Ni ud af 10 journalist-studerende er røde

Regeringen og Dansk Folkeparti får kun lidt over 10 procent af stemmerne blandt landets kommende journalister, viser ny undersøgelse. I branchen finder man det ikke specielt problematisk
16. december 2006
Delt 12 gange

Hvis de danske journaliststuderende fik lov at bestemme, ville Det Radikale Venstre have mere end en tredjedel af stemmerne - og de ville kunne lave en flertalsregering sammen med Enhedslisten. Samtidig vil Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti kun få godt 10 procent af stemmerne. Det er én af konklusionerne i det nordiske forskningsprojekt Hovdabrekka, der udover at undersøge de studerendes politiske observans har forsøgt at kortlægge bl.a. deres famile- og uddannelsesmæssige baggrund.

Det er særligt de nye, akademiske journalistuddannelser på Roskilde Universitetscenter (RUC) og Syddansk Universitet (SDU), der retter mod venstre. Her er der blandt de godt 100 afgivne stemmer i alt blot fem, der har stemt på Venstre og de konservative og slet ingen, der har stemt på Dansk Folkeparti.

Skævt billede

Studieleder på Journalistik på SDU, Troels Mylenberg, havde hellere set en anden sammensætning: "Det ville da passe mig bedst, hvis vores journalisters holdninger afspejlede de holdninger, folk i det øvrige samfund har. Men det er jo ikke noget, vi kan rekruttere efter."

Han kan godt fornemme, at de journaliststuderende har de samme holdninger:

"Der er en manglende diversitet. De er de velstillede, højtuddannede menneskers børn, der vil være journalister."

Og det afspejler sig også i mange af medierne, mener han: "Jeg synes også, det er tydeligt i de store aviser. Der er mange rødvinstests, og der bliver skrevet meget om det københavnske teaterliv," siger Troels Mylenberg.

Derimod mener han ikke, at det har nogen stor samfundsmæssig betydning, at journaliststanden er så venstreorienterede:

"Det er jo ikke, fordi Dansk Folkeparti aldrig får deres synspunkter refereret i medierne. Og jeg synes da heller ikke, at medierne er radikale reklamesøjler," siger han.

Jyllands-Postens chefredaktør, Carsten Juste, er enig:

"Journalister tilstræber en objektiv og fair fremstilling af tingene, så det er ikke noget, der kommer til udtryk i spalterne. Og hvis nogen forsøgte, ville de selvfølgelig heller ikke få lov til det," siger han.

Ubevidst til venstre

Carsten Juste mener dog, at der er en fare for, at journalisterne ubevidst lader deres holdninger skinne igennem:

"Jeg kan godt frygte, at mange journalisters verdensbillede ubevidst er meget til venstre, og at man ikke altid gøre sig klart, at et bestemt synspunkt er venstreorienteret. Eksempelvis historien om, at udviklingsministeren vil have kendte mennesker til at vælge, hvem der skal have ulandsbistand. Der er der måske nogle journalister, der reagerer med automatpiloten, fordi de ikke kan forestille sig at ændre i u-landsbistanden. Men det er ikke bevidst - det er, fordi deres verdensbillede er indrettet sådan," siger han.

Nyhedsavisens chefredaktør, Davis Trads, mener ikke, at journalisternes holdninger overhovedet smitter af på mediebilledet:

"Problemet med det danske mediebillede er under ingen omstændigheder, at det er for venstreorienteret. Det er det modsatte, der gør sig gældende - uagtet hvem, der er journalister hvor. Det vigtige er alt det, der 'foregår i murene'. Som ung journalist begynder man lynhurtigt at tænke i, hvilke emner, der traditionelt optager det medie, man er ansat på. Det gælder for Information, som det gælder for Jyllands-Posten, at man socialiserer sig selv til at interessere sig for de samme emner, som avisen har gjort historisk, uafhængigt af hvad, man selv måtte mene politisk," siger David Trads.

Han mener, at undersøgelsens resultat ligefrem kan tolkes som noget positivt:

"Der er ikke noget at være bekymret over. Journaliststuderende må jo mene, hvad de vil, og det ville være uhørt, hvis man prøvede at indrette en avisredaktion efter, hvad folk stemmer. Tværtimod tolker jeg det sådan, at der blandt de unge journaliststuderende findes mennesker, der har idealer, og har fantasi til at se på samfundsændringer, der er meget større, end dem Socialdemokraterne og Venstre kan finde på."

Det er Troels Mylenberg fra SDU enig i:

"Tendensen afspejler ikke nødvendigvis kun et højre-venste-forhold. Det kan lige så godt være fordi, de unge journalister er meget kritiske. Der er i hvert fald en tendens til, at de journaliststuderende stemmer på antiautoritære partier og samtidig fravælger de partier, der kunne ligne systembevarer," siger han.

Det kan måske også forklare, hvorfor billedet i Sverige er et helt andet end i Danmark. Danmark er det land i Skandinavien, hvor de journaliststuderende skiller sig mest markant ud fra befolkningerne, og i Sverige er Moderaterna (svensk pendant de Konservative, red.) eksempelvis det suverænt største parti med 34 procent af stemmerne:

"Journaliststuderende er ofte i opposition. Derfor er de svenske studerende sandsynligvis kritiske over for et helt socialdemokratisk århundrede. Der er en meget fasttømret kultur omkring det parti, og derfor er det Moderaterna, man stemmer på, hvis man er ung og vil noget andet," siger Troels Mylenberg.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Folketingsvalget 2005

A. Socialdemokratiet 25,8 pct.
B. Radikale Venstre 9,2
C. Konservative Folkeparti 10,3
F. Socialistisk Folkeparti 6,0
O. Dansk Folkeparti 13,3
V. Venstre 29,0
Ø. Enhedslisten 3,4

De danske journaliststuderende 2005:
A. Socialdemokratiet 17,1
B. Radikale Venstre 38,7
C. Konservative Folkeparti 4,3
F. Socialistisk Folkeparti 17,2
O. Dansk Folkeparti 1,1
V. Venstre 4,3
Ø. Enhedslisten 16,1

NB! Undersøgelsen har en statistisk slagsside, fordi ganske få af de studerende fra landets største journalistiske uddannelsesinstitution Danmarks Journalisthøjskole(DJH) har svaret på det pågældende spørgsmål – derfor stammer hovedparten af besvarelserne fra de to akademiske journalistuddannelser på RUC og SDU. Men et prøvevalg fra DJH fra 2005 viser, at tendensen her er den samme – om end lidt mindre udtalt. I Journalisthøjskolens egen undersøgelse er Dansk Folkeparti også den store taber med blot 2,1 procent.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Og hvordan ser det så ud på den traditionelle journalistuddannelse på Medie- og Journalisthøjskole i Århus?
Er det samme billede - eller skulle der mon være en større variation af journalistspirer, deres baggrunde og holdninger dér end på universiteterne?

Det fuldstændig absurde i at relatere RV til noget som helst i røde eller bare på en socialt afbalanceret politisk skala, er svært at forbigå i tavshed.
Der må vist have været en umoden journalistpraktikant ind over.

anbefalede denne kommentar