Læsetid: 5 min.

Nobelprisen under beskydning

Højlydt kritik af nobelprisen i litteratur og måden det foregår på. Et medlem af Det Svenske Akademi bryder tavsheden og kritiserer proceduren bag de lukkede døre. Kritikken rammer forkert, siger modstandere - men det rammer alligevel noget centralt. Og hvad skal litterære akademier i det hele taget gøre godt for? Debatten raser om verdens vigtigste litteraturpris
12. oktober 2005

Det Svenske Akademi vælger hvert år årets modtager af Nobelprisen i litteratur. Alt er hemmeligt og foregår bag lukkede døre, sådan som det også fremgik af sidste uges interview med Akademiets permanente sekretær Horace Engdahl i Information.

Tirsdag trak et medlem sig fra Akademiet, nemlig litteraturprofessor Knut Ahnlund, angiveligt i protest mod, at den østrigske forfatter Elfriede Jelinek sidste år var blevet valgt som nobelprismodtager. Udover det uhørte i kritikken fra de interne linjer er det bemærkelsesværdige, dels at det nævnte medlem allerede én gang havde trukket sig fra sin post tilbage i 1996, dels at han fremkommer med sin kritik her nogle få dage før kåringen af vinderen af Nobelprisen i litteratur 2005.

Knut Ahnlund, der har været medlem af Akademiet siden 1983, skriver i en stort opsat artikel i Svenska Dagbladet og Politiken, at sidste års overraskende valg af Jelinek har "ført til uoprettelig skade på Nobelprisens anseelse i al overskuelig fremtid". Og han kalder Jelineks værker for "parasitagtige" og "uden kunstnerisk strukturer samt fyldt med klichéer og ulystfyldt voldsporno".

Ahnlunds kritik går dog ikke kun på valget af Jelinek, men også på selve den udvælgelsesprocedure, der fører frem til årets prismodtager. Ahnlund hævder, at kun en brøkdel af medlemmerne har læst de pågældende værker. Under det hele ligger der tillige en kritik af den lille, indflydelsesrige inderkreds, Nobelkomitéen, som hvert år sørger for at reducere listen over mulige kandidater fra omkring 20 til en kort liste på fem navne, som det samlede Akademi herefter skal tage stilling til og stemme om. Og den lille inderkreds består af navne som Horace Engdahl, Kjell Espmark, Per Wästberg, Katarina Frostenson og Birgita Trotzig.

Kritikken afvises af Horace Engdahl, der kalder Ahnlunds afsked med Akademiet for en "enestående pseudonyhed med tanke på, at han ikke har deltaget i Akademiets arbejde siden foråret 1996." Engdahl siger adspurgt om Ahnlund, at han siden 1996 kun har aflagt Akademiet "tre-fire korte besøg, for det meste i forbindelse med højtiderne".

Nøje planlagt angreb

Ifølge Stefan Jonsson, der er litteraturkritiker ved Dagens Nyheter, er der med Ahnlunds angreb tale om et nøje planlagt angreb på indercirklen i Akademiet her blot nogle dage før offentliggørelsen af prisen. Han er meget overrasket over, at angrebet, der kommer fra en ret marginaliseret person i det svenske litteraturliv, bliver slået så stort op. Men Jonsson er samtidig klar over, at det skyldes en gammel strid mellem to fjendtlige lejre i svenske litteraturmiljø.

Jonsson har tidligere fra sidelinien fulgt konflikten og siger om den, at den har "dybe rødder og stammer fra en reel konflikt mellem Knut Ahnlund og Horace Engdahl. Ja, ikke bare mellem disse to, men mellem to generationer og to forskellige lejre i det svenske litterære miljø." Og han tilføjer: "Knut Ahnlund er vældig seriøs, men også meget gammeldags. Han er dybt konservativ og en stor klassisk humanist i en verden af forfald. Han har slet ikke sans for nuancerne og perspektiverne i den samtidige kultur og litteratur".

Da Horace Engdahl blev valgt ind i Akademiet og i 1999 blev dets sekretær stilede Ahnlund i en række indlæg i de svenske aviser direkte sin kritik mod Horace Engdahl og det litteratursyn, han stod for. Og det er ifølge Jonsson den krig, der nu bliver genopført.

