Læsetid: 4 min.

Nobel-forløsning

14. oktober 2005

Årets nobelpris i litteratur var imødeset med særlig stor spænding. De seneste dages ballade med det tidligere Akademi-medlem Knut Ahnlund havde uden tvivl stemt sindene og givet den årlige begivenhed i Stockholms gamle børs ekstra kolorit. Skulle prisen endnu engang gå til en "parasitagtig og voldspornoficeret" forfatter som Jelinek. Rundt omkring i de litterære miljøer havde man hvæsset knivene og gjort klar til en stor offentlig henrettelse.

Så det var en lidt flad fornemmelse, da Akademiets permanente sekretær Horace Engdahl i går kl. 13 åbnede fløjdørene i Det Svenske Akademi og bekendtgjorde vinderen af årets nobelpris: den engelske dramatiker Harold Pinter.

Harold Pinter - en stemme fra fortiden! Harold Pinter - gud, lever han endnu! Sådan lød nogle af reaktionerne.

Nu troede man lige, at Akademiet blev styret af en benhård junta af unge vilde modernist-elskere og derfor endnu engang ville vælge en sprogeksperimenterende, eksklusiv forfatter til årets nobelpris. Og så slog de gamle mænd i Akademiet tilbage og gjorde deres stemme gældende til fordel for en forfatter, der især var stor, dengang de selv var yngre.

Harold Pinter virker som et meget rimeligt valg, men også med nutidens øjne lidt kedeligt. Pinter forbinder man først og fremmest med det absurde teater i 1950'erne og 60'erne. Han står i et åndeligt slægtskab med store forfattere som Samuel Beckett og Eugène Ionesco. Han har i sit forfatterskab især interesseret sig for at vise menneskets absurde vilkår og for at rejse det grundlæggende spørgsmål om menneskets udsatte identitet. Med andre ord en typisk repræsentant for en vigtig strømning i 50'ernes og 60'ernes litteratur og kultur. Og samtidig en stor humanist, der tager menneskehedens problemer på sine skuldre.

I de senere år er Pinter dog mest blevet kendt for sin stærke modstand mod NATO's bombardementer af Serbien og af Irak-krigen. Han har skrevet, at USA er "et monster ude af kontrol", og at både Tony Blair og Georg W. Bush burde retsforfølges som krigsforbrydere.

Aha, vil nogle kritikere råbe! Så der er igen tale om et politisk motiveret valg. Men man skal bemærke, at der i motiveringen for prisen intet står om det nutidige engagement eller lignende. Pinter får Nobelprisen, fordi han "i sit forfatterskab blotlægger afgrunden under hverdagssnakken og tvinger sig adgang til undertrykkelsens lukkede rum".

Villet eller ej: Det Svenske Akademi har med prisen til Harold Pinter sandsynligvis fået skabt lidt ro om sit arbejde. Pinters forfatterskab har ubestridelige litterære kvaliteter. Og han er en forfatter, som både et mere folkeligt og et mere finlitterært publikum kan enes om.

Og den ro er tiltrængt efter Knut Ahnlunds helt urimelige udfald mod sidste års prismodtager Elfriede Jelinek og det i forlængelse heraf frontale angreb på den litterære dømmekraft, der kendetegner Akademiet.

Balladen om Nobelprisen og Akademiets arbejde har dog mest af alt været et pseudoangreb. Knut Ahnlunds udfald mod Jelinek har været en gammel mands hadefulde frustrationer over en forfatter, der står for noget andet end han selv. Og Ahnlunds kritik af Akademiet må man se på baggrund af, at han stort set ikke har vist sig i Akademiet i de sidste ni år og dermed ikke har haft nogen faktisk indsigt i de vurderinger, der har ført til blandt andet valget af Jelinek. Hans velplanlagte angreb er gennemsyret af den skjulte dagsorden, der hedder, at han ganske enkelt hader Horace Engdahl og det syn på litteratur, som han står for.

Den seneste krise er blevet sammenlignet med Rushdie-affæren i 1996, hvor Akademiet afstod fra at udtale sig til fordel for den fatwa-dømte forfatter, og hvor Kerstin Ekman og Lars Gyllensten i forlængelse heraf forlod Akademiet i protest. Men de to sager har intet med hinanden at gøre. Den ene sag handler om, hvorvidt Akademiet skal blande sig i større kulturelle og politiske spørgsmål. Den anden sag handler om konfrontationen mellem forskellig litterær smag.

At så tvivl om Akademiets litterære dømmekraft i forbindelse med Nobelprisen er en meget alvorlig sag. Men nobelkomiteen har på ingen måde med Knut Ahnlunds angreb lidt et uopretteligt prestigetab. Akademiets arbejde hviler fortsat på litterære kriterier og ikke i første omgang på politiske eller ideologiske kriterier.

Nobelballaden har derfor ikke rystet Akademiet, men ganske rigtigt sat fingeren på et ømtåleligt problem, og på ny diskuterer man nu, om det er forsvarligt, at de enkelte medlemmer sidder i Akademiet for livstid.

Groft sagt uddeles Nobelprisen til to typer forfatterskaber. I det ene tilfælde gives prisen til et unikt forfatterskab, der ikke er så udbredt, men som på grund af de uomtvistelige litterære kvaliteter fortjener større udbredelse. I det andet tilfælde gives prisen til en mere kendt forfatter efter mange års tro tjeneste i litteraturens verden. Og sådan et tilfælde er Harold Pinter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu