procent af den danske boligmasse, som udgøres af den almene sektor.

I tilfælde af en dansk 'nulstilling', vil der opstå en situation, hvor staten og de almene boligselskaber/foreninger vil være mere ligeværdige parter. Det vil f.eks. gælde i de løbende forhandlinger om, hvordan, hvor mange og til hvilken pris det offentlige skal have adgang til anvisningsret i den almene boligmasse.

For det er naturligvis ikke sådan, at vi forestiller os, at alt samkvem hører op efter en skilsmisse som ovenfor skitseret. Der er stadig nogle 'fælles børn' og samfundsopgaver, som ikke forsvinder af sig selv på grund af en omorganisering af samlivet. Men vilkårene for samkvemmet bør fremover ske ved forhandling fra gang til gang i stedet for pr. automatik, hvor staten dikterer betingelserne.

Vi skal stadig ha' en almen boligmasse, der er så tilpas stor - og har så mange forskellige lejlighedstyper - at det er muligt via en ansvarlig kommunal anvisningspolitik at blande stærke og svage beboere. På den måde kan man sikre sammenhængskraften i bofællesskab og samfund.

En lykkelig skilsmisse mellem staten og den almene sektor vil samtidig være udtryk for en ændring i retning af arbejderbevægelsens rødder, hvor fag- og boligforeninger med flere af egen drift - og uden massiv statslig støtte eller indblanding - søgte at varetage en række fælles opgaver, pligter og udfordringer til fordel for den enkelte og for udsatte grupper.

Der er i de senere år blevet bygget mange nye boliger. Samfundsøkonomien er god, og renten er lav. Det gør det fordelagtigt at investere og bygge nyt. Parcelhuse, ejerlejligheder, andelsboliger og almene boliger skyder op med en fart, som ikke er set siden midt i 1980'erne. Det fortjener regeringen også sin del af æren for.

Det årlige gennemsnit for 2002-04 har været 25.000 påbegyndte boliger. Til sammenligning var gennemsnittet for årene 1991-95 på under 14.000 påbegyndte boliger. Men uanset hvor høj tempoet i nybyggeriet er, så udgør det årlige nybyggeri under én procent af den samlede boligmasse.

Hvis man vender blikket mod den eksisterende boligmasse, så glimrer regeringens boligpolitik mest ved sit fravær. Ejerboligmarkedet (ca. 55 procent af det samlede boligmarked) kører rigtig godt derudaf om end med betydelig geografisk variation - mens fanden i øjeblikket tager de sidste-

Fraværende boligpolitik

Man kan vælge at se lidt galgenhumoristisk på tingene. Ved ikke at foretage sig ret meget, har regeringen nemlig på sin egen minimalistiske vis været ganske ordholdende i boligpolitikken. By- og Boligministeriet blev nedlagt fra dag ét tilbage i november 2001 - og ingen af VK's to regeringsgrundlag har været tynget af det store boligpolitiske tankegods. Senest var boligpolitikken også fraværende i statsministerens åbningstale - og der skal stadig ledes med lup efter boligpolitiske initiativer i lovkataloget for denne folketingssamling.

Regeringens manglende fokus på den eksisterende (leje-)boligmasse er efter LO og BAT's opfattelse en falliterklæring over for befolkningen, for hvem boligen har en helt central placering for deres velfærd. Uden en tidssvarende, anstændig og tryg fysisk ramme om vores tilværelse bliver alle andre velfærdsløfter let til tom snak. I et velfærdssamfund må boligen derfor være en grundlæggende menneskeret uanset arbejdsmarkedstilknytning og status i øvrigt. Ingen må være boligløs. Sociale bolighensyn har op gennem historien været et bevidst politisk valg til fordel for borgerne og deres generelle sundhedstilstand. Sociale hensyn er også afgørende for et velfungerende arbejdsmarked og boligområdernes sammenhængskraft.

Her er det vigtigt at gå til problemet med friske øjne. Hvis det eksempelvis er nødvendigt at nedrive hele boligblokke for at give en bydel en ny start - eller en 'new deal' i boligpolitikken om man vil - så vil vi ikke med en rygmarvsreaktion afvise en sådan tankegang.

Tine Aurvig-Huggenberger er næstformand i LO

Arne Johansen er formand for Bygge- Anlægs- og Træ-kartellet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her