Læsetid: 3 min.

Nobelprisen er ikke nyliberal

Den historiske liste over, hvem der har fået nobelprisen i økonomi siden 1969, har ikke en klar politisk kulør. Det er ikke de nyliberale økonomer, der dominerer mere
11. oktober 2005

Da den svenske rigsbank for 21 år siden overrakte nobelprisen i økonomi til den svenske økonomiprofessor, Gunnar Myrdal, spurgte han i sin pristale, hvad der var sket med folks moralske sans, og om de var grebet af opportunistisk ligegyldighed over for verdens store problemer. I talen, der vakte genlyd over landegrænserne, talte han, om behovet for en ny økonomisk verdensorden, opgør med underudviklingen, oliekrisen, militarisering, Amerikas 'illegale' krig i Vietnam, og han kombinerede det med formuleringer - som mange af vor tids økonomer næppe vil tage i deres mund: "Den skinbarlige sandhed er, at uden en radikal forandring i forbrugsmønstret i de rige land, vil enhver from tale om en ny økonomisk verdensorden være humbug."

Myrdal repræsenterede en generation af socialt engagerede økonomer, der var overbevist om, at de via en kritisk tilgang til den økonomiske tænkning og analyse kunne bidrage til at gøre verden bedre.

Et værre roderi

Myrdal var ikke alene om nobelprisen det år, og han delte den med Friedrich von Hayek, og netop Hayek kom til at præge den næste generation af økonomer. "Som profession har vi lavet et værre roderi," lød budskabet fra Hayek. Han angreb økonomernes forsøg på at kopiere den fysiske videnskab, og lancerede et frontalt opgør på den da herskende økonomiske teori: keynesianismen, som troede, at den bedste medicin imod den høje arbejdsløshed var at pumpe penge ud i økonomien og lade staten justere efterspørgslen.

Hayek understregede, at den sociale orden og markedets kommunikationssystem har en enorm kompleksitet, og ingen kan opnå fuld viden om, hvordan det kan bemestres. Over for socialister og kommunisters tro på, at økonomien kunne manipuleres på en rational vis, slog han i stedet til lyd for en vidtgående decentralisering af markedskonkurrencen og fri prissættelse. For mange blev nobelprisen til Hayek et vendepunkt i den herskende tidsånd i den økonomiske tænkning. Væk fra keynesianismen og over til den monetarisme og nyliberale økonomiske tænkning, der skyllede ind over de vestlige lande fra de sene 1970'ere og ind i 1980'erne. Fulgte priskomiteen i den svenske Riksbank mon ligefrem det intellektuelle temperaturskift i den økonomiske verden?

Fra nobelprisen i økonomi til Milton Friedman i 1976 over Franco Modigliani i 1985, James Buchanan i 1986 til Gary Becker i 1992, er der givet hæder til økonomer, som har lavet teorier for det atomiserede og individualistiske individs jagt på velstand, og som har leveret en radikal kritik af troen på, at staten og offentlige institutioner kan udtrykke nogen højere fornuft.

Ikke nyliberal nobelpris

Professor ved Københavns Universitet, Peter Birch Sørensen, der også overvismand i Det Økonomiske Råd, erkender, at der var et vist stemningsskifte fra midten af 70'erne. "De keynesianske teoretikere var på tilbagetog i 1970'erne, og det var måske derfor ikke overraskende, at flere af dem der i de følgende år fik nobelprisen, var kendt for at være kritiske over for keynesianismen."

Men når Birch Sørensen skal gøre regnestykket op over alle nobelpriserne siden den første til økonometrikeren Jan Tinbergen i 1969 og til den sidste, der er givet til spilteoretikerne Robert Aumann og Thomas Schelling, mener han ikke, at priskomiteen "har fulgt en decideret nyliberal linje".

"Nobelprisen i økonomi er gået til et meget bredt spektrum af økonomer. Man har både belønnet mainstream-økonomer og mere alternative tilgange til økonomien," siger han - og peger på, at Paul Samuelsen i 1970 var en typisk mainstream-økonom, som med sine lærebøger var dominerende i brede kredse. Hayek i 1974 såvel som velfærdsøkonomen Amartya Sen, der fik prisen i 1998, var for ham at se udtryk for en mere alternativ og 'heterodoks' tilgang til økonomien.

Peter Birch Sørensen mener, at de gamle ideologiske betingede fronter er under opløsning, og den økonomiske forskning har fået blik for empiriske undersøgelser af folks adfærd og mere eksperimentel økonomi. Selv de offentlige institutioner, der tidligere var under hård kritik for nærmest at være skadelige, har man opdaget, også kan være med til at stimulere den økonomiske udvikling.

"De ideologisk motiverede holdninger, som man tidligere kunne finde i striden mellem de økonomiske skoler, er på tilbagetog," siger han. "Fronterne er under opblødning. Nykeynesianerne og de såkaldte nyklassikere er i stigende grad begyndt at nærme sig hinanden, og begge parter er ved at erkende, at de kan lære noget af hinanden. Der er grøde i den økonomiske videnskab."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu