Læsetid: 5 min.

Nikolines nyttige næver

Natmandens datter på Grønnegårds Teatret er Werdelin største og mest brutale komediesucces til dato. Og en teaterlyksalighed til fem natpotter med kryds og slangegift
27. juni 2006

Ikke noget hemmelighedskræmmeri her: Werdelin har skabt en klassiker. En sommerforestilling, der er både vellysten og nederdrægtig, voldskærlig og nævenyttig - og vidunderligt morsom: En teaterlyksalighed til fem natpotter med kryds og slangegift.

Det vil alligevel rygte sig hurtigt. For tilskuerne klukker og sukker. Selv svanerne i flugt over Grønnegården strækker hals for at få det hele med. Javist, kald bare Natmandens datter et bittersødt bekendtskab, for komedien smyger sig med brutal elegance sig ind på en velfortjent replikplads mellem Holberg, Molière og Shakespeare.

Nikoline Werdelin har både skrevet og instrueret - og tak for det. Og kunstnerisk er hun fortsat, hvor hun slap i Martas Tema fra 2005, altså med en selvopdigtet historie fra datidens København. Men i Natmandens Datter har hun skruet tiden helt tilbage til 1773 - til dengang med Struensee, der introducerede både dronningen og adelen til Rousseaus tanker om social lighed og drømmen om at komme tilbage til naturen.

Werdelin er i sit es. Hun konstruerer behændigt historier, som sad hun og vævede frivole brokadestoffer til Støvlet-Katrine. Altid er der en detalje med en lodret tømmerstok eller en afslørende gul farve, som viser sig at være nødvendig for senere at forstå nye afsløringer i denne hemmelighedshistorie.

Bette Mette

Werdelins heltinde er Lovise, der er datter af en af datidens uglesete eksistenser - natmanden, der var bøddelhåndlanger og natskraldemand. Lovise-skuespilleren Mette K. Madsen forstår også at klemme læberne tæt sammen, og hun fascinerer med en sprængfarlige dynamik i sin pigede krop. Mette K. Madsen gør denne videbegærlige tjenestepige fra 1700-tallet til et menneske af i dag, søgende og resigneret, nysgerrig og realistisk på samme tid. Og så er hun endda også både køn og sjov - Bette Mette kan åbenbart det hele!

En scene med tvungen sexdans tager desuden kegler med sine komiske opspark og håndryst; den burde skaffe hende en pris for 'sæsonens mest desperate dansesolo', som hun så kunne dele med koreografen Bill Holmberg, der har fundet ind til Werdelins uberegnelige gearskifter.

Werdelin har selv iscenesat i sin vanlige karikaturstil med gakke brud. Og Karin Betz' scenografi leger med i samme ånd med løse skørter, der er mere end villige til at lade sig løfte op. Også op foran det gamle Hospitals grå mure og sprossede vinduer, altså Kunstindustrimuseets bygninger, som historien foregår i... Og frisøren Susan Terp har skabt parykker, der i sig selv er raffinerede, kunstneriske fortolkninger af de forvredne, Werdelinske skæbner.

Utæmmede Tammi

For nej, Natmandens datter er selvfølgelig ikke bare en komedie med en happy end. Det er tværtimod en desillusioneret hverdagsdigtning om de drømme, der hele tiden bliver kuet. "Hvis man vil, så koster det," som en replik lyder. Og det gør det, indtil ågerpris. Samtidig er forestillingen en afspejling af den snigende meningsløshed, som det borgerlige liv koster med årene: For hvad skal man stille op, når man for længst har erhvervet sig en fireværelses i Bredgade og alligevel længes mod noget andet bag snørelivet?

Karen-Lise Mynsters depraverede Madam Schultz skaber en forestilling i forestillingen med sin skildring af en kvinde, hvis liderlighed hele tiden bliver kvalt i det småborgerlige, sexhyklende København. Men også af en magtkælling, hvis sladretalent rammer mere præcist end bøddelens økse. Mynster er ubetalelig i sin svulmende barmføring - selvudstillende i sin vellyst, så det klodsetmalede kindrødt sitrer.

Knurrende Knutzon

Hendes modsætning dukker også op, nemlig Tammi Øst i rollen som den omrejsende mixturhandlerske Madam Münster. Tammi Øst blander verdenskvindens elegante manerer med flygtningens overlevelsesmanøvrer - vildt og vidunderligt, et sted mellem skønhed og gru. Og hun inddrager gøglerens utæmmede vanvid, så hun både henrykker og ryster på samme tid.

Men alle trives tilsyneladende ubesværet på Grønnegårdens skrå scene. Lars Knutzons Doktor Sidenius foretager sig næsten ingenting, så realistisk spiller han. Han bare grynter og pruster og trækker på skuldrene. Og Werdelins instruktion læner sig uhæmmet op ad Knutzons bryske brovten og lader hans medfødte scenemagnetisme og paradoksale elskelighed klare resten. Jens Jacob Tychsen får til gengæld lov til at gå helt i den anden grøft, sadistisk og arrogant, men også raffineret-autoritært som aldrig før, i rollen som lånekongen, der skærer fingerled af dårlige betalere... Her er en ny djævel til listen af danske skurkeskuespillere...

Og Grønnegårds Teatrets direktør Steen Stig Lommer folder sine hjerteskærende øjenvipper og en indestængt tavshed ned over en bager, der sortner af ulykke - et inderligt og mystisk portræt.

Desuden har Werdelin forstået at få tilskuerkvinderne til at sukke ved at lade den virile Rasmus Munchs tømrersvend komme forbi med brune øjne og trofast stolpeføring. Vi hviner alle misundeligt, når han forsøger at forføre liden Lovise en stjålen søndagsstund ved Peblingesøen. Og modsat giver Werdelin den lærde Nicolai Dahl Hamilton stor succes med en snublende tunge over en oppustet overklassetopmave, der skal beskytte ham mod mere vovede lidenskaber.

Som elitær student forstår han naturligvis ikke den besættelse, der ligger i bogstavernes hemmeligheder for en kvinde af den laveste stand...

Spankende spurt

Netop spotlyset på analfabetismen er et af de håndgribelige beviser på Werdelins næsten uhyggelige dramatikeroverskud: At hun insisterer på at diskutere livsafgørende uretfærdigheder, midt i en latterkrampende komedie.

I Natmandens datter er det kvindens ret til at lære at læse og den bagvedliggende sociale uretfærdighed, der er på spil. Både skildret fra 1770'erne og set ud fra velfærdsoverfloden i 2006. Og ikke mindst angsten for fremmede - det vil sige angsten over for alle, der virker anderledes end normsætterne i Bredgade. Eller for nu at se det i øjnene: Angsten for dem, der lever de lidenskaber ud, som alle vi andre prøver at skjule, at vi allerede har forsøgt os med. Og tabt.

Werdelin har altså igen taget spurten og grebet replikpisken. Og så har hun påtaget sig rollen som Danmarks spankerkvinde nr. 1:

Svirp, svirp. Ordene svier. Og så må de jo være sande...

Åh, så skulle jeg måske have alligevel have holdt det hele som en hemmelighed...

Natmandens datter. Tekst og instruktion: Nikoline Werdelin. Scenografi: Karin Betz. Koreografi: Bill Holmberg. Dramaturgi: Ryzsard Teadling. Historisk konsulent: Tyge Krogh. Fløjtemusik: Tammi Øst. Grønnegårds Teatret i Kunstindustrimuseet i Bredgade. Til 26. aug.

www.groennegaard.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu