Kan man overleve at opgive sin middelklasseidentitet, vandre rundt i Københavns gader og udgive sig for at være hjemløs? Kan man overleve at udgive en tilsyneladende selvbiografisk roman, hvor man skildrer at have haft sex med sin syv måneder gamle datter (Jørgen Leth kan gå hjem og vugge!)? Kan man overleve at erklære sig selv for død og herefter aldrig skrive sit navn uden i parentes at tilføje fødsels- og dødsår? Kan man overleve at rejse rundt i verden i jubelåret 2005, forklædt som H.C. Andersen, og trænge sig ind på de største teatre for at bede om lov til at spille 'sig selv'? Kan man overleve at stå på en scene på Nørrebro, foran et publikum af frisindede kulturkøbenhavnere, og appellere til deres nationalfølelse? Og endelig: Kan man overleve at vandre over grænsen til Irak 1. januar 2004, iført gråt jakkesæt og herreklipning fra 50'erne, medbringende "demokratiet" i en stålcontainer samt en bleg, diplomatklædt rejsefælle til at hjælpe med at bære det?
Tvivlen og demokratiet
Ja, foreløbig har han overlevet det, Claus Beck-Nielsen, foreløbig har han overlevet det dødsår, som han sidste år gav sig selv i sin omdiskuterede biografi Claus Beck-Nielsen (1963-2001). Og det lader til at være driften i hans virke: hele tiden at udsætte sig selv for det, man egentlig ikke burde kunne overleve, om det så er, fordi man sætter sig i fysisk livsfare, eller fordi man burde dø af pinlighed eller lynches af et forarget publikum.
Denne drift er naturligvis lige så krampagtigt selvbevarende som den er selvdestruktiv. Det er som om, Beck-Nielsen bestandigt forsøger at hærde sig selv ved at gøre sig til outcast, overbevise sig om sin egen eksistens ved at udsætte den for opløsning, forstørre sit ego ved at udslette det.
Nu har han så udsendt Selvmordsaktionen, baseret på de optegnelser og avisartikler han (nu kaldet "Nielsen") skrev i januar 2004, hvor han sammen med sin danske kammerat "Rasmussen" drog til Irak for at indføre de europæiske kernedyder: tvivlen og demokratiet. Tvivlen inkarnerede de, demokratiet medbragte de i en stålcontainer med påskriften: "The Democracy destination: Iraq".
Permanent undtagelse
Selvmordsaktionen er iscenesat som en fremtidig historikers fremlæggelse af Nielsens materiale; indledningen angives at være skrevet i "Bagdad, juli år 21" (år 2025 efter den kristen-romerske tidsregning, oplyses vi om i en note), og i efterskriften vurderes Nielsens og Rasmussens aktion kritisk fra den fiktive fremtidige historieskrivers perspektiv:
"I stedet for med magt, våben, penge og elektroniske midler at gennemtvinge Demokratiet, så prøvede Nielsen & Rasmussen med deres forførende magtesløshed og deres forførende åbenhed og lydhørhed og gode vilje at lokke irakerne bort fra deres egen tro og ind i den europæiske verden fuld af spørgsmål og tvivl."
Mellem indledning og efterskrift serveres så Nielsens optegnelser og artikler fra rejsen gennem Irak, fra Basra til Bagdad, hvor de blege europæere (med hjælp fra en irakisk flygtning, som de har opstøvet i Farum) opsøger universiteter, kunstnersammenslutninger, demokratiske foreninger og hvem der ellers vil høre på dem, for at sprede demokratiets og tvivlens evangelium. I Nielsens beretning fremstår det hele gennem tåger af diarré, feber, affaldsstank og (naturligvis) tvivl - en tvivl, der ender med at så tvivl om selve demokratiets universelle værdi, så det eneste universelle, der står tilbage i slutningen, er "den universelle hvide plasticstol".
'Undtagelsestilstanden' kunne bogen lige så godt have heddet (men så ville den selvfølgelig ikke have føjet sig ind i rækken af selvdestruktions-titler), for det lader til at være dens bærende tanke: at undtagelsestilstanden er permanent; at forestillingen om at den skulle være et midlertidigt anarki, mens vi venter på den nye orden, er en illusion.
"USA erklaerede undtagelsestilstanden, og amerikanerne troede dermed, at de raadede over den, de indtog den styrtede diktators paladser for at regere i undtagelsestilstanden: Og saa var det sket, de var i undtagelsestilstanden, den raadede omkring dem og over dem og til sidst også i dem."
Nielsens typografiske markering af undtagelsestilstanden i det danske sprog (de manglende æ'er, ø'er og å'er) vidner om, at den afdøde Beck-Nielsen faktisk var en ferm sprogkunstner, og det er hans rumsterende spøgelse stadig væk: der skrives godt i das Beckværk.
Kunst eller sygehistorie
Som politisk aktionskunst er Nielsens happening noget nær genial. Fotoet på bogens flap fra grænsen til Irak 1. januar 2004, hvor Nielsen og Rasmussen blege og slipseklædte kommer bærende med demokratiet i en stålkasse, er fantastisk. Og egentlig ville jeg ønske, at bogen var holdt i samme stramme komposition som dette foto.
Måske skulle den have været et drama, med aktørerne skåret i skarp og absurd silhuet mod ørkensandet. Gennem litterære referencer forsøger bogen at lægge en skygge af Becketts vagabonder samt Shakespeares Rosenkrands og Gyldenstjerne over de to danske demokratiprædikanter; denne eksponering lykkes på fotoet, men forbliver påklistret i skriften, som ikke giver sine skikkelser stram form, men flyder ud i bedste dagbogsstil. Nielsens 'selvmordsaktion' bliver et europæisk og ironisk svar på de muslimske fundamentalisters selvmordsaktioner. Umiddelbart iscenesat som det alternative svar: europæeren der blotter sig i al sin blege sårbarhed og kommer med dialog, demokrati og tvivl, dér hvor den islamiske selvmordspilot kommer med død og ødelæggelse, og amerikaneren svarer med vold og militær.
Men spørgsmålet er, om Selvmordsaktionen ikke først og fremmest er drevet af et blegt, europæisk jegs behov for at få sin egen eksistens bekræftet ved at true den med udslettelse. Hvis Das Beckværk havde valgt at dokumentere aktionen i en anden og strammere form end de optegnelser, der groft sagt minder mig lidt for meget om dagbogen fra min første interrail-tur, ville vi have fået et vaskeægte politisk kunstværk, frem for noget hvor man hele tiden er i tvivl, om det er politisk kunst eller sygehistorie.
clausbeck-nielsen.net: Selvmordsaktionen. Beretningen om forsøget på at indføre Demokratiet i Irak i året 2004. 360 sider, 299 kr. Gyldendal. ISBN 87-0204234-7
