BEIRUT - Liget af Walid Eido fløj flere hundrede meter gennem luften, før det landede på en fodboldbane. Den libanesiske parlamentariker havde netop været på sin stamcafe ved Beiruts havnefront til et spil kort og et kig ud vandet, da han på vej væk blev offer en kraftig bilbombe, der dræbte ham og ni andre, og blæste ligdele ud over et stort område.
Morderne ville være sikre på, at han døde, og de kendte hans vaner.
Walid Eido var dybt anti-syrisk, men havde kun været det i to år siden mordet på den tidligere ministerpræsident Rafik Hariri. Indtil han blev dræbt, var Walid Eido en ihærdig fortaler for syrisk engagement i Libanon, men da libaneserne fik nok af Syrien, gjorde Walid Eido også, og så skiftede han side.
Drabet på Walid Eido er det sjette mord på en fremtrædende anti-syrisk libaneser på bare to år, og det kommer på et tidspunkt, hvor spændingerne i det libanesiske samfund i en måneds tid har ligget helt oppe under overfladen. Befolkningen er skræmt over en række uforklarlige bomber, der er sprunget hist og pist omkring i Beirut og kostet flere menneskeliv.
De er alle gået af om aftenen, så de seneste uger har byens gader været nærmest øde efter klokken 21, og byens berømte natteliv er helt dødt.
Blodige sammenstød
Siden den 22. maj har Libanon tilmed oplevet de blodigste slag, landet har set siden borgerkrigen for 17 år siden. 100 kilometer nord for Beirut har landets hær i snart fire uger forsøgt at nedkæmpe 200-400 islamiske fundamentalister i al-Qaeda-klassen. Den libanesiske regering anklager Syrien for at stå bag våbenleverancerne til krigerne, der tilhører gruppen Fatah al-Islam. Der er ikke fremlagt beviser for påstanden, men den syriske udenrigsminister har erkendt, at militante er passeret igennem Syrien fra Irak og er krydset over grænsen til Libanon på svært bevogtelige strækninger.
De opholder sig nu i den palæstinensiske flygtningelejr Nahr al-Bahred, der intet har med de internationale fundamentalisters kamp at gøre. Palæstinenserne var blot for sene til at opdage, hvad det var for typer, der over nogle måneder sev ind i lejren. En indbygger fortæller, at det først var da de begyndte at bære store våbenkasser ind, at det gik op for dem, at gæsterne ikke blot var almindelige sympatisører med den palæstinensiske sag. Da var det for sent.
Brændende marker
Da Information i onsdags kørte op langs Nahr el-Bahred steg røgsøjler op fra omkringliggende marker, der blev brændt af for at forhindre flygtende medlemmer af Fatah al-Islam i at skjule sig der.
Fra vejen kunne man se, at snart sagt alle bygninger er skadet af de kraftige kampe, der indtil videre har kostet over 60 libanesiske soldater livet. De militantes tabstal kendes ikke.
Husene er så ødelagte, at der mange steder kun står skeletter tilbage, så det godt kunne ligne en byggeplads, hvor vægge og vinduer er på vej til at blive sat i. Men sådan er det ikke. Lydene fra Nahr el-Bahred kommer på ingen måde fra byggekraner, men fra stadigt tungere artilleri fra den libanesiske hær og fra hurtige skud fra geværer.
Mere end 37.000 palæstinensere er flygtet ud af lejren siden kampene begyndte, og det anslås, at omkring 3.000 er tilbage. De fleste af de flygtede bor nu i Badawwi-flygtningelejren et par kilometer syd for Nahr al-Bahred. I forvejen boede der 15.000 palæstinensere, men med den enorme tilstrømning er lejrens befolkning fordoblet, og alt og alle er under afsindigt pres.
På de lokale skoler sover over 40 mennesker i samme klasselokale, i skolegårdene er der opstillet toiletcontainere, i private hjem er flere familier stuvet sammen og på ledige arealer har Røde Kors oprettet teltlejre.
