Læsetid: 10 min.

'Har du nogensinde kysset en pige forgæves?'

18. august 2006

Det er holdt op med at regne. Tidligere på morgenen havde det ellers øset ned, sådan som man kun kender det fra bjergene - kort, men heftigt, som om himlen åbner sig på én gang. Og ledsaget af en torden, der minder om en eksplosion nede på gaden.

Kl. 10.00 i Café Tommaseo - det er aftalen. Det havde taget mere end to måneder at få den på plads. Hvis det ikke var for Maddalenas poetiske e-mails, havde man opgivet projektet for længst. Gang på gang måtte assistenten med det sensuelle navn undskylde og udskyde. En travl mand, ham Claudio Magris, hele tiden på rejser for at holde foredrag, mv. Scusi!

På vej fra hotellet til cafeen er Trieste ved at vågne. På Piazza Sant' Antonio er en ældre dame ved at tage de sidste trin op til kirken af samme navn. På markedet ved siden af er torvfolkene i gang med at arrangere kasser med frugt, grøntsager og spande med blomster. Andre er med kosten ved at tømme de grå presenninger over deres stande, som er tynget af vand. Inde i slagterforretningen lidt længere henne er der allerede en lille kø. En hel flået kanin bliver pakket ind til et ægtepar i fyrrene.

Naturligvis skulle vi mødes på en café. Hvis Café San Marco, Magris' yndlingssted, ikke havde haft ferielukket, havde samtalen fundet sted der. Magris har en svaghed for kaffehuse, mange af hans tekster er opstået her.

"Jeg kan godt lide at skrive her især artikler og klummer. Jeg er alene med teksten, har ikke mit bibliotek omkring mig - som en, der har lidt skibbrud. Samtidig er det et sted fyldt med liv, som er et vigtigt korrektiv. Det at skrive er altid forbundet med en følelse af almægtighed. Man tror, at man er i gang med at ordne verden. Derfor er det godt, at man er omgivet af almindelige mennesker i gang med deres hverdag."

Café Tommaseo virker nu som en god erstatning for det ferielukkede San Marco. Indretningen minder om et klassisk wiener-kaffehus - små borde af grønlig-grå marmor omgivet af mørkebrune træstole og sofaer med bordeauxrødt betræk, svagt gullige vægge med hvide ornamenter, store spejle og tjenere i sort og hvidt. De fleste borde er endnu tomme, så det er for tidligt at bedømme, om Tommaseo kan leve op til Magris' forestilling om et rigtigt kaffehus, som ifølge ham er kendetegnet af gæsternes mangfoldighed.

"Pseudokaffehuse er dem, hvor et bestemt folkefærd spreder sig, uanset om det er fine fruer, lovende unge mennesker, alternative grupper eller intellektuelle, som ved besked om alt og alle. Enhver endogami er livløs, uden puls. Også kostskolerne, universiteternes campus, de eksklusive klubber, pilotklasserne og de kulturelle symposier er livets negation, som er en åben havn", hedder det i Magris' essay om Café San Marco, som indleder bogen Mikrokosmer fra 2000.

Skulle man nogensinde have været harm på manden, skulle man nogensinde have troet, at han var en af den slags kompliceret-krukkede intellektuelle, som er i stand til at formulere sig, men ikke kan styre deres kalender, er dette glemt med det samme. Ét minut i 10 kommer Magris gående med udstrakt hånd - smilende, sprudlende.

"Hvor dejligt, at De kunne komme. De ved, i telefonen kan man kun afklare tekniske ting. En samtale kræver, at man sidder overfor hinanden. Caffé, espresso, cappuccino?"

Han holder sig godt, den 67-årige Magris. Nogle enkelte grå hår, et par rynker omkring øjnene, men det er det. Den korte frisure understreger Magris' markante profil. De blå øjne virker friske. Den brune teint kommer fra den daglige svømmetur i havet, fortæller han. Tøjet er så italiensk, som det kan være - mørkegrå bukser, lyseblå åben skjorte, sort jakke og en frakke over armen. I den anden hånd en brun arbejdstaske, som ser ud til at være fyldt med bøger og papirer.

Europa som kaffehus

På en måde stemmer Magris' billede af et ægte kaffehus meget godt overens med vores, altså europæernes, billede af os selv. Der skal være plads til forskellighed i samfundet. Nogle spiller skak, andre læser avis, skriver, flirter, dagdrømmer, diskuterer med hinanden, ryger, drikker kaffe.

Så længe grundlæggende normer bliver respekteret, så længe den ene ikke forhindrer den anden i at gøre sit, må alle være her, ja, det er til og med dejligt, at vi ikke foretager os det samme. Så vidt glansbilledet, det humanistiske ideal. Men er virkeligheden ikke ved at udvikle sig hen imod et pseudokaffehus? Er der ikke en tendens i de europæiske samfund til ligemageri?