Rammer rigtigt

Knut Ahnlund, der i øvrigt tidligere i 1960'erne har fungeret som professor ved Aarhus Universitet, har skrevet om Henrik Pontoppidan og Gustav Wied og er dansk gift, er ifølge Torben Brostrøm, kritiker her på avisen og medlem af Det Danske Akademi, "en begavet, men noget krakilsk herre". Brostrøm har flere gange mødt Ahnlund og er ikke i tvivl om, at Ahnlund "helt klart er ude i en hævnaktion" mod den måde arbejdet ledes på i Akademiet.

Brostrøm mener dog, at Ahnlund med sin kritik rammer et ømt punkt. "Det er nogle kriseår for Det Svenske Akademi. Og det er en kritik af hele den måde, det er indrettet på. Vi har for tiden et Akademi, hvor en lang række medlemmer ikke deltager aktivt, og hvor nogle få træffer beslutningerne".

Realistisk set sidder der, ifølge Brostrøm, ud af 18 pladser omkring syv-otte personer tilbage, som er med til at uddele Nobelprisen. Brostrøm tilføjer dog, at disse personer alle er meget seriøse, og at deres domme er moralsk uangribelige.

Utilpas ved Akademiet

Den danske forfatter Niels Barfoed og tidligere formand for PEN siger om Knut Ahnlund, at han "først og fremmest er utilpas ved at tilhøre et Akademi, hvor han er kommet i mindretal, og som bevæger sig i en retning, han ikke bryder sig om. I Akademier og lignende prestigiøse klubber er der altid nogen, der gerne vil have tøjlerne, og altid nogen, der er dominerende. Dem kan man så enten slutte sig til eller modarbejde - eller i tavshed trille tommelfingre med".

Barfoed er ikke enig med Ahnlund i den kritik, han retter mod tildelingen af Nobelprisen til Elfriede Jelinek. Og Ahnlund bruger Jelinek som hovedargument for sin kritik af Akademiet. Og det er ifølge Barfoed urimeligt: "Man kan, hvis man er tilstrækkelig irriteret, reducere enhver forfatter til nul og nix".

Og han tilføjer: "Jeg måtte, da Jelineks roman Lyst kom samtidig med prisen, for mit vedkommende, erkende, at efter min smag, holder det rabiate sprogeksperiment, Jelinek leverer, ikke til en romanlængde; dertil køres der for meget i ideologisk ring... men at hun er en på én gang vildtvoksende, kompromisløs og ekstrem forfatter i Europa, det er det vel vanskeligt at komme udenom."

Rushdie-sagen

Der er i dag flere stole i Akademiet, der står tomme. Kerstin Ekmann og Lars Gyllensten trak sig begge i 1989 i protest mod Akademiets manglende håndtering af Rushdie-sagen. Den internationale PEN-klub havde bedt Akademiet udtale sig til fordel for den fatwa-ramte Rushdie, men den daværende permanente sekretær Sture Allén afviste anmodningen.

Rushdie-sagen har på mange måder trukket kedelige spor gennem det officielle svenske litteraturmiljø. Ifølge den danske litteraturprofessor Erik A. Nielsen er det vigtigt, at akademier kulturelt kan give sig til kende og forholde sig til vigtige kulturelle spørgsmål. Erik A. Nielsen har selv for nogle år siden rettet et skarpt angreb på Det Danske Akademi og beskyldt det for manglende samfundsmæssig deltagelse. Og han mener, at man grundlæggende kan sammenligne Det Svenske og Det Danske Akademi.

Han synes, at Knut Ahnlunds kritik er modig, men vil ikke være med til at kritisere, at så relativt få personer beslutter, hvem der skal have Nobelprisen i litteratur. Problemet ligger ifølge Erik A. Nielsen et andet sted, også selvom det kun meget indirekte er Ahnlunds ærinde.

"Et Akademi burde være kulturlivets samvittighed, træde i karakter, når det er påkrævet," som han udtrykker det.

Med sin baggrund i et grundvigiansk kultursyn forstår han vreden mod Akademiet og den vægt der dér bliver lagt på det finlitterære. Han ønsker sig i højere grad, at Akademiet kunne værdsætte forfattere med større folkelig bredde. "Hvorfor har Akademiet aldrig givet prisen til Astrid Lindgren eller andre af de mere folkelige forfattere", spørger han.

Horace Engdahl har sådan set selv givet svaret på det spørgsmål. I et interview med Information siger han, at der kun findes litterære kriterier for at få nobelprisen. Intet andet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu