Læsetid: 3 min.

En nøgen mand iblandt os

Lone Scherfig spreder mildt anarki i provinsen med sin - og Niels Hausgaards - lune og muntre allegori over et hæmmet folkefærd
30. marts 2007

Hitchcock havde en gylden regel. "Søg dækning" kaldte han den. Når han følte sig på gyngende grund, tog han tilflugt til det sikre og genfandt orienteringen.

Om Lone Scherfig har ladet sig inspirere, vides ikke, men Hjemve er en søg-dækning-film. Det er Lone Scherfigs tilflugt til det sikre og hjemlige, hvor hun føler sig fuldstændigt tryg. Efter et skotsk eventyr Wilbur begår selvmord (2002) og flere kuldsejlede projekter - to af dem udenlandske - vender hun hjem til de neurotiske hverdagsdanskere, som hun kaster et varmt blik på, og til kollektivfilmen, som hun mestrer bedre end nogen anden dansk instruktør.

Hjemve er Italiensk for begyndere i provinsen, en kærlig-ironisk komedie om skæve eksistenser, der ad snørklede veje finder kærligheden. Man føler sig i godt selskab fra første til sidste scene. Hverken mere eller mindre.

Drifter i natten

Lillebyen er på den anden ende. En mand er løbet nøgen igennem byen om natten med en avis i hånden. Hvem er han? Er det libertineren Lindy Steen, der har skrevet den frække bog Nattens drift? Er det bumsen Erling, som råber ad folk på gaden uden grund? Eller er det en af arbejderne, som er i gang med at renovere rådhuspladsen, så den ligner et symbol på byens rådvilde tilstand?

Rygterne løber stærkere end den nøgne mand, og en gruppe bekymrede borgere går sammen om at døgnbemande Det Tavse Øre, en telefonlinje, der yder anonym krisehjælp til byens beboere.

Den nøgne mand er dog blot en katalysator for handlingen og det miljø- og gruppeportræt, som er Scherfigs egentlige ærinde. Sammen med Niels Hausgaard, der debuterer som manusforfatter, portrætterer hun en række provinstyper, der har ét tilfælles: De lever alene.

Her er Ann Eleonora Jørgensens underkuede Margrethe, som er stukket af fra en religiøs sekt og netop ankommet til byen med en bagage af seksuel angst. Her er Lars Kaalunds eftertragtede apote-kerungkarl, der er i stand til at hjælpe alle andre end sig selv. Og Bodil Jørgensens helt vidunderligere Myrtle, kommunens og filmens sammenhængskraft, et jordbundet og humoristisk menneske, der tager verdens dårskab med overbærenhed.

Låg til enhver gryde

Lone Scherfig spreder mildt anarki i provinsen, mens hun beskriver sine naive, ensomme og længselsfulde karakterer med lune og bittersødme. All You Need Is Love lyder filmens enkle recept - med den opmuntrende tilføjelse: Der er et låg til enhver gryde, ligegyldigt hvor bulet og ridset den er!

Hjemve er en allegori over et hæmmet folkefærd, så man skal ikke hænge sig i filmens mangel på realisme. Den er tilsigtet. Alligevel spekulerer man på, om der mon findes en dansk provinsby, der anno 2007 vil gå i panik over en nøgen mand? Sikkert, men som dramaturgisk set-up er det slapt, og selv på filmens allegoriske præmisser virker det fortænkt. Det samme gør arbejdernes koleriske tillidsmand Bo (med en ellers velspillende Henrik Lykkegaard), som nedlægger arbejdet, fordi byens borgere stirrer mistænksomt!

Den slags konstruktioner kan man slippe af sted med i en roman, men ikke på film. Andre karakterer sidder lige i skabet. Mia Lyhne er lynende god som ekspedienten Ulla, en stræbsom bitsch. Og Peter Hesse Overgaard boltrer sig i rollen som den indbildske foredragsholder og kunstnercharlatan Lindy Steen (Hausgaards herlige selvparodi), et glansnummer Overgaard også lavede i Helle Ryslinges Sirup (1990), men som denne gang betænkes med en scene, hvor han er blottet for forfængelighed.

På dybere vand

I Scherfigs Italiensk for begyndere gav Lene Thiemroths fordrukne mor filmen kant. Her er opgaven lagt i hænderne på Peter Gantzlers traumatiserede Erling og hans syge søster (Ida Dwinger) med et mere skingert resultat. Og Kristian Iblers ihærdigt idealistiske butiksejer starter lovende, men bliver tabt undervejs.

Til gengæld er Anthony Dod Mantles stemningsfulde fotografering med symbolske spejleffekter én lang nydelse, som bidrager til at give filmen et allegorisk præg.

Det er ofte Ole Bornedal (Nattevagten, 1994) og Lars von Trier (Dogme '95), der får æren for at have startet den danske nye bølge. Men Lone Scherfig tog tidligt hul på den danske nutidsvirkelighed med sin undervurderede debutfilm Kajs fødselsdag (1990), og det blev hendes dogmefilm, Italiensk for begyndere (2000), der mere end nogen anden ramte tidsånden og vandt danskernes hjerter.

Lone Scherfig er Danmarks Mike Leigh, en social karikaturtegner med et humanistisk budskab. Efter at have søgt dækning med Hjemve får hun forhåbentlig mod på igen at kaste sig ud på dybere vand.

Hjemve. Instruktion: Lone Scherfig. Manuskript: Lone Scherfig og Niels Hausgaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu