Læsetid: 2 min.

Nu er det nok!

Krænket – hvem har ikke følt sig det? Andre behandler jo ikke altid én efter fortjeneste. Og så kan man blive aldeles harm, sågar hævngerrig. Det er nok et survival-of-the-fittest instinkt udviklet i en urtid, hvor nedladende behandling var sidste stop inden krig på kniven. Men i et civiliseret samfund… Hvordan håndterer man dér sine krænkelser? Når overvejelser om passende respons på krænkelse er aktuelle, skyldes det, at der over Europa ruller en bølge af fortrædelighed. Den begyndte med, at et dansk blad bragte tegninger af De-véd-godt-hvem, og nu skvulper det alle vide vegne
5. august 2006

KRÆNKET - HVEM har ikke følt sig det? Andre behandler jo ikke altid én efter fortjeneste. Og så kan man blive aldeles harm, sågar hævngerrig. Det er nok et survival-of-the-fittest instinkt udviklet i en urtid, hvor nedladende behandling var sidste stop inden krig på kniven.

Men i et civiliseret samfund- Hvordan håndterer man dér sine krænkelser? Udfordring til duel har i tidligere tider været anset for et dannet gensvar. Danmarks seneste af slagsen fandt sted i år 1900.

Edward Brandes havde i en teateranmeldelse skrevet om den 27-årige skuespiller Robert Schyberg, at han på scenen var "en Leander, der havde den underligste, forsigtige gang (man tør slet ikke antyde, hvad man kom til at tænke på)."

Det fik Schyberg til midt på Strøget at smække Brandes en lussing. Hvorpå Brandes udfordrede Schyberg til duel. Den fandt sted i Ermelunden og på pistoler. Begge missede deres to skud og blev efterfølgende idømt 14 dage i arrest. I sin celle benyttede Brandes tiden til at lære sig hollandsk.

Den kiksede skudveksling gjorde de to til inderligt offentligt grin og genstand for hånende karrikaturtegninger, så æresoprejsning fik ingen af dem.

NÅR OVERVEJELSER om passende respons på krænkelse er aktuelle, skyldes det, at der over Europa ruller en bølge af fortrædelighed. Den begyndte med, at et dansk blad bragte tegninger af De-véd-godt-hvem, og nu skvulper det alle vide vegne.

Fra Warszawa kunne Informations udsendte i forgårs rapportere, hvorledes den tyske avis Die Tageszeitung's omtale af den polske præsident Lech Kaczynski som "en kartoffel" har fået ham til at koge over. Han og ministerpræsidenttvillingebroderen Jaroslaw har forlangt officielle undskyldninger fra den tyske regering og beordret polsk retssag anlagt mod avisen for "majestætsfornærmelse". Intet mindre.

Brødrenes harme er forstærket af, at avisen nævnte, at ungkarlen Jaroslaw bor hjemme hos sin mor "uden vielsesattest" (dog ikke, at de lever på polsk). I raseri er Polens præsident udeblevet fra et planlagt topmøde med den tyske kansler og den franske præsident.

Dagbladet Politiken kunne i går supplere med at fortælle, hvorledes den bayerske ministerpræsident Stoiber er gået op i limningen over den britiske tegneseriefilm Popetown, som handler om en 77-årig pave, der opfører sig som en umulig syvårig dreng. I Norge har den israelske ambassadør indklaget en satiretegning, der viser ministerpræsident Ehud Olmert i rollen som KZ-lejrkommandaten Amon Göth, der som tidsfordriv skød løs på de indespærrede med sin kikkertriffel.

Hvad får man ud af alle disse vrede reaktioner? Andet end at gøre omverdenen opmærksom på, at man føler sig ramt, og hvad det er, man føler sig ramt af. Nogenlunde det samme, som man får ud af at anlægge en injuriesag.

Måske ligger visdommen om rette gensvar til ens forhånere i de ord, som den walisiske digter George Herbert formede allerede i 1600-tallet:

"At leve lykkeligt videre er den bedste hævn."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu