Læsetid: 4 min.

Er det nødvendigt, at jeg hører hvad du siger?

Hvorfor er det vigtigt at læse en bestemt klassiker, men mindre vigtigt at man kan udtale sproget tydeligt og umisforståeligt, spørger retoriker Julie Fabricius
19. oktober 2006

Hvis vi skal tale om andet end grimme tegninger af en profet, kunne vi fx beskæftige os lidt med sproget - og her det mundtlige sprog - som vi alle står i et meget følelsesladet og personligt forhold til.

Det er sproget, der adskiller os fra dyrene, og det er gennem sproget, vi kommunikerer - med større eller mindre gratie - sproget er vores identitet og vores redskab til at komme i kontakt med andre.

Forleden morgen var Jørn Lund gæst hos Poul Friis på P1. Emnet var, ikke overraskende, når man tænker på, hvem gæsten var, sprog. En lytter ringede ind og beklagede sig over, at han ikke kunne høre, hvad der blev sagt, når han så ny dansk dramatik og nye danske film, og fremhævede her for eksempel Mads Mikkelsens sjuskede omgang med sproget.

Jørn Lunds reaktion på lytterens beklagelse var at spørge om lytterens alder ( han var en ældre herre) idet J.L. her kunne drage den konklusion, at når man ikke kan høre hvad Mads Mikkelsen siger, er det fordi, man er gammel, sproget ændrer sig jo etc.

Det er ikke første gang at Jørn Lund undlader at gøre udtalen af dansk til et problem "sådan taler de unge.." - og det gør de da. Men vælger man et arbejde, hvor man i professionel sammenhæng skal bruge sproget, må det da være et minimumskrav, at man taler, så lytteren kan høre, hvad der bliver sagt - unge som gamle. Jeg er en kvinde i min bedste alder( - ) og har faktisk også besvær med at høre, hvad de siger i nyere dansk film/tv, som jeg ellers synes er både talentfuld og ofte underholdende.

I disse tider hvor undervisning skal på formler med obligatoriske test og obligatorisk litteraturlæsning, er det da besynderligt, at man ikke også stiller krav til den mundtlige formidling, når man for eksempel uddanner skuespillere og tv-værter.

Hvorfor er det vigtigt at læse en bestemt klassiker, men mindre vigtigt at man kan udtale sproget tydeligt og umisforståeligt. Det betyder da noget for kommunikationen, hvis man skal anstrenge sig for bare at høre, hvad der bliver sagt, før man eventuelt skal tage stilling til, hvad der siges. Vi taler vel for at blive hørt - det vil sige forstået.

For nu at sikre mig at jeg bliver forstået, vil jeg understrege, at jeg ikke synes, at nutidens skuespillere, studieværter og andre, der lever af den mundtlige formidling, skal tale som Poul Reumert; men jeg synes, at man skal kunne høre, hvad der bliver sagt. Ellers bliver talen jo meningsløs.

Demokratisk problem

I uddannelsen bør der stilles krav om, at vordende skuespillere, tv-radioværter osv. skal kunne artikulere, forme ordene, så man kan høre, hvad de siger - det bliver de ikke mindre 'naturlige' af. (Har hørt, at det skulle være en af bevæggrundene til, at skuespillere ikke vil gøre sig umage for at tale tydeligt.)

Det er såmænd ikke så svært. Artikulationsapparatet, læberne bl.a., er helt naturlige (for de flestes vedkommende) dem har vi jo, og de er der for at blive brugt

Det ville være fint, om de unge allerede i skolen lærte at bruge de taleredskaber, vi har ved fx at fremlægge deres skriftlige stile mundtligt og derefter blive bedømt på deres sproglige og kommunikative færdigheder.

Var det interessevækkende, fik du sagt det, du gerne ville sige, forstod vi, hvad der blev sagt etc. Så kunne det jo være, at vi en dag fik unge skuespillere, der kunne tale på en måde, så vi alle kunne forstå, hvad der blev sagt.

Lad retorik - læren om den effektive kommunikation - komme på skemaet så vores børn lærer at mestre det talte sprog og få en fornemmelse for sprogets rytme, frasering, diktion.

På uddannelsessteder, som for eksempel teaterskolerne, bør der stilles nogle anderledes præcise krav til, hvad vordende skuespillere ( og i samme snuptag radio/tv-værter) skal kunne i sproglig henseende, før de bliver sluppet løs.

Når Jørn Lund glider af på den ældre lytters besvær med at høre, hvad der bliver sagt, må jeg stille spørgsmålet: Er J.L. virkelig af den mening, at når man ikke kan høre (forstå), hvad der bliver sagt, er det lytterens alder, der er problemet, og ikke afsenderens dvaske udtale?

Er det ikke lige lovlig kækt?

Den ældre lytters besvær med at høre, hvad der bliver sagt i radio, på tv og film kan altså ikke bare affejes som et ordinært høreproblem - det kan dybest set blive et demokratisk problem, fordi mange mennesker i dag får deres informationer via øret og ikke som tidligere gennem øjet.

Hvis man ikke kan høre, hvad der bliver sagt, begynder problemerne.

Så taler vi ikke med hinanden, men forbi hinanden. Og det var vel ikke meningen. Meningen var vel, at jeg skulle høre, hvad du sagde?

Julie Fabricius er cand.mag. i dansk og retorik og forfatter til bogen: 'Anvendt retorik - tag sproget i munden'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her