DE TO OBLIGATE nytårstaler til nationen var i sig selv en slags vidnesbyrd om den zapperkultur, Dronningen som den første valgte at tage sit afsæt i. Intet tyder på, at Poul Nyrup Rasmussen, da han i mandags var på Amalienborg for at præsentere sin nye regering, benyttede lejligheden til at drøfte endsige afklare, hvilke budskaber der netop nu trænger sig på fra statsoverhovede til folk. To kanaler, to virkeligheder. "Her er frit valg", som Margrethe ætsende udtrykte det.
Dronningen talte til den enkelte. Aldrig tidligere har vi mennesker været bebyrdet med så mange og så store valg, konstaterede hun (uden ligefrem at citere den store modernitetssociolog Anthony Giddens). Men til forskel fra de uforpligtende valg i den virtuelle virkelighed foran skærmen, foretrak Margrethe at tale om de valg, der forpligter og har konsekvenser: "Det, vi ikke gør, har lige så ubønhørlige konsekvenser som det, vi gør. Og viser vort valg sig at være uheldigt, må vi stå ved det og tage konsekvenserne, også når vi indser, at vi må skifte kurs."
Dronningen talte til de unge. De forpligtende valg må ikke mindst træffes i forhold til alt det i tiden, der tilskrives den anonyme udvikling, "ikke til at komme uden om, siger man". "Nej, måske - men især, hvis man lader det udvikle sig." Der skal sættes grænser, og det er op til hver enkelt at sætte dem, sagde Margrethe. Og mon ikke hun har ret i, at det bliver de unges generation, der for alvor må gøre op med udviklingens råhed og mangel på ansvarsfølelse? "De fornemmer instinktivt, at hvis man ikke selv kan sætte grænser og lære andre at gøre det, mister enhver tale om valg og muligheder sin betydning."
OGSÅ STATSMINISTEREN valgte i sin tale at komme ind på volden. "Der findes ingen undskyldninger for vold mod sagesløse medborgere", sagde han. Og tilføjede: "Der skal ikke være tvivl om, at samfundet klart og utvetydigt er på ofrenes side". Det er vi naturligvis glade for. Men hvordan er det overhovedet kommet så vidt, at en sådan understregning forekommer nødvendig?
Volden er nok stigende i den virtuelle virkelighed og i modernitetens mentalitet; i udviklingens råhed, hvor den bl. a. spores som en stigende ligegyldighed overfor ofrene. Men her hjælper det næppe at give politi og retsvæsen "stærkere magtmidler", som Nyrup Rasmussen kundgjorde. Langt vigtigere er det at opelske den unge generations evne til selv at sætte grænser og lære andre at gøre det.
Det er svært at være uenig i statsministerens formaning om, at "såvel forældre som børn accepterer spillereglerne og lever op til de samfundsnormer, der er grundlæggende for os". Men skal udtalelsen have gyldighed andetsteds end i det virtuelle rum, hvor alle kan zappe til og fra, bør den ikke kun handle om omgang med knive. Så bør den handle om vores omgang med hinanden - i "udviklingens" rum, i den moderne velfærdsstat.
STATSMINISTEREN lagde - ligesom i sit store interview med Information for ti dage siden - megen vægt på at forsvare velfærdsstaten.
"Vi har råd til velfærden", sagde han. Selvfølgelig har vi råd til velfærden. "Vi har fælles ansvar og fælles betaling over skatten", sagde han. Selvfølgelig har vi fælles ansvar og skal ikke til at privatisere vores fundamentale velfærdsgoder. "Intet menneske bliver bedre af utryghed", sagde han. Selvfølgelig har vort samfund intet at vinde ved at gøre borgerne mere utrygge.
Men hvem er det, Poul Nyrup Rasmussen taler til her? Taler han til den enkelte? Taler han til de unge? Eller befinder han sig allerede i en valgkamp, belejret af Fogh Rasmussens og Peter Brixtoftes nyliberalistiske retorik?
Dén valgkamp er på forhånd uinteressant, hvis statsministerens budskab er, at vort samfunds eneste tilbageværende problemer (udover politiets og retsvæsenets magtmidler) handler om at justere øvrighedstænkningen i de offentlige bureaukratier: "Systemer, institutioner, organisationer har kun deres berettigelse, hvis de hjælper mennesker til at blive frie, aktive og ansvarlige samfundsborgere. Vi har ikke brug for emsighed".
Nyrup Rasmussen er fortsat dybt præget af sin vision om Danmark som foregangsland i hele verden. Det er en del af hans kald til embedet. Men som udvej af globaliseringsfælden er det ikke nok at tale om uddannelse, forskning, lufthavne og broer. At være foregangsland handler ikke længere om bare at gå i spidsen for udviklingen. Det handler også om at træffe valg og sætte grænser - individuelt og kollektivt.
Tal til den enkelte! Tal til de unge! Tal nøgternt, som Thorkild Kjærgaard i nytårsavisen, om "det organiserede tilbagetog fra vores ekspansive og ressourceintensive turbolivsstil". Til et langsommere liv. I forpligtende fællesskaber.
Gud bevare Danmark.
birk (Klavs Birkholm)
