Læsetid: 4 min.

Ni lys for Utopia

8. februar 2001

Vi håber, at du vil medvirke til, at festivalen forløber godt. Ryd op efter dig, hjælp praktisk og menneskeligt omkring dig – så får du og alle andre en god festival.

fra ’Vilkår for adgang til Roskilde Festival 2001’ på www.roskilde-festival.dk

Sidste Års festival i Roskilde er ikke slut. Det kan man forvisse sig om ved at læse den kondolenceliste, festivalen har oprettet på sin hjemmeside. Således fortæller ’Gitte’, at hun, som en blandt mange, håber, at festivalen kører videre, »i respekt for de omkomne og deres familier.« Selv vil hun til sommer mindes de ni døde ved at tænde et lys i den mindepark, hun håber, festivalen vil oprette. Lysene fik ellers ikke lov at brænde længe på det interimistiske mindested den tragiske weekend i juli. Musikken skulle til, under det usynlige motto ’the show must go on’. Eller som festivaldirektør Leif Skov udtrykte det: »Livet er stærkere end døden.«
Det havde de svært ved at forstå, Finn og Eunice Tonnesen, den sommersøndag, hvor de besøgte åstedet for deres 17-årige søns meningsløse død. »Da jeg så stod der og så, at de havde flyttet mindelunden med lys og blomster fra stedet, hvor det skete, tænkte jeg: ’Det kan man da ikke ... De skulle stå og danse der, hvor de var døde,« fortalte Eunice Tonnesen til Politiken i søndags.

Interviewet med forældrene var bevægende læsning, og parrets krav om en uvildig undersøgelse forståeligt. Det blev da også støttet i Politiken dagen efter i en leder, som samtidig krævede Leif Skovs afgang. Samme aften mødtes avisens ansvarshavende chefredaktør, Tøger Seidenfaden, med Skov i TV-Avisen.
Medens Seidenfaden lignede en, der aldrig havde betrådt en rockfestival, virkede Skov som en mærket, men erfaren mand. Han var blevet tre-fire festivaler ældre på et halvt år, og fastholdt, at det ville være uansvarligt af ham at løbe fra (Dyrskue)pladsen. Men at han da ikke havde noget imod, ja, faktisk meget gerne så en uvildig undersøgelse af hændelsesforløbet og ansvarsplaceringen. Politikens officiøse krav om Skovs tilbagetræden fes dermed lige så stille ud, og udstillede sig selv som det, det ret beset er: Ikke rock, men pop. Medmindre Seidenfaden mener, at Skov er ansvarlig for, at vi ikke har fået den stærkt påkrævede uvildige undersøgelse. Nok er Skovs indflydelse stor i Korsbæk, men så heller ikke større...
Siden festivalen har Politiken kørt en dygtig kampagne for at få afdækket, hvorfor det gik så galt. Journalisterne Hans Drachmann og Pernille Tranberg har holdt fast på god, gammeldags, næsten uddød journalistisk vis. De har flyttet historien. Desværre har avisen som sådan ikke villet nøjes med en forklaring. Man har ønsket en ansvarlig. Ønsket er helt i tidens ånd. Døden skal have en årsag. Mest uforsonligt udtrykt i en kommentar før jul af Politikens journalistiske chefredaktør, Per Knudsen, selv tidligere rockanmelder og festivalgænger. Han kom meget tæt på at skrive, at Skov var skyldig i uagtsomt manddrab.

Det er her argumentationskæden ryger af. Vi accepterer ikke, at den største risiko ved livet netop er døden. Og vi tror, at når vi kan regnvejrsforsikre kulturevents, så kan vi også få udstedt en garanti mod uforudsigelighed. Holdningen er meget amerikansk. Enhver, der har købt en mikrobølgeovn eller en elektrisk tandbørste ved, at der medfølger en manual på størrelse med telefonbogen over en mindre provinsby. Heri opregnes alle eventualiteter, som producenten forhåndsafskriver sig ansvaret for. Man ser det for sig: festivaldeltagere får udleveret en manual ved indgangen ... i stedet forsøger festivalen, som i det indledende citat, at tale til medmenneskeligheden og den fælles ansvarsfølelse.
Det kan forekomme naivt, ja, i lyset af det skete måske ligefrem krænkende, men det er faktisk sådan, de altid har talt og tænkt i Roskilde. Den tankegang kom til kort hin weekend. Genopbygningen går ikke nødvendigvis via en fyring af Skov. Heller ikke via en suspension af festivalen et år, som foreslået af Berlingske Tidende’s unge senioranmelder i går. Begge dele flytter fokus fra det egentlige – en festival, der, forankret i nutiden, balancerer udfordrende mellem tradition og nybrud. Den balance behøver ikke være livsfarlig.

Til en start kunne Skov, eller hans arbejdsgivere, revidere det topstyrede hierarki, der fik så fatale følger. Ingen over, under eller ved siden af Skov har været devisen. Det holder ikke i en tid, der er til flade strukturer og medansvar. Dermed ville man også flytte fokus fra Skovs person over på hans funktion. Man kunne også tage sig en kammeratlig snak om åbenhed og den slags, og så kunne pressen suspendere den monomane rock-dækning bare et enkelt år, og koncentrere sig om de mange andre aspekter og tilbud, Roskilde altid selv har slået på tromme for.
I en tid, hvor stammefællesskabet har polariseret sig med den voldshærgende, kujonagtige hooliganisme i den ene ende og i den anden den anonymiserede, klasseløse chatkultur, hvor skærmen er det bedste værn mod virkeligheden, forekommer Roskildefestivalen nemlig stadig at være et stykke utopia, en anden mulighed at være sammen på.

tobi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu