Læsetid: 8 min.

Nørrebro i øjenhøjde

Alle har en mening om Nørrebro. Men ét er mediernes Nørrebro - noget andet er hverdagens Nørrebro
23. november 2005

Lange Ib og et vejskilt er samspilsramte. Efter et kort skænderi udvikler det sig, og vejskiltet må tage imod nogle svære spark og slag. Året er 1985. Jeg bor i Blågårdsgade 29 - lige ud til pladsen, hvor de lokale alkoholikere og blandingsmisbrugere holder til. Det vil dog være synd at påstå, at Lange Ib eller de andre bidrager til at gøre pladsen til et livligt sted. Der er højst tale om sporadiske indfald. Førend Lange Ib og vennerne har diskuteret færdig og organiseret, hvem der skal hente den næste omgang øl, kan der snildt være gået en halv dag.

Til venstre og til højre for pladsen sker der heller ikke meget. Gaden lider af butiksdød. De ældre lokale taler stadig om, at nedlæggelsen af linje 3 har taget livet af Blågårdsgade.

Jeg forlader bydelen i et par år. I 1990 flytter jeg ind på Peblinge Dosseringen. Om end den kun ligger cirka 200 meter fra Blågårdsgade, er der en verden til forskel. Når jeg nu kigger ud ad vinduet og ned i haven, ser jeg dem, som behandler Lange Ib og hans type. Der bor en læge, en tandlæge og en psykiater i ejendommen - foruden en lærer, en designer og et par arkitekter. Når man sidder i haven om sommeren, er der ikke langt fra det billede, hvad angår fred og idyl, som Købke malede af Sortedammen i 1838.

Blågårdsgade liver op

Til gengæld er der begyndt at ske ting og sager oppe i Blågårdsgade. Butikslivet er ved at vende tilbage. Rottefælden, som har været Lange Ibs refugium, når det regnede, lukker og erstattes af en café. Der åbner tøjbutikker med selvstændige designere. Og der åbner grønthandlere, hvor skiltningen er på både dansk og arabisk.

Fra midt 90'erne kommer de første meldinger fra venner oppe i Blågårdsgade om, at udviklingen ikke kun er til det bedre. Turen op ad Baggesensgade til Blågårdsgade giver en indikation af dette. Når jeg tænker tilbage, er det små episoder som den gamle mand med stok, der med tårer i øjnene står i vildrede, mens en flok otte-10 årige indvandrerdrenge løber rundt om ham og råber ad ham og hiver i hans indkøbskurv. Men man kan råbe ad dem, og så fortrækker de; og man kan sige til sig selv, at man jo også selv engang har været barn. Men der er også episoder, som da en ven, en yngre kvinde, kommer gående ned ad Baggesensgade en eftermiddag og en flok på syv-otte drenge, skønnet til at være 10-12 år, prøver at trække hende ind i buskene ved kirken. Det er en absurd handling, deres alder taget i betragtning; en handling, som man ikke længere kan identificere sig med fra ens egen barndom.

Daglig chikane

Oppe i Blågårdsgade har jeg et vennepar, der fortæller, at den kvindelige part dagligt oplever at blive råbt efter af teenager-indvandrerdrenge; "danske luder", "kom og få noget rigtig pik". Da hun en dag vender sig om og råber igen, bliver hun truet. Venneparret fortæller, hvordan de synes, at det er svært at holde sociale sammenkomster, fordi deres besøgende venner også oplever tilråb og trusler. Venneparret oplever det som stressende at gå i Blågårdsgade og begynder at bruge baggården, når de skal til og fra lejligheden. De vælger at flytte, før deres barn bliver så stort, at der er behov for at skulle bruge områdets fællesrum, såsom gårdanlæg og legeplads.

En anden ven, jeg har, og som har boet i Blågårdsgade i snart otte år har aldrig oplevet noget negativt med unge af anden etnisk herkomst. Hun er single, hvilket gør, at Blågårdsgade og tilstødende gader primært er noget, hun passerer på sin cykel.

Legepladsen

Vi er nu nået forbi årtusindeskiftet. Blågårdsgade er kølnet lidt ned igen. Og de to blå politi golfvogne, der holdt ude på Dosseringen hver morgen, når man fulgte sønnen i vuggestue, er også væk igen. Gadebelysningen i området bliver heller ikke længere afbrudt i tide og utide om aftenen. Et af de mest benyttede fællesrum for mit vedkommende er nu legepladsen i Wesselsgade (som ligger mellem Dosseringen og Blågårdsgade). Man lægger hurtigt mærke til indvandrerdrengene. De er højrøstede og opfarende. De tager ofte ikke hensyn til mindre børn. Der er ingen tålmodighed med at lade andre børn lege færdig med faciliteterne. Og der er ingen opsyn med dem (legepladsen er bemandet - men kun i dagtimerne på hverdage). Fra andre børn og forældre forstår jeg nu, at den gængse betegnelse for disse problematiske drenge blot er "araberdrenge".

Jeg forlader bydelen i 2002. Men et års tid senere er jeg atter tilbage - denne gang med adresse i Wesselsgade. Der bliver brugt endnu mere tid på legepladsen. "Hallo, hvor skal du hen med den bold?" Hvis man ikke er vågen, forsvinder fodbolden ud af legepladsen. Jeg er en hurtig tur oppe i Blågårdsgade for at købe noget at drikke. Da jeg kommer tilbage står to 'araberdrenge' og er ved at ødelægge skærmen på min søns cykel. "Hvorfor ødelægger I skærmen?" "Det var ikke mig!" "Jamen jeg har jo lige set, at det var dig." "Det var ikke mig!" Hvad gør man så? Der er ikke noget at gøre.

Jeg skiller to drenge ad, en dansker og en 'araber'. Jeg forstår, at de har cykler magen til hinandens, men at 'araberdrengen' foretrækker at forlade legepladsen med den danske drengs cykel, da denne er nyere og mindre rusten. Men næppe har jeg ordnet sagen, førend jeg står omringet at en flok ældre 'araberdrenge'. "Hvad fanden laver du mand?" "Er du racist?" Alt imens én rækker sin mobil til en anden med ordene; "ring efter din bror".

Jeg sidder ved sandkassen. En flok blandede teenagere af begge køn og forskellig herkomst (hvide, gule og sorte) spiller bold inde på banen. Jeg ser en flok jævnaldrende 'araberdrenge' styre mod banen. Jeg distraheres af en af mine unger. Da jeg få øjeblikke senere kigger op, ser jeg flokken, der har spillet, komme ud fra banen. Nogle af dem græder og én holder sig til hovedet. "Hvad er der sket?" "De slog os bare!" Det er selvfølgelig også en måde at overtage en boldbane på.

Gårdanlægget

Det er ikke hver gang, at 'araberdrengene' er der, at der opstår en episode - men for ofte. Legepladsen er i den henseende ikke unik. Jeg er inviteret til barbecue hos nogle venner i gårdanlægget oppe i Blågården. Gårdanlægget myldrer med børn af anden etnisk herkomst. Men heller ikke her ses nogle voksne til at holde opsyn. Så det er mit værtspar, der må reagere og få stoppet alle mulige små episoder - som f.eks. det at stå og sparke glødende kul udover altanen og dermed ned i hovedet på de andre børn, der leger nedenunder.

I gårdanlæg med mange børn af anden etnisk herkomst flyder det hyppigt med affald og ødelagte cykler. Jeg har adskillige gange set på børn ned til seks-otte års alderen, der, ugeneret af risikoen for at blive opdaget, står og prøver at slå en cykellås op. Antallet af 'araberdrenge', der cykler på damecykler, står i skærende kontrast til, hvor sjældent man ser kvinder i denne etniske gruppe bruge dette transportmiddel.

Som jeg lærer de andre at kende i vores gårdanlæg, forstår jeg, at problemerne i stigende grad også gør det vanskeligt at afholde fællesaktiviteter. Jeg får at vide, at til sidste gårdfest kom en flok 'araberdrenge' forbi og tog pengekassen fra salg af sodavand. Luften blev lukket ud af luftpudetrampolinen. Og i det hele taget var stemningen dårlig.

Jeg får at vide, at i år var det fastelavn, der stod for skud. En flok otte-14 årige 'araberdrenge' vendte bunden i vejret på alle tønderne - men til deres skuffelse faldt der kun papir og ikke slik ud på jorden. Så blev fokus i stedet rettet mod de to kasser wienerbrød, som var stillet frem på et bord. Wienerbrødet var til efter tøndeslagningen - men det accepterede de ikke. De hakkede i wienerbrødet med skæreknivene De spyttede på og kastede kage i hovedet på de voksne, der forsøgte at få orden på gemakkerne.

Det kom til håndgemæng. Voksne måtte kaste barn efter barn til siden for at komme en far til undsætning, som de havde set sig særligt sur på. Det lykkedes endeligt at jage dem ud af gårdanlægget - som de i øvrigt ikke er beboere i. Glæden og forventningen havde forvandlet sig til forskrækkelse og grædende børn.

En opdelt bydel

Mit problem gælder ikke de voksne indvandrere. Mit problem gælder de arabisktalende børn - de dårligt opdragede af slagsen. Jeg er ikke alene om dette problem - såvel danskere som andre indvandrere ser det. En pakistansk mor sidder på legepladsen og kigger over på en flok 15-17 årige 'araberdrenge'. Så siger hun til mig: "De er for store til at være på legeplads. Min søn er samme alder. Han laver andre ting." Men endnu er det et irritationsmoment frem for noget andet. Og så nogle gange kan man ikke andet end at ha' ondt af dem. Som de gange man har set en flok af dem rende ude efter kl. 22.00 - den ældste næppe er mere end syv år og den yngste næppe mere end tre år.

Der er andre i området, erfarer jeg, der derimod kan fortælle meget mere urovækkende skildringer fra deres færden på Nørrebro. Her taler vi om verbale trusler, stenkast, blive sigtet på med pistol... her er irritationen erstattet af frustration og indestængt vrede.

Eksperterne sidder inde med en række kvalificerede forklaringsmodeller. Den arbejdsløse far, som har mistet status. Den mellemøstlige opdragelse, der begynder med stor frihed og gradvis går mod mere snævre rammer. Den retoriske tradition med brug af meget dramatiske vendinger. Men uanset hvilken vinkel, man anskuer sagen fra, ændrer det ikke på det, jeg og andre ser og hører.

Det er nemt for den udefra kommende at skabe sig et fejlagtigt billede af Nørrebro. Det er en besynderlig opdelt bydel. Den ene børnehave har næsten ingen to-sprogede børn, i den anden udgør de over halvdelen. I den ene gård er der ingen problemer, i den anden er der masser. I den ene gade er det en bestemt etnisk gruppe, der er iøjnefaldende, i den næste gade er det en anden. Netop denne specielle opdeling og forskel på oplevelser, vil gøre det nemt at tilbringe en eftermiddag i området og måske få indtrykket af hyggelige cafeer og grønne gårdanlæg. Hvilket er lige så misvisende som, at det er en bydel præget af skudepisoder og blå blink.

Vi er nået til efteråret 2005. Jeg er flyttet - igen. Det er utroligt så stor forskel, der er på Nørrebro og Vesterbro.

Smike Käszner er billedkunstner og reklamemand samt eksbeboer på Nørrebro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu