Læsetid: 4 min.

Det nødvendige fælleskab

Fællesskabet er det gode samfunds forudsætning, og mennesker føler sig kun forpligtet af fællesskabet, hvis de føler sig inkluderet i det. Det kræver imidlertid, at alle er nogenlunde materiel øjenhøjde med hinanden
16. september 2005

Debatten om den stigende ulighed i samfundet beskæftiger sig med problemet som et spørgsmål om retfærdighed og - vil vi i Enhedslisten mene - et spørgsmål om anstændighed. Anstændighed fordi vi lever i et samfund, der er så ubegribeligt rigt, at det forekommer aldeles uhørt, at der er mennesker der ikke får del i denne rigdom.

Men kernen i debatten om den stigende ulighed er et spørgsmål om selve samfundets sammenhængskraft, ligeså meget som det er et spørgsmål om anstændighed og retfærdighed.

Når debatten kredser om begreber som retfærdighed og anstændighed, så er der indiskutabelt forskellige positioner i det politiske landskab. På den ene side befinder sig de borgerlige partier og f. eks. den lettere bizarre propagandamaskine CEPOS, for hvem graden af lighed er underordnet spørgsmålene om topskat og minimumslønninger.

Lighed og retfærdighed

Her er den centrale faktor for graden af retfærdighed, en persons ret til at akkumulere kapital, herunder at denne akkumulation sker ved at høste værdien af andres arbejde.

Lighed er ikke i sig selv et mål, der skal forfølges (et synspunkt Venstres finansordfører, Peter Christensen, senest har gjort sig til bannerfører for), det er derimod afskaffelse af hensynet til de svage, der fungerer som spændetrøjer og klods om benet for de dygtige, de kyniske og de enestående.

På den anden side ligger Enhedslisten, for hvem spørgsmålene om lighed og retfærdighed ikke kan adskilles fra spørgsmålet om samfundets sammenhængskraft.

Jovist, Socialdemokraterne nøler stadig med at tage de sidste afgørende skridt i forhold til at acceptere uligheden som den nødvendige pris for at hægte sig på den dominerende borgerlige dagsorden. Men det er vist kun et spørgsmål om tid.

Men for Enhedslisten er lighed et helt centralt politisk mål i sig selv og altså ikke kun et spørgsmål om anstændighed. Kampen for lighed og imod ulighed er en kamp for samfundets evne til at hænge sammen.

Fællesskab er det gode samfunds forudsætning, og mennesker føler sig kun forpligtet af fællesskabet, hvis de føler sig inkluderet i fællesskabet, og folk føler kun fællesskab, hvis de er i nogenlunde materiel øjenhøjde med hinanden.

Den amerikanske ulighed

Lokale og globale konflikter som krig, terror, kriminalitet og vold udspringer blandt andet af fraværet af lighed; af det faktum at mennesker lokalt og globalt ikke er i øjenhøjde med hinanden, at store grupper ikke er inkluderet i fællesskabet.

Lighed deles i samfundsdebatten op i to dele: demokratisk lighed og økonomisk lighed. Et spørgsmål om lige indflydelse og lige økonomisk formåen. Enhedslisten afviser denne opdeling.

For os er lighed både et demokratisk og et økonomisk spørgsmål. Det betyder, at selvom vi i Danmark har et veludviklet demokrati, så vægter den stigende økonomisk ulighed så meget desto tungere i den samlede vurdering af ligheden i samfundet.

Hvor anstændighed og retfærdighed ikke er absolutte størrelser, men noget der kan gøres til genstand for politisk diskussion, så er sammenhængskraften - bogstaveligt forstået som et samfunds evne til at hænge socialt og kulturelt sammen - noget der kommer konkret til udtryk i f.eks. kriminalitet og andre sociale konflikter.

Orkankatastrofen i det sydlige USA er et aktuelt eksempel på et samfund, der får udstillet ulighedens konsekvenser. I den ekstreme situation, som en orkans ødelæggelser og efterfølgende massive oversvømmelser er, blev verdens rigeste lands - verdens eneste supermagts - manglende evne til at hjælpe sine egne ofre, sine egne fattige og hjemløse blottet for hele verden.

Bagefter er det ikke så meget selve orkanens ødelæggelser, som det var denne pludselige udstilling af svaghed, der har brændt sig fast.

Plyndringer i kølvandet på katastrofen, fattige sorte der er overladt til deres egen skæbne, og generel mangelfuld og for dårlig hjælp, samt det faktum at tusinder har mistet alt, hvad de ejer uden mulighed for at blive kompenseret, er nogle af de ulighedens konsekvenser.

Overlades til sig selv

Katastrofen i New Orleans og nabolag er kort sagt et produkt af et samfund uden sammenhængskraft.

USA er samlet set et ubegribeligt rigt samfund, men en meget stor del af befolkningen får ikke del af denne rigdom. Hverken set i forhold til deres egen pengepung eller i form af adgang til fælles velfærdsgoder.

De er overladt til sig selv. Det offentlige system og dets økonomi er slet ikke gearet til at skulle spille en aktiv rolle i forhold til borgernes liv for eksempel i tilfælde af en katastrofesituation. Dertil er den ideologiske doktrin, om at pengene ligger bedst i den enkelte borgers lomme, for altdominerende.

Benhård økonomi

Det er den selv samme doktrin, som driver den borgerlige regerings langsigtede strategi om demontering af velfærdssamfundet, og som førnævnte propagandamaskine prædiker med jævne mellemrum.

For at et samfund skal hænge sammen, skal dets rygrad være et fællesskab. Ikke et negativt defineret fællesskab, der baserer sig på uendelig selvfedme og afgrænsning af sig selv i forhold til andre eller noget andet med flag og kongehus som synlige artefakter. Men derimod et positivt inkluderende fællesskab, der handler om en fælles vilje til at tage vare på hinanden og i sær de, som har brug for hjælp.

Et sådan fællesskab er ikke noget, vi kan tale frem; det er ikke en idealistisk forestilling om, at vi 'bare skal være søde ved hinanden'. Det er et benhårdt økonomisk spørgsmål. For uden en konsekvent fordeling af de skabte værdier, uden økonomiske fælleder - så er idéen om fællesskab noget idealistisk snik-snak.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her