Som Pia Kjærsgaard sagde til en muslimsk repræsentant under Karikaturstriden:

"Det her har været en øjenåbner for det danske folk. Og derfor tror jeg, at tidspunktet er kommet nu, hvor vi siger, vi bor altså i Danmark, det gør I også, og I er velkomne i Danmark, så længe I vil forstå, at der gælder danske værdier, danske regler, danske traditioner."

"For det første vil jeg sige, at mangfoldighed ikke er en modsætning til identitet", siger Magris: "Mangfoldigheden er den konkrete måde, hvorpå menneskets identitet realiserer sig - på samme måde som ved et træ. Der er blade, grene, stammen, og disse ting tilsammen former træet. Jeg siger dette, fordi jeg har på fornemmelsen, at vi i dag står foran to store trusler. På den ene side nivelleringen forårsaget af globaliseringen, som udvisker alle forskelle, reducerer al mangfoldighed og former alle samfund efter samme model."

"På den anden side - og dette er måske endnu mere farligt - er der en tendens til at gøre forskelle til noget absolut. Man indkapsler sig selv og stiliserer sig selv til sit eget ideal og idol. Man er igen begyndt at drømme om en etnisk renhed, at lede efter det atom, som udgør kernen i ens egen etniske identitet. Men denne særegenhed er ikke nogen værdi i sig selv. En lokal identitet kan være vigtig - jeg selv elsker Trieste og taler altid den lokale dialekt, når jeg er sammen med venner og familie. Men Trieste er for mig et spejl af verden, ikke en dør, som jeg lukker for at afvise alt, som ikke hører til her. Denne identitets-feber betragter jeg som den virkelige fare for Europa i dag - en feber, som ikke er et middel til at bevare en virkelig identitet."

Mediernes rolle

Snakken om Jyllands-Postens berømt-berygtede tegninger er hurtigt overstået. En utrolig dumhed, siger Magris mellem to slurke te, til og med meget uansvarligt i en så anspændt situation mellem den vestlige og den muslimske verden.

Mere interessant er ifølge Magris mediernes generelle rolle i de vestlige samfund. I essay-samlingen Utopia e disincanto (Utopi og klarsyn), skriver han, at den politiske totalitarismes tid godt nok ser ud til at være forbi, men at dette ikke nødvendigvis udelukker sejren af en blid totalitarisme. Ved hjælp af myter, riter, propaganda såvel som symbolske fremstillinger og figurer fører denne til massernes selvidentificering, således, at "folket tror at ønske, hvad dets leder anser for det mest opportune. Totalitarismen stoler ikke længere på de stærke ideologier, som har spillet fallit, men på de gelatineagtige svage ideologier, som spredes igennem mediernes magt".

"Hvad der kan gøres? Det er vores pligt, at polemisere mod nutiden", siger Magris uden tøven og med den mands selvfølgelighed, der har skrevet klummer i Corriere della Sera i 39 år.

"Vi er nødt til at åbne munden mod verdens uretfærdighed og kritisere farlige tendenser i samfundet, dog uden at stilisere fortiden. Det ville være helt forkert at fejre fortiden, at forgude eller sørge over den. Fortiden har også været rædselsfuld. Ethvert restaurerende og nostalgisk blik er forkert."

Individet som midtpunkt

"Hvis der er et element, som har været karakteristisk for os europæere, så er det den rolle, som individet har spillet i vores tænkning. Individet har altid været midtpunktet, i modsætningen til mange andre kulturer. Dette syn på individet trækker sig som en rød tråd helt fra den græske filosofi og begrebet persona over den romerske ret til liberalismen, som funderer over menneskets konkrete frihed," forklarer Magris:

"Med andre ord: Som person har jeg ikke bare den teoretiske ret til ikke at dø af sult, men jeg skal også sættes i stand til ikke at gøre det. Det vil sige, det er ikke en ensom cowboy, vi taler om, men et individ, som er knyttet til samfundet. Det er faktisk noget, som vi europæere er i stand til at hævde over for USA og resten af verden - at den enkeltes tarv betinges af fællesskabet. Forestil dig, at der på gaden uden for hersker nød og optøjer. Naturligvis kunne jeg sidde herinde omringet af nogle sikkerhedsfolk og nyde min kop te. Men er det det, jeg vil? Næppe. Med andre ord: Jeg er nødt til at give afkald på noget, således at verden omkring mig også er i stand til at leve."

Uden for Café Tommaseo, på den anden side af gaden, starter havet. I horisonten er der nogle store containerskibe og tankere, som ligger for anker. Bjergene, som strækker sig langs kysten, er stadig indhyllet i skyer. Himlen og horisonten er variationer af blå-grå toner og flyder nærmest ind i hinanden.

Blå er Magris' yndlingsfarve, har han engang skrevet, da han skulle udfylde Marcel Prousts spørgeskema - blå, fordi det er himlens farve, det fjernes, fraværelsens. En melankoli, som også kendetegner mange af Magris' litterære tekster. Ofte har han sammenlignet det at skrive med Moses' ørkenvandring - man ved godt, at man aldrig kommer til det forjættede land, men bliver ved med at gå alligevel.

"Litteraturens væsen? Det spørgsmål får mig til at tænke på den hellige Augustinus", siger Magris. "Spurgt om, hvad 'tid' var for en størrelse, svarede han: "Hvis man ikke spørger mig, ved jeg det, hvis man spørger mig, ved jeg det ikke."

"Hvis man teoretiserer alt for meget over dette spørgsmål, ender svaret i en latterlig floskel. I hvert fald er litteratur ikke åndens øverste kirke. Men litteraturen kan bevidne og på den måde udøve en meget stærk indirekte påvirkning. Det er lidt ligesom med opdragelse, uden at jeg dermed vil sige, at litteratur har en opdragende funktion. Litteraturen fortæller, beskriver landskaber eller hverdagen, formidler andre kulturer, konfronterer og artikulerer det onde - og på den måde dannes der hos læseren en sensibilitet og en moralsk standard."

Det målrettede

"På en måde kunne man naturligvis erstatte ordet litteratur med musik, kunst, ja dannelse. Derfor er jeg meget skeptisk over for den udvikling, vores skoler og universiteter tager i disse år. Jeg har selv i årevis udbudt et åbent seminar, hvor vi i samarbejde med et forskningscenter for teoretisk fysik her i Trieste tematiserede de to kulturer - altså den humanistiske og den naturvidenskabelige og deres indbyrdes forhold. For første gang i historien er det jo sådan, at den nyeste forskning i for eksempel kvantefysikken ikke kan billedliggøres og udtrykkes i en metafor".

"I årevis har der været stor interesse for dette forløb, men efter universitetsreformen holdt mine studerende op med at komme. En dag spurgte jeg en af dem hvorfor, og han sagde - jamen, hvis jeg fik det godskrevet ville jeg gerne deltage. Jeg svarede: Har du nogensinde kysset en pige forgæves? Hele dette system, at man skal læse målrettet og blive færdig så hurtigt som muligt, er ikke kun med til at eliminere enhver form for nysgerrighed. Det fostrer det modsatte af det, som alle disse liberale økonomer og reformatorer gerne vil opnå - nemlig en mere entreprenøragtig ånd. En gedigen entreprenør tænker jo langsigtet. Han investerer penge i dag i håb om, at det giver afkast sig i fremtiden. Jeg fik heller ikke penge for at læse Don Quijote som ung."

Forkert realisme

En forkert realisme, kalder Magris denne nyliberale livsanskuelse, som ønsker alt overladt til markedet - forkert, fordi den forveksler virkelighedens ansigt udadtil med hele virkeligheden. Af samme grund findes der hos de samme mennesker ifølge Magris et så stort ubehag ved, ja foragt for både utopi og religion. Begge kan nemlig være vigtige korrektiver, i det de hver især peger ud over det eksisterende.

"Utopi betyder, ikke at finde sig i tingene som de er, og at kæmpe for tingene, som de skulle være", som det hedder i Utopia e disincanto:

"Det kan føre til indsigten, at de revolutionære utopier er som gær, som i sig selv - til trods for hvad mange ideologer mener - ikke er nok til at bage brød, men uden hvilket man heller ikke er i stand til at lave et ordentlig brød. Verden kan ikke frelses engang for alle, enhver generation må, som Sisyfos, rulle sin egen stenblok for at undgå, at denne ruller over og knuser den."

Magris smiler, da han bliver konfronteret med sine egne ord. Teksten er skrevet i 1999, umiddelbart inden årtusindeskiftet. Konklusionen vil han stadig skrive under på - og alligevel er der sket noget:

"For første gang er der to generationer, min og din, som mener, at de har levet bedre end generationerne før dem, og som samtidig er overbevidste om, at de vil leve bedre end de generationer, som kommer efter. Det er noget helt nyt - før var det enten troen på fremskridt, som var dominerende, eller omvendt troen på nedgang. Denne omstændighed er naturligvis dramatisk og tragisk på en gang. Den tyske kabaretsanger Karl Valentin har engang sagt, 'dengang var fremtiden bedre'. På den måde er jeg meget pessimistisk. Jeg siger det modvilligt og med en vis smerte, idet jeg hader selvtilfreds pessimisme. Men af og til har jeg på fornemmelsen, at vi står på vulkanens rand."

Magris bestiller regningen. Han insisterer på at betale. Få øjeblikke senere er han forsvundet ud i Triestes nu fyldte gader. I mellemtiden er solen brudt igennem skyerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her