Læsetid: 3 min.

Nødtørft i stuen

9. oktober 1999

"Stuerene, det bliver I aldrig."
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen
til Dansk Folkeparti under
Folketingets åbningsdebat torsdag

"Stueren: 1) Om dyr (især hund eller kat), som
holdes i en stue: som er vænnet til kun at forrette sin nødtørft udendørs. 2) (dagligt, spøgefuldt) overført, om person: som (nøje) overholder de gængse regler for god tone; som er sømmelig (i sin tale)."
'Ordbog over det Danske Sprog', bind 22

BASK! DER FIK hun den, Pia Kjærsgaard. Og et stilfærdigt "Hørt, hørt!" kan man fristes til. For det var da på høje tid, at landets statsminister fra Folketingets talerstol fik bortskammet det monster, der har glammet i familien Danmarks stuer og - for nu at holde sig til ordbogens bogstavelige udlægning - tilmed spredt sin nødtørft.
Det pinlige spørgsmål er: Hvem har lukket udyret ind?
Jovist, Pia Kjærsgaard har åbnet for noget. På Dansk Folkepartis årsmøde sidste weekend hyldede forsamlingen hende for en tale, der ledte partiet endnu længere ud i fremmedfjendskab. Og i Folketinget vedstod hun sit forslag:
"I tilfælde af, at en ung anden- eller måske tredje-generationsindvandrer gentagne gange begår kriminalitet, og ingen opdragelse er mulig, ja, så hjemsendes og repatrieres ikke alene den pågældende, men hele hans familie. Det er det eneste, de har respekt for...!"
Uanset hendes dydsirede afstandtagen fra Mogens Glistrup er det svært at se forskellen på de to. Han vil sætte alle "muhammedanere" i lejr og bortsælge de unge piger. Hun vil landsforvise flere generationer af en familie som straf for en enkelts handlinger - og i øvrigt uden skelen til, at en "tredjegenerationsindvandrers" familie rimeligvis er danske statsborgere - som den pågældende selv.

ET ONDSIND, som man skulle tro, 1945 havde bragt ud af verden.
Hvis ikke civiliserede partier tager afstand, fortjener de ikke betegnelsen. Alligevel holdt Venstre og konservative sig tavse - trods gentagne opfordringer til dem om at vise dansk flag mod Pia Kjærsgaards svingen med 1930'er faner.
Tværtimod glammede de konservatives Bendt Bendtsen med nye strammerkrav over for flygtninge. Ved at kappes med Pia Kjærsgaard viser Bendtsen et lederskab, der er... nødtørftigt.
Og Nyrup selv? Åh dog! I sommerens løb koblede han "vold" og "indvandrere", og det fulgte han eftertrykkeligt op på i sin åbningstale. Han fandt det belejligt at sige to gange, at Danmark har "verdens strammeste udlændingelov".
Så fulgte følgende Nyrup-salve, der fortjener at nærlæses for sin perfiditet:
"Der er stadig problemer - store problemer - især knyttet til de flygtninge og indvandrere, som kom hertil, før den nye integrationslov trådte i kraft. Derfor foreslår regeringen i dag en række konkrete initiativer for at sikre, at udlændinge i Danmark på en bedre måde kan komme ind i det danske samfund og gøre en indsats. For at komme volden til livs. For at komme den illegale arbejdskraft til livs."
Det konkrete var det så som så med. Men vups, fik han nævnt "flygtninge og indvandrere" i samme åndedrag som "volden" og "illegal arbejdskraft".
Den slags retorik kender Pia Kjærsgaard indefra. Harmfuldt kaldte hun statsministerens tale for "et plagiat" af hendes egen politik.
Sørgeligt, men sandt er det, at statsministeren - i forsøget på at holde sine vælgere fra Pia Kjærsgaard - længe har leget med hendes ild; en farlig strategi. Hans dobbelthed er ikke bragt til ophør med den pludselige moralske styrtsø. Tværtimod. Han optræder i rollen som pyroman forklædt som brandmand.
Ægte klinger derimod Mimi Jakobsens ord:
"Med den lede svada, vi har hørt i dag, er der ingen tvivl om, hvad Pia Kjærsgaards menneskesyn er: Der er overmennesker og undermennesker."
Mimi Jakobsen har gennemført opgøret i sit eget parti og sagt farvel til fremmedhaderne. Nu gør hun det til en betingelse for CD's deltagelse i en borgerlig regering, at V og K på forhånd udelukker Pia Kjærs-gaards indflydelse.
Bravo, Mimi! Der er sluppet noget ind i stuen, der ikke kan børstes ud hurtigt nok. dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her