Læsetid: 4 min.

Er der i nogen som helst forstand kunst tilbage her?

Alt er fuldkommen velbekendt. Billedverdenen er den samme som på tv eller i modebladene. Skulpturer og malerier er af de samme kunstnere, vi har set på i 20 år. De to afgående direktører fra Palais de Tokyo i Paris afslutter fire års virksomhed med et orgie af en udstilling
24. august 2005

Psykedelisk, farveskrigende og lidt Rorschach-klat-agtigt. Sådan kan en del af den græske kunstmæcen Dakis Joannous imponerende samling i denne sommer nydes på Palais de Tokyo i Paris med udstillingen Translation.

De to afgående direktører Jérome Sans og Nicholas Bourriaud, der står bag hele ideen om Palais de Tokyos udstillingsaktivitet, slutter fire års kuratortjeneste af med dette orgie. De har bedt grafisterne Michael Amzalag og Matthias Augustynak - kendt som M/M (PARIS) og som grafisterne, der skabte Palais de Tokyos grafiske profil om at sætte en kunstsamling i scene.

M/M er også kendt som dem, der lavede pladeomslaget til Madonnas American Life, og som reddede fransk Vogue ind i et nyt årtusind eller som har arbejdet med Björk, men også med modepingerne Calvin Klein, Yohji Yamamoto og Jil Sander eller med kunstnerne Pierre Huyghe, Philippe Parreno eller Liam Gillick. Med flere. Og alt dette kan man elske - det gør modebladene i al fald, både Elle og Vogue - eller man kan hade det, og det hviskes der en del om i krogene hos franske kunstnere i disse dage. Men man skal jo nødigt lægge sig ud med nogen.

Hvis man er positiv og samtidig tænker på de skrifter især Nicholas Borriaud har udgivet om kunst inden for de sidste 10 år, så aflæser man overalt i udstillingen udsagnet: "Dette er ikke den hvide kube". Overalt bliver en sædvanlig museumsaflæsning brækket af. Kuratorerne har haft frit valg i Joannous samling, bygget op gennem 80'erne og 90'erne, og som meget tidligt i forløbet satser på kunstnere, der nu er ikoner: Joseph Kosuth, Jeff Koons, Vanessa Beecroft, Mike Kelley eller Maurizio Cattelan.

Det perifere

Et andet og senere spor forfølger det som arrangørerne kalder "det perifere". Kunstnere fra andre dele af verden, tolker spor fra deres egen kultur, ligesom ikonerne tolker den vestlige verden. Der er Vinka Shonibare, der syr rokokkokjoler op i afrikanske stoffer og Chris Ofilis to monumentale bronzeskulpturer af skidende afrikanere - begge kunstnere er londonbaserede nigerianere. Japaneren Takashi Murakani viser mangainspirerede skulpturer og film, kineseren Cai Guo-Qiangs et dragerumskib i gammelt træ, pakistaneren Shahzia Sikanders maler ikonoklastiske malerier og iraneren Shirin Neshat er præsenteret med sin poetiske video "Passage", med sortslørede kvinder i et mystisk begravelsesritual. Så har vi hele verden med.

Rundt om dette lægger M/M sig så som surround-system. For ser man efter er det psykedeliske tapet og gulvtæppe slet ikke fra 70'erne, men M/M's grafiske produktioner fra de sidste otte år. Grafikerne sætter sig selv lige så meget i scene, som de sætter kunstværkerne i scene. Dette kan imidlertid ikke være en kritik af M/M. Det er sådan set deres varemærke. Hvor andre grafikere søger letlæselighed, forplumrer de med vilje det visuelle indtryk og der er bevidst antidesign over deres collageform.

Tapetserede vægge

Det er her de så præcis passer til det pædagogiske projekt Jerome Sans og Nicholas Bourriaud har med denne udstilling. Væggene er ikke hvide, de er tapetserede. Gulvene er ikke forsvindingspunkter, men dækket af et i øvrigt meget smukt acrylvægtilvægtæppe som M/M har produceret i samarbejde med Huyghe og Parrano til den hippe café Etienne Marcel i Paris.

Det rum der således omgiver Guo-Qiangs dragerumskib bliver faktisk tungt smukt af dette, og også Jeff Koons skulpturer får et markant stærkere udtryk. I stedet for små diskrete titeletiketter, som beskueren stikker næsen ned i, er visse af titlerne i denne udstilling over 10 gange større end værket, i M/M's modebilledinspirerede typografi. "Supersister", fylder mere i skrift end i værk.

Joseph Kosuth

Midt i det hele finder man Kosuths værk "Translation". Oversættelse oversættes til mystiske sprog, som man ikke forstår en lyd af. Finsk for eksempel. "Forklaringen" fader lynhurtigt ud i uforståelighed, med mindre man selv er inde i det sprog, der forklarer - en typiske Kosuth/Wittgenstein pointe, der her vel sagtens lægger navn til denne udstillings tilsyneladende perspektivombytning.

For det er kun er tilsyneladende. Den hvide kube og det traditionelle museumsrum er væk, men på pubertetsopgørvis. For alt peger jo hen på det: Hvis væggene var hvide, så tapetserer vi dem, hvis titlerne var små, så gør vi dem store, hvis grafikerne eller kuratorerne skjulte sig bag kunstnerne, så sætter vi dem i forgrunden, hvis mode er det modsatte af kunst, så blander vi det, hvis kunst er vestlig, så vælger vi kunstnere fra hele verden - men helst så de alligevel bor i London.

Smukt er det og ufarligt dragende - det er en af de mest velbesøgte udstillinger palæet ind til videre har lagt sine afskallede vægge til. Med god grund: Alt er fuldkommen velbekendt. Billedverdenen er den samme som på tv eller i modebladene. Skulpturer og malerier er af de samme kunstnere, vi har set på i 20 år - og de er da også blot brikker i et langt større projekt, der vel først og fremmest er Sans og Bourriauds. Om der er kunst i nogen som helst forstand tilbage her, er et fandens godt spørgsmål, der så alligevel fader ud. For hvilket sprog, det skal formuleres på, ved jeg ikke.

Palais de Tokyo, Paris: 'Translation'. Udstillingen varer indtil 18 september 2005

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu