Læsetid: 4 min.

New York Blues

6. april 1999

NITTEN PISTOLKUGLER brugte en civilklædt, hvid politipatrulje i New York til at fælde en ubevæbnet, sort indvandrer, da den passede ham op i opgangen til det lejlighedskompleks, hvor han boede. De fire betjente var i bygningen, der ligger i den overvejende fattige bydel Bronx, fordi de ledte efter en anden person. De troede, at indvandreren trak et våben (som senere viste sig at være en personsøger) og affyrede derfor en kanonade på 41 skud, hvoraf nitten ramte. Indvandreren og gadesælgeren Amadou Diallo, der to år tidligere var kommet til byen fra Guinea, og som aldrig havde været i konflikt med loven, blev dræbt på stedet. Han blev 22 år.
Historien kunne være taget ud af fjernsynets talrige kriminalserier, der handler om New Yorks politi. Men hændelsen er sørgeligt virkelig, den fandt sted den 4. februar i år, og skudsalven har siden givet voldsom genlyd - helt til Det Hvide Hus.
Betjentene - der er erfarne folk, som tidligere har skudt borgere - er først forleden blevet suspenderet fra tjenesten og anklaget for drab, men de har endnu ikke afgivet officiel forklaring. Juristeriet i forbindelse med sagen parret med den stærkt konservative borgmester Rudolph Giulianis rygmarvsforsvar for politiet, har vakt vrede blandt byens og resten af landets borgerrettighedsorganisationer.
I adskillige uger har organisationerne hver dag arrangeret ulovlige belejringer og protestdemonstrationer foran politihovedkvarteret i det mondæne Wall Street-kvarter. Mere end 1.000 personer er efterhånden blevet anholdt for civil ulydighed, heriblandt politikeren Jesse Jackson, skuespillerinden Susan Sarandon samt byens tidligere borgmester, den sorte David Dinkins, der også talte ved en muslimsk mindehøjtidelighed for Diallo.

NÅR SAGEN påkalder sig særlig opmærksomhed, skyldes det ikke mindst, at borgmester Giuliani, der tiltrådte i 1993, har gjort lov og orden til sin vigtigste mærkesag.
Siden midten af 1960'erne har New York på linje med de andre amerikanske metropoler haft en stærkt stigende kriminalitet. I de urolige kriseår i starten af 1930'erne blev der for eksempel årligt "kun" myrdet 6 mennesker per 100.000 newyorkere. Da Giuliani blev borgmester i halvfemsernes begyndelse, var tallet steget til hele 27.
Men under sloganet "Vi tolererer intet" forstærkede borgmesteren politiindsatsen på en række punkter. De følgende par år faldt kriminaliteten generelt med omkring en fjerdedel, og drab med næsten 40 procent.
Et eksempel på arbejdsmetoderne: I 1996 blev en kvindelig jogger slået ned og voldtaget i New Yorks Central Park. Hun var dybt bevidstløs, da hun blev fundet, men andre parkgæster hjalp politiet med at tegne en skitse af den formodede gerningsmand. Politiets tegning blev gengivet i alle massemedier og ophængt på byens cafeer, men ingen kunne eller ville genkende personen på tegningen.
En uge senere, da sagen var begyndt at flytte bort fra avisforsiderne, blev en kvinde slået til døde på fortovet foran sin butik i nærheden af Central Park. Hun var i færd med at åbne forretningen om morgenen, da drabet skete - og der var ingen vidner. Men politiet undersøgte omgivelserne for fingeraftryk: butiksruder, dørhåndtag, lysmaster, kasserede coladåser og parkerede biler. Alle fingeraftryk blev kørt gennem computeren, og pludselig var der bid. For politiet var ifølge den ny strategi begyndt at anholde og registrere folk, der begik selv den mindste forseelse. Derfor indeholdt arkivet det matchende fingeraftryk af en sort mand fra Bronx. Han var få måneder forinden - for at spare ti kroner - hoppet over billetslusen i undergrundsbanen. Mens denne forseelse tidligere ikke ville have ført til anholdelse og registrering af fingeraftryk, stod billetsnyderen fra Bronx i arkivet med adresse og portræt. Og fotoet lignede på en prik tegningen af voldtægtsmanden fra Central Park. I løbet af få timer var manden anholdt og sigtet ikke blot for voldtægten i parken og drabet på butikskvinden, men tillige to tidligere volds- og drabssager.
Sagen illustrerer tilsyneladende effektiviteten af den nøjeregnende strategi, som New Yorks politistyrke begyndte at følge i 1994. Kriminologerne er dog ikke enige om, at politiets strategi er den vigtigste årsag til faldet i kriminalitet. Således er der også set overraskende fald i andre amerikanske byer, som ikke følger samme strategi, ligesom andre faktorer kan spille ind: Der er færre unge i den "kriminelle alder", narkotikamarkedet er færdigdelt mellem de store bander, og en del vaneforbrydere sidder i dag inde med lange fængselsdomme.
Kritikere af politiet har længe peget på, at antallet af klager over politibrutalitet og uberettiget anholdelse er steget dramatisk siden 1994. Af de 27.000 personer, som sidste år har fået en politirevolver i nakken og er blevet kropsvisiteret, er en altovervejende del ikke-hvide og blot 5.000 blev faktisk arresteret. Dette udlægges som racistisk forfølgelse og en kynisk strategi, der går ud på at stresse "mistænkelige" miljøer.

NEW YORKS politistrid kan få afgørende betydning for den valgkamp om Senatets newyorkersæde, som ventes til næste år mellem Rudy Giuliani og præsidentfruen, Hillary Clinton. Ingen af de to har officielt erklæret deres kandidatur, men Hillary Clinton har stillet en række kritiske spørgsmål til Diallo-sagen, og Giulianis støtter har åbnet en hjemmeside på internettet, hvor Clinton svines til.
Giuliani har for nylig lovet reformer i politiet, blandt andet ansættelse af flere ikke-hvide betjente til gadepatruljerne. Det er nye toner, og det skal blive interessant, om Giuliani senere bliver nødt til at forholde sig til Hillary Clintons erklærede ideologi om landsbyagtig omsorg som model for fremtidens samfund. lieb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu