Da den unge digterspire 'Xanana' Gusmão for en 30 år siden rykkede op i bjergene for at lede Østtimors befrielseskamp mod den indonesiske besættelse, var der en popsang han ikke kunne få ud af hovedet. Omkvædet lød: Sha-nana-nana. Det gjorde han til sit krigernavn, stavet på portugisisk: Xanana.
Xanana blev Østtimors karismatiske frihedshelt og præsident siden uafhængigheden i maj 2002.
Nu træder han tilbage, ikke for at trække sig tilbage, men for at stille op til statsministerposten ved det kommende parlamentsvalg i juni. Hans afløser som præsident skal findes ved anden valgrunde i morgen.
Valget står mellem en anden timoresisk frihedshelt, nobelfredsprismodtageren Jose Ramos-Horta, og Francisco 'Lu'olo' Guterres, repræsentant for Fretilin, den guerillabevægelse, der befriede Østtimor under Gusmãos ledelse.
Siden uafhængigheden har Østtimor været regeret af Fretilin. Men det sidste års tid har partiet været plaget af frafald og landet af uro og konflikt, som kun holdes nede af en international fredsstyrke under australsk ledelse.
Østtimor er Asiens fattigste land, og det er naturligvis hovedårsagen til uroen. Men sprogpolitiske stridigheder spiller også en vigtig rolle, som de gør i næsten alle tidligere kolonier verden rundt.
Sprogdiktatur
Øen Timor blev erobret af portugiserne i 1600-tallet. I 1859 måtte de overgive den vestlige halvdel af Timor til hollænderne, og i 1975 erklærede Østtimor sig selvstændigt, efter at det fascistiske diktatur i Portugal var blevet styrtet.
Men Indonesien besatte straks landet mod international lov, men med amerikansk støtte.
Indonesiens befolkning på en lille kvart milliard mennesker taler over 700 forskellige sprog. Siden uafhængigheden af Holland i 1949 har det været den herskende Java-elites sprogpolitik at gøre standard-indonesisk til fælles kultursprog for alle Indonesiens folkeslag, uanset modersmål. Således også i Østtimor i det kvarte århundrede, Java hærgede dér.
En massiv integrationspolitik blev straks iværksat, portugisisk blev forbudt, nu måtte man kun bruge indonesisk i skole, forvaltning, massemedier osv.
Den generation der er vokset op siden da, de unge under 30, har indonesisk som fælles kultursprog, de kan ikke tale portugisisk. Forskellige undersøgelser anslår, at højst en fjerdedel af befolkningen på en lille million behersker portugisisk.
Selvstændighed
I 1996 blev Nobels fredspris tildelt to fremtrædende østtimoresiske uafhængighedspolitikere, Jose Ramos-Horta, der nu er præsidentkandidat, og den katolske kirkes biskop Carlos Belo. Ved siden af Fretilin udgjorde kirken Østtimors vigtigste opposition mod den indonesiske besættelse. Carlos Belo arbejder i dag som ydmyg missionær i Mozambique.
Presset på Indonesien blev efterhånden så stort, at landets første ikke-general på præsidentposten, Jusuf Habibie, i 1999 gik med til en folkeafstemning under FN's overopsyn. Den førte til, at et selvstændigt Østtimor kunne indtræde i FN som medlemsstat nummer 191 i september 2002.
Men afstemningen blev forsøgt saboteret af det indonesiske militær, som organiserede, finansierede og væbnede en anti-selvstændighedsmilits under østtimoreseren Eurico Guterres. Ham har en indonesisk domstol netop idømt 10 års fængsel for forbrydelser mod menneskeheden.
Guterres' milits dræbte omkring 1.500 mennesker og drev mange tusinder fra deres hjem. Denne 'freelanceterrorist' i indonesisk militærtjeneste har siden organiseret overfaldskommandoer i en anden urolig provins, Papua.
Amnesty International anslår, at det indonesiske militærdiktaturs 25 års terrorregime i Østtimor samlet kostede omkring 200.000 mennesker livet.
Der er ikke rejst sag mod de ansvarlige generaler.
Tetum
Østtimor er dobbelt så stor som Sjælland og har halvt så mange indbyggere, omkring en lille million. De taler en lille snes forskellige indfødte sprog, nogle af dem mere eller mindre fjernt beslægtet med indonesisk, andre med papuasprog som tales på New Guinea.
Det vigtigste af disse sprog er tetum, som er beslægtet med indonesisk. Tetum er 100.000 mennesker i Østtimors modersmål - 10 pct. af befolkningen - og tales også i store dele af indonesisk Vesttimor. Det tjener desuden som en slags fællessprog tværs over øen og mellem de forskellige folkeslag. En oplagt kandidat til rollen som den nye nations statssprog.
Men den generation, der gjorde oprør mod den indonesiske besættelse, havde gået i skole under portugisisk herredømme, så portugisisk var deres kultursprog.
Og en del af dem var flygtninge i årevis - ambassadører for Østtimor - i Portugal og i tidligere portugisiske kolonier som Mozambique og Angola. Fretilins befrielsesregering er domineret af disse hjemvendte 'portugisere', og kritikere - især australske - hævder, at de stadig er præget af 70'ernes marxistisk-leninistiske ideologi.
Gusmão og Ramos-Horta hører begge til den 'portugisiske' generation, men de har lagt stadig større afstand til det mere traditionelt socialistiske Fretilin.
Gusmão har stiftet et nyt parti, som han er statsministerkandidat for ved det kommende valg i juni.
Både Gusmão og Ramos-Horta har portugisisk som modersmål, de tilhører den lille gruppe, der er af blandet portugisisk-timoresisk herkomst.
Østtimor er medlem af 'Lusofonien' (Lusitania var romernes navn for Portugal, red.), en international kulturel og politisk samarbejdsorganisation mellem en halv snes portugisisktalende lande med Brasilien som langt det største.
Og tetum er godt nok et malajisk sprog, men det er så fyldt med portugisiske låneord, at det er lige ved, at man kan forstå en tekst på tetum, hvis man kan noget portugisisk.
Indonesisk
Det kan man på den anden side næsten også, hvis man kan indonesisk. Tjek den wikipedia, der er på tetum: tet.wikipedia.org.
Men en hel generation kender kun til indonesisk (ud over deres modersmål og måske tetum) og ville foretrække, at et sprog de kan, blev landets fælles sprog på trods af, at det er en mindelse om den indonesiske besættelse.
Og de højtidelige portugisisk-sprogede programmer Østtimors tv sender, kan slet ikke konkurrere i popularitet med indonesisk tv, der er langt mere moderne underholdningsfjernsyn.
Rebelgenerationens fjende er Indonesien, mens den yngre generation snarere vender sin skepsis mod den anden regionale stormagt, Australien, der rykkede ind, da Indonesien rykkede ud.
Der er gjort store oliefund i havet ud for Østtimor, som australske interesser har lagt billet ind på. Der er australske soldater i landet. Den gamle generations oprørshelt, Xanana Gusmão, er gift med en australier.
Men i de australske mediers diskussion om Østtimor kunne man læse syrligt ironiske kommentarer til den kendsgerning, at ingen i Østtimor foreslog at gøre engelsk til landets officielle sprog. Det havde man svært ved at forstå i Australien. Selv om næsten ingen i Østtimor behersker engelsk, er det trods alt fremtidens sprog.
Den aktuelle konflikt
Den tidligere statsminister, Mari Alkatiri, kommer fra Østtimors lille muslimske mindretal på en fem procent. Han er af yemenitisk oprindelse, en af 'portugiserne' og har opholdt sig mange år i Mozambique.
I 2006 afskedigede han 600 soldater, en tredjedel af Østtimors minihær. Nogle af de hjemsendte greb til våben, anført af major Alfredo Reinado. Han blev fanget og fængslet, men flygtede igen og jagtes nu af australske soldater. Alkatiri måtte træde tilbage og blev afløst af Ramos-Horta.
Ramos-Hortas kandidatur støttes nu af alle taberne fra præsidentvalgets første runde. Men det sker på betingelse af, at jagten på Reinado og hans oprørere standses og forhandlinger bliver indledt.
Det har Ramos-Horta så givet ordre til, men den australske kommandant i Østtimor, brigadegeneral Mal Rerden, bestrider hans ret til dette, eftersom han som præsidentkandidat har frasagt sig sine poster i regeringen. Australien handler nu på egen hånd.
Det er også et åbent spørgsmål om Fretilin, den hidtil så magtfulde guerillaorganisation, vil acceptere både Ramos-Horta som præsident og Gusmão som statsminister, nu hvor de begge har lagt afstand til Fretilin.
Det er givet, at konflikterne i Østtimor vil spidse til, uanset udfaldet af valget. Og op til parlamentsvalget i juni vil det blive endnu værre. Hvis det bliver rigtig slemt, kommer vi til at høre om det.
Ole Stig Andersen er journalist, forfatter, oversætter, redaktør, lærer, kursusinstruktør, konsulent, kritiker, anmelder og tekstforfatter
Kronikken tirsdag: Henrik List - Kulturkamp på sengekanten