Nader Abdel-Ghani er overlærer på en UNRWA-skole i Badawwi-lejren, og han fortæller, hvordan de mange sammenbragte mennesker har let til aggression, fordi de lider under det psykiske pres og den nervøsitet, der særligt plager de senest ankomne. Mange har stadig slægtninge i Nahr el-Bahred og når det går rigtig hedt for sig deroppe, kan krigen høres helt til Badawwi.
Abu Tayyeb forlod Nahr al-Bahred til fordel for Badawwi så sent som i tirsdags. Trods de hårde kampe valgte han at blive i sit hjem, fordi det er hans hjem, og fordi han troede det ville slutte hurtigt.
"Det er ruiner, ruiner, ruiner. De skyder med artilleri dag og nat, og folk er døde i jagten på bare en dunk vand," siger han.
"Forsyningerne kan kun leveres i den ene ende af lejren, men det var umuligt at planlægge, så vi måtte bare gå derop og se. En gang gik jeg forgæves."
Da han endelig besluttede sig for at flygte, var han nødt til at krydse Nahr el-Bahred-lejrens hovedgade, hvor kampene er hårdest. Sammen med en lille gruppe andre flygtninge løb de over gaden en og en, mens de blev beskudt.
"En blind mand kunne ikke selv løbe over, og vi kunne ikke hjælpe ham. Vi blev nødt til at lade ham blive tilbage."
Hjælp os
Med både Fatah al-Islam og onsdagens bombe har Libanons lille hær hænderne helt fulde for tiden. Da indbyggerne i Beirut i går vågnede var det til synet af soldater, afspærrede gader og kontrolposter i store dele af byen. Eksplosionen på havnefronten krævede ikke kun menneskeliv, men også endnu en bid af ministerpræsident Fouad Sinioras anti-syriske regeringsflertal. Mange peger på Syrien som ansvarlig for drabet, og for at forhindre voldelige udfald mod pro-syriske libanesere tog hæren ingen chancer før begravelsen i går.
Maskinpistolbevæbnede patruljer var på gaderne, langs byens hovedstrøg var parkering forbudt, og over hele landet holdt butikkerne lukket i respekt for de døde.
Denne uges drab var det fjerde i rækken af målrettede aktioner mod det Syrien-kritiske flertal i parlamentet, og regeringens flertal er nu skrumpet til bare tre mandater. Libaneserne forventer, at de der stod bag drabet på Walid Eido og alle de andre vil blive ved med at bekæmpe den anti-syriske bevægelse, og at Libanon derfor må forvente flere politiske mord i den kommende tid.
Fordi de mange politiske drab så entydigt rammer mennesker, der taler imod Syrien og den indflydelse, landet har i Libanon, var det Syrien mål for de mange vrede slogans, der blev råbt under begravelsen af Walid Eido fra Khashokji-moskeen i Beiruts fattige Sabra-bydel i går.
Det var frygtet, at tilhængerne af Fremtidsbevægelsen ville lade raseriet få frit løb i forbindelse med begravelsen, men i en tale onsdag aften lykkedes det bevægelsens leder, Saad Hariri, at få dysset sine tilhængere ned. Begravelsen blev derfor nok en højrøstet tiljubling af bevægelsens ledere, men også en disciplineret afvisning af Syrien.
"Sheikh Saad sagde til os, at vi ikke skulle lave ballade eller være nervøse. Han er vores bedste mand, han er alt for os. Hvis han sagde, vi skulle gå i krig, så ville vi gøre det. Han er den eneste, vi sunnimuslimer har. Hvis han dør, så er vi færdige i Libanon," siger Ahmed, der er kommet til begravelsen fra Bekaa-dalen langs den syriske grænse.
"Vi er nødt til at løse problemet med Syrien og få nogen til at beskytte grænsen. Der kommer våben og terror ind over til os, ligesom der gør til Irak. Vi beder alle om at hjælpe os. Også Europa."
