Læsetid 4 min.

'No' til forslag om engelsk som andet-sprog

18. august 2006

Danskerne kan med fordel blive bedre til at tale engelsk, men det radikale forslag om at gøre engelsk til officielt andetsprog i Danmark får en lunken modtagelse fra både Dansk Industri og den liberalistiske tænketank CEPOS.

"Det virker alt for dramatisk. Når man laver sådan et udspil, må man jo lave en cost-benefit analyse. Hvis alle vejskilte og offentlige dokumenter skal være tilgængelige på engelsk, så er taler vi altså om en meget dyr løsning for de danske skatteborgere," siger CEPOS-direktør, Martin Aagerup.

Han fastslår, at det eneste spørgsmål, som virkelig batter i forhold til at skaffe udenlandsk arbejdskraft, er skattetrykket. Og det skal ned.

Heller ikke hos Dansk Industri føler man et umiddelbart behov for at gøre engelsk til officielt andetsprog.

"Der er langt fra behovet for bedre engelsk til at indføre to-sprogede vejskilte og engelske skrivelser til alle borgere. Det er et skudt noget over målet," siger forskningschef, Charlotte Rønhof.

Men hun medgiver, at der er et stort behov for at styrke danskernes evne til at tale engelsk.

Mange virksomheder har opgivet at bruge kræfter på oversættelser, og i stedet bruger de engelsk som arbejdssprog for lettere at kommunikere med udenlandske ejere eller datterselskaber.

"Det er nødvendigt med et fælles sprog, hvis man skal arbejde som én organisation og dele viden. Og de radikale har fat i noget rigtigt, for det er helt nødvendigt, at vi bliver bedre til engelsk, hvis vi skal tiltrække især højtuddannet arbejdskraft," siger hun.

Skudt over mål

Undersøgelser viser, at udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde, generelt føler sig godt behandlet. Her er trygt, og tingene fungerer, påpeger Charlotte Rønhof, men hun så gerne, at man indførte en introduktionspakke med vejledning om job til ægtefæller og international skolegang til børnene.

"Og vi så gerne, at man i folkeskolen startede tidligere med at lege det engelske sprog ind og udnytte, at børn er meget lærenemme," siger Charlotte Rønhof.

Men ifølge de radikale behøver man ikke begrænse internationaliseringen til engelske trafikskilte og oversættelse af diverse offentlige dokumenter. Danmark bør muligvis gå skridtet videre, så også TV-Avisen fremover bliver tekstet på engelsk.

"Vi har ikke konkret taget stilling til, om TV-Avisen skal tekstes på engelsk, men det er helt klart en mulighed, som jeg støtter. Vi vil gerne have, at udlændinge i Danmark føler sig velkomne, og de er i stand til at klare sig i landet. Derfor skal vi erkende, at engelsk som andetsprog er den vej, som tingene bevæger sig," siger forskningsordfører, Charlotte Fischer, som også gerne så, at man i folkeskolen satte tidligere ind med engelskundervisning.

Forslaget om at gøre engelsk som andetsprog bakkes op af Dansk Handel og Service, som også gerne så tidligere engelskundervisning.

"For rigtigt at mestre engelsk er det oplagt at starte engelskundervisningen allerede i børnehaveklassen. Det er usmart, uambitiøst og tarveligt først at starte på engelsk undervisningen i 3. klasse," siger chefkonsulent Bjarne Jakobsen.

Overfladisk forskning

Men Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Christine Antorini, peger på, at engelsk i dag allerede har uofficiel status af andetsprog. Hun afviser forslaget om at begynde engelskundervisningen tidligere end 3. klasse.

"Det er utroligt vigtigt, at alle børn behersker dansk rigtigt godt. Hvis vi gør engelsk obligatorisk på et tidligere tidspunkt, svigter vi de - og det gælder også danske børn - der har svært ved det danske sprog," siger hun.

Christine Antorini advarer samtidig mod at oversætte alting til engelsk. Det vil skabe en bunke overflødig kommunikation uden aftagere:

"Derfor bør vi lave en gennemgang af offentlig information for at se, hvor det er fornuftigt," siger hun,

DF og V er imod

Dansk Folkeparti afviser fuldstændig ideen om engelsk som andetsprog, og heller ikke Venstres uddannelsesordfører, Tina Nedergaard, er begejstret.

"Umiddelbart ser jeg ingen grund til det. Vi satser meget på engelsk i uddannelsessystemet, og det er vigtigt. Men vi har ikke et stort engelsktalende mindretal, og derfor er der ikke behov for et officielt andetsprog," siger hun.

Formand for Dansk Magisterforening, Ingrid Stage, er selv lektor i engelsk, men hun afviser at lade al undervisning foregå på engelsk. Vi skal udvikle det danske sprog, som indeholder kultur og værdier, som ikke umiddelbart kan overføres, påpeger hun.

"Det engelsk, vi kommer til at tale, er løsrevet fra al historie. Vi lever ikke i en engelsksproget bevidsthedssfære, og undervisningen risikerer at blive overfladisk," siger hun og henviser til, at den holdning i stor udstrækning deles af underviserne selv.

"Man skal være utrolig dygtig for at kunne sikre den akademiske dybde. Risikoen for, at vi sakker bagud på forskningen, er tilstede, hvis vi forsker på engelsk. I naturvidenskab er man godt i gang med at tabe dansk som domænesprog, og det er ærgerligt. Hvis ikke vi udvikler dansk som forskningssprog, kommer vi til at mangle nogle begreber," siger Ingrid Stage.

Trods kritik fra flere globaliseringsvenlige kanter fastholder hun partiets strategi.

"Hvis vi vil stå stærkt internationalt, så er det vigtigt, at vi er super gode til engelsk. Desuden vil folk, der kommer udefra, opleve en befolkning der fuldstændigt problemfrit skifter fra engelsk til dansk både i skrift og i tale," siger Charlotte Fischer.

Hun medgiver, at Ingrid Stage kan have en pointe i sin kritik, men omvendt kommer vi ikke udenom engelsk, hvis vi skal klare os, mener Fischer.

"Inden for mange forskningsområder er kravet, at alt foregår på engelsk, hvis man vil gøre sig gældende. Ligegyldigt hvordan man ser på dansk - vil vi jo ikke svække dansk - så er fakta bare, at vi er en del af en større verden, når det handler om forskning og uddannelse. Vi skal være offensive, og her slipper vi ikke uden om, at engelsk er sproget. RUC har en plan om at overgå helt til engelsk, der er ikke noget at diskutere. Vi kan ikke bare melde os ud af verden," siger Fischer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu