Læsetid: 4 min.

Nissehygge med Nick

Århus Teater trækker dig med ind i blodbadets hærgesødme i ét langt sug. Og her rammer den unge Marie Dalsgaard pling-rent den Nick Cave'ske fordærvelse
19. december 2006

Nostalgien hørmer om Nick Caves univers.

Det depraverede og destruktive har allerede sin egen, velkendte blodsmag i munden, og gensynsglæden med Nick Caves uforklarlige ondskab og meningsløse mordhævn er næsten rørende. 1990'erne er allerede langt borte; det var dengang, alle talte om ondskab, og ingen talte om terror. Ak ja.

I dag skaber lyden af Caves melodier næsten tryghed lige som elskede julesange. Blodbadets hærgesødme er atter nær: Nyd nissehyggen med Nick, kan man nu pludselig sige.

På Århus Teater er Nick Cave Teaterkoncerten blevet en gennemmusikalsk rejse i Caves morbiditeter fra de sidste 20 år.

Og instruktøren Rolf Heim har sat den nu 49-årige Caves univers i scene med stramhed og totalt styr på virkemidlerne - fra det tomme ingenting til det fyldte hærgekaos. Forestillingen er blevet fængende flot, som ét langt sug fra voldstrangens helvede.

Rolf Heim formår endda at udvide forestillingen undervejs, så Cave får tillagt flere og flere facetter. Det drævende omkvæd bliver udpenslet og nuanceret, mens performerne slæber og kravler og spidder sig rundt mellem hinanden i ensomhedshelvedet.

Mest forrygende er måske et påfund med nogle kæmpemasker i papmaché, der er kreeret over hver enkelt performers ansigt, men altså endt som månemandsagtige, blindkupler på hovederne af performerne. De store maskehoveder gør pludselig performernes kroppe helt små, og deres ben stritter som dukkelise-afvridninger. Også selv om det velsagtens var deres underliv, der burde have været gigaforstørret i Caves driftsverden - og hovedet, der burde være gjort bittelille.

Voldskærligt

Denne teaterkoncert er meget anderledes end f.eks. Gasolin på Østre Gasværk, selv om den selvfølgelig understreger samme teatertrend mod musikkens dramatiske univers.

Rummet insisterer på det intime, performerne bider sig fast i det minimale, og Sisse Gerd Jørgensens skruppelløse scenografi lægger ud med største enkelhed i form af en tarvelig hotellobby med billigt-bejdsede bræddevægge.

Kostumerne udspringer af lige dele desperation og skønhedsoverflod, og rekvisitterne finder deres egne pladser i den forrevne tumult. Kun trappen lader ane, hvor galt det står fat i netop dette hotel: Trappen fører direkte op i ingenting eller ud i brat fald.

Den garvede Ole Westh-Madsen træder frem foran en tilfældig værelsesdør med tallet 206. Og så introducerer han med tør stemme og kynisk skulderstivnen dette rædselshotel og dets voldskærlige gæster, der ikke længere har noget sted at løbe hen.

Én efter én får vi skæbnehistorierne, grusomme og grufulde. Og selv om de enkelte morderportrætter efterhånden er velkendte, og derfor måske knap så chokerende som for 10-20 år siden, så serverer performerne dem med sådan en intensitet og vrede, at lyden alligevel vælter tilskuerne ned i sæderne i lammelse. Og dér bliver vi så siddende hele forestillingen igennem.

For det ene optrin tager det næste, og det tiljublende publikum får først mulighed for at klappe til allersidst. Men så springer vi altså også op fra stolene og hujer som vilde...

Lykkevrænget

Men tilskuerne bliver klart grebet af forestillingen, fordi performerne er brogede på så interessant facon.

Jeanette Lindbæk Larsen har en livstræt tyngde i blikket og stemmen, der får hendes rødkjoleluder til at overgå klicheen.

Den desperate Kaspartin Lønberg har øjne, der ser ud som om, de kronisk bevæger sig rundt i tvangsforestillingernes øksenætter, og hans tænder synger den del af morddetaljerne, hans tanker ikke længere kan holde rede i.

Og den gravidsmukke Anne Sofie Byder vrænger lykkeskønheden af sig i hånlige ordforfladigelser om det liv, der hele tiden maser sig på.

Mændene prøver ellers at holde distancen. Thomas Bang - som også har foretaget den vildt krævende og temmelig vellykkede oversættelse af alle sangene - hopper behandleragtigt rundt i pink satinbukser og forsøger at dulme kvindesind mellem mordtilståelserne. Og de fire musikere lægger ironisk distance og drevne håndled til deres musikalske kommen-tarer, sådan i portierens hører-næsten-ingenting-stil: Søren Graversen spiller på keyboard og harmonika, et sted mellem præst og bartender-elsker, Klaus Thrane kaster rytmen på døren med et sæt udsmidertrommer, Anders Birke klatrer rundt på scenekanten med sin hold-mig-uden for-guitar - og Tom Bilde banker puls på sin blærebas og i tungeslasker-tubaen.

Forsætligtfalsk

Blodrytmerne tager fat i performerne, og rekvisitterne begynde at flyde ind over scenen. Og så kommer den unge skuespillerelev Marie Dalsgaard i spotlyset. Hendes aristokratfine øjne og hendes lillebitte mund viser sig hurtigt at rumme talent for at synge en forgrovet galskab ud i kroppen, så hun skaber gåsehud overalt omkring sig. Marie Dalsgaard rammer pling-rent den Cave'ske sindssyge, hvor omsorgssvigt og mangel på kærlighed gør et barn til et følelsesfastfrossent udyr - fordærvet alene fordi hun aldrig har oplevet noget, der ikke var det.

Og så kan Dalsgaard endda synge pling-rent og spille violin forsætligt-falsk, mens hun står på hovedet...

Sådan kan et dekadent teaterkoncertbesøg i Århus skabe en overraskende opløftende blodsmag. Glædelig hulejul!

* Nick Cave Teaterkoncerten. Tekst og musik (1986-2005): Nick Cave. Oversættelse: Thomas Bang. Instruktion: Rolf Heim. Scenografi: Sisse Gerd Jørgensen. Musikalsk ledelse og arrangementer: Niels Søren Hansen og Søren Graversen. Lys (skønt lurvet): Jonas Kongsbach. Lyd (flot balancecrescendo): Andreas A. Carlsen. Aarhus Teater Scala til 3. feb. www.aarhusteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu