Læsetid: 2 min.

Har du nogensinde taget stoffer?

Hallo, det har de fleste altså, og det ved de godt hos turbotrioen Munk & Pollner
16. maj 2006

"Hej, jeg hedder Anders, og jeg går i 10. klasse," siger fyren. Man tror ham gerne. Han bander og sparker og rocker inde i sin T-shirt. Men jo, han er skuespiller i Munk & Pollners socialrealistiske ungdomsteater, der nu har indtaget Faar 302's lille scene ved det alkoholiserede Nyhavn.

Titlerne siger det meste: Jeg er sgu' da ikke narkoman og En brun og 2 blege. For Munk & Pollner præsenterer ungdomsteater om de unges egne problemer - her både om stofmisbrug og fremmedhad. Og historierne er opbyggelige og muntre, ikke mindst i beskrivelserne af de åh-så-fair forældre, der selvfølgelig ikke fatter en brik, til trods for at de netop selv tror, at de har styr på teenagedialogen. Skuespillerne er ikke blege for at inddrage tilskuerne. "Har du nogensinde været til en fest, hvor nogen har taget stoffer," spørger de. Og de rødkindede sandhedssvar får stemningen op at køre. For, hallo, det har de fleste altså.

Desuden har den drengede skuespillertrio en vild evne til at vise unges rastløshed helt ud i lårene. Stephan Pollner, Joen Højerslev og Hassan Preisler giver den fuld turbo i beskrivelsen af lysten til at imponere, blive bekræftet og bare flyve væk fra det hele, som giver teenageren dér ulideligt langsommelige orken set med forældreøjne. Særligt Joen Højerslev gør indtryk med sine splejsede krop, der både kan spille sej rockmusiker og nervøs teenagepige, bare med et håndledsskift og en ændret stemmetonart.

Spørgsmålet er så, hvordan Munk & Pollner kan rykker fra velmenende teater til spændstigt teater. Et svar kunne være at alliere sig en dramatiker, langt væk fra den obligatoriske SSP-emneliste. Et andet svar at få en instruktør og scenograf med friske øjne. Så vil Munk & Pollner ikke blive til at komme udenom. Vel, Anders?

'Jeg er sgu' da ikke narkoman' og 'En brun og 2 blege' af Nils P. Munk og Stephan Pollner. Instruktion: Nils P. Munk (jo, det er ham fra Mungo Park). Teatret Munk & Pollner hos Får 302 i Toldbodgade til 27. maj.

www.faar302.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her