Læsetid: 4 min.

New York-generationen

28. september 2001

Politik findes ikke, kunne unge mennesker indtil for kort tid siden finde på at proklamere. De store sager, som samlede deres forældre, bedste- og oldeforældre i optog med bannere til Christiansborg eller til den amerikanske ambassade virker håbløst forældede på nutidens 25-årige: Fra parolerne om kvindelig stemmeret og ’Otte timers arbejde, otte timers fritid, otte timers hvile’ til ’USA ud af Vietnam’.
Ofte fordi man havde et vist held med at gennemføre mærkesagerne. For et moderne velfærdsmenneske ligner fred, velstand og demokratisk frihed selvfølgelige goder. Især efter afslutningen på Den kolde Krig har
’politik’ derfor kunnet se ud som en endeløs række af små, kedsommelige enkeltsager, svære at tænde på uden for snævre interessegrupper.
Reultatet er hos mange unge blevet en stor ironi, en mangel på evne til at nogetsomhelst rigtigt alvorligt (knap nok sig selv). I den yngste litteratur har det vist sig både som en vis tendens til verdensfjernhed, og som totalironisk humor, som Rifbjerg (ikke nogen udpræget fan af retningen...) i denne avis har kaldt ’fut og fjot i 90’erne’). I uddannelsesmiljøerne har det ligget tungt med glødende diskussioner: – Herregud, folk kan da mene hvad de vil, det betyder jo ikke noget!

MEN SÅ kom terrorangrebene, og med dem en ny alvor. Som Rasmus Bech Hansen, nyslået Master in Public Administration fra Harvard University, skriver i sin kommentar i dagens Information (side 8): »Bomben i New York rammer hjertet i vores generation. New York, om noget, er vores unge globalt orienterede generations hovedstad. Det er formentlig det sted i verden, hvor der bor relativt flest unge i 20’erne, og tal fra det engelske livsstilsmagasin Wallpaper viser, at det er det mest yndede rejsemål for Vestens 20-30-årige.
Det er ikke tilfældigt. New York har for mange af os stået som symbolet på den verden, vi gerne vil leve i og være med til at skabe. Det er en verden med en enorm mangfoldighed og forskellighed, en verden, der tiltrækker og har plads til mennesker, der har energi, dynamik og vilje til at skabe og omskabe den måde, man driver virksomhed på, den måde der skabes kunst, laves mad, konstrueres boligmiljøer eller hvad det kan være.«

Bech Hansen beskriver videre sin generations særlige engagement: Man er hverdagsmagere snarere end verdensmagere: »Det, man kunne kalde New York-generationen, er en generation drevet af et dybt engagement i det, vi laver; som har lagt mere vægt på at skabe end på at forfølge store politiske projekter og høje idealer, sådan som vores forældre, 68-generationen gjorde.«
Men det, de nu brat er vågnet op til, er vel egentlig politikkens sjæl. Nemlig, at rettigheder er værd at gøre noget for. Interessant er også Bech Hansens billede af New York, der ligger fjernt fra kurante billeder af amerikansk selvrådig udenrigspolitik. For unge mennesker i Danmark og Europa er New York Byen – et kulturfænomen i gigantformat, en reelt eksisterende multietnisk verden med plads til begejstring. New York er et ikon, en kultur, en motor, en livsform. En fremtid, måske?
Sandheden er vel også, at det i denne sære tid også er meget mere tydeligt i USA, hvad politik går ud på. Selv en præsident som George W. Bush, man har haft så få og små forventninger til, overrasker positivt ved at gå på strømpesokker i moskeen og erklære sin loyalitet over for muslimske amerikanske medborgere. En stor mindegudstjeneste havde medvirkende af begge køn og repræsentanter for jødedom, kristendom, islam – og lægprædikanten Billy Graham som sig selv. I lørdags hyldede amerikanerne desuden i en stor tårepersende galla til fordel for de dræbtes efterladte alle de enkelte mennesker og handlinger, der den skæbnesvangre 11. september, og hver eneste anden dag, forvandler kaos til orden: Samfundets konstruktive kræfter. Som de brandfolk, politifolk og børnehavepædagoger tæt på katastrofen, der gjorde, hvad de skulle med livet som indsats.

Corny, sentimentalt, for meget? Ja! Men sådan er jo USA, tit for svulstig for europæisk smag. Men indholdet er det svært at være uenig i. Nemlig at et samfund hænger sammen, fordi borgerne i handling er
loyale over for det og over for deres medborgere. Og fordi samfundet bakker op om alle sine borgere.
Sandheden er jo, at det, newyorkerne oplevede den 11. september er mareridtsagtig hverdag for mange af klodens mennesker: Toget går ikke, arbejdspladsen kan være jævnet med jorden, når man kommer fra frokost eller bøn, børnene bliver ikke passet, usikkerheden er konstant. Problemer, der ikke løses ved at gøre hele verdensdele til syndebukke eller erklære hellig eller anden krig mod ’de andre’.
Vor tids dilemma er, at få mennesker i vores del af verden virkelig tror, at krig er løsningen. Slet ikke de unge, som Rasmus Bech Hansen skriver om og på vegne af. I kampen for en bedre verden har vi ikke brug for svulmende styrkedemonstrationer, men for noget, der virker. Diplomati og samarbejde er mere farbare veje end ødelæggelse.
Så meget må vi da have lært. Det kaldes i øvrigt politik.

mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her