Biskop Jan Lindhardt var gæst hos Poul Friis i radioen og fortalte om et initiativ med at sende præster ud til åndeligt hungrende på arbejdspladserne. Ikke engang der kan man åbenbart være i fred.
En dame ringede og spurgte, hvad man skulle stille op, hvis det nu var en type som pastor Søren Krarup, der dukkede op et eller andet sted befolket af blandt andre medarbejdere af anden etnisk baggrund. Hvad så med kærlighedsbudskabet?
Biskoppens svar kan i mangel af noter til ordret citat bedst gengives som: Øhbø-øhhhh. Senere betroede Lindhardt sine lyttere, at de lige så godt først som sidst kan tage religionen til sig. Den bliver et personligt behov før eller siden.
Til det er der kun at sige dette ene: Biskop Lindhardt tager fejl. Man kan både leve og dø som en gudløs slubbert og have det fint med det åndelige.
Danmarks Radio har fået ny nyhedschef, Ulrik Haagerup, som udtaler sig lovende om sin kommende arbejdsplads' muligheder for at skabe en bedre nyhedsformidling. Ulrik Haagerup understreger i sine udtalelser forpligtelsen på public service.
Man skal ikke sparke til én, der er lagt ned, men DR-nyhedsformidlingen har ved den tidligere ledelse gennemløbet en kritisabel udvikling.
Haagerups opgave bliver at (gen)skabe tilliden til DR's traditionsrige seriøsitet. Som det er nu, kan folk med hang til saglig oplysning ikke uden forbehold bruge den nyhedsformidling, DR for tiden leverer.
Alene prioriteringen af stoffet skriger til himlen. Det såkaldte livsstilsstof dominerer. Den ene mere ligegyldige historie vælter ud af tv og radioen som skvalderkål. En hvilken som helst rapport, der præsenteres som en undersøgelse, og som kan trivialiseres yderligere, pustes op til tophistorie, mens verden må vente og kun akkurat nævnes, såfremt danskere er indblandet.
DR's kongehus-savl
De politiske og kulturelle strømninger, der for tiden er fremherskende i landet, tilgodeses i det småtskårnes navn; kritikken er deponeret i ambitionerne om at være mest populær på markedet, og som den, der råber højest.
Det er lidt af et stift stykke, når DR's afsatte nyhedsdirektør (Lisbeth Knudsen, red.), der dog har haft hovedansvaret for nyhedsforvaltningen i årevis, i sine tv-anmeldelser i Ekstra Bladet nu satiriserer over de skingre reportagegenrer, som hun jo selv har indført.
For kun få måneder siden forlod Lisbeth Knudsen DR, og intet fra hendes tid er forandret. Ikke endnu. I den forbindelse er det på sin plads at spørge, af hvem blev for eksempel kongehusets privatliv indført som topstof i DR?
I stedet for at tage afstand fra TV 2's usmageligheder og næsegruse konkurrence med sladderbladene og lægge sin prioriterede beherskede linje over for kongestoffet, kastede DR's nyhedstjeneste sig ukritisk ind i kapløbet om, hvem der kunne snage mest i disse lysår af ligegyldigheder om detaljer om de kongeliges færden og følelser. Alene ved denne prioritering og timelange direkte reportager fra forlovelser, bryllupper og barnedåb - dog ikke skilsmisserne - markerede den tidligere ledelse sit nyhedssyn.
Denne vægtning af stoffet er politisk og ideologisk bestemt og tærer på de begrænsede ressourcer, hvor specialmedarbejdere er trængt i baggrunden til fordel for generalister. Det hele er en udjævning til den lavere fællesnævner. Denne uholdbare nyhedsfilosofi bekender kulør ved DR's brug af vox pop.
Doven journalistik
Radioavisen fortæller hektisk om ballade ved Ungdomshuset. Nogen er utilfredse med de unges opførsel. Nogen er mindre utilfredse. Og jeg har her Ole Jensen og Jens Olsen. Hvad mener du, du er urmager? Ja, jeg mener... Og hvad mener du, du er flyttemand? Ja, jeg mener... Og tusind tak skal I have. Og nu til en ny undersøgelse. Danske mænd spiser mere end danske kvinder og mere fedt og mindre grønt, men også lidt grønt og mere end før. Og Tove Nielsen, du er salgsassistent, spiser du mindre end din mand? Og Børge Nielsen, du er Toves mand, spiser du mere end Tove, men ikke så meget grønt, men mere end før?
Fanden eller blot tankeløse journalister har skabt denne form for journalistik, som kun kan forsvares med populistisk snak. Kritik af denne falske hensyntagen til det folkelige affærdiges som regel som elitær, hvor enhver med lidt omtanke burde indse, at man næppe kan udtænke en mere højrøvet og uforskammet udnyttelse af sagesløse mennesker som rekvisitter end i den manipulation, som disse dokumentarisk set umulige udvalg nødvendigvis må være.
Sproglig forarmelse
Den nye nyhedschef får travlt med den røde blyant og med at pumpe væsentlighed ind i kriterierne.
Den sproglige side af sagen er et kapitel for sig. Mundtlig formidling er unægteligt de elektroniske mediers vigtigste redskab eller selve formen. Det retoriske udtryk er journalistikkens visitkort, form der selvfølgelig ikke kan skilles fra indholdet.
DR's mundtlighed har i årenes løb udviklet sig til et orgie af overflødig fejlbetonet energi, falsk veloplagthed og uhensigtsmæssig tonegang og frasering. Hensigten er utvivlsomt at blive forstået, eller et forsøg på at overgå konkurrenterne i dynamisk hopla.
I TV 2 overbetoner formidlerne dynamisk mindst ét ord i hver sætning. De må jo mene, at sprog i sig selv er monotont, hvilket er en overraskende opfattelse, når man lever af at snakke og da gerne skulle gøre det lidt naturligt. Den retoriske bestræbelse er, at man endelig ikke må kede, så hellere dynamiske fejlbetoninger på meningsløse ord og høj stemmeføring.
Som den amerikanske tv-vært Ted Koppel engang sagde: "Hvad skal man stille op med en industri, hvis eneste grammatik er det opskruede tempo, og hvis vigtigste budskab er energi!"
Dette sproglige kulturtab står i vejen for en kritik af det udtalte. Sproglig bevidsthed om retorikkens mest simple iagttagelser og rent faktiske regler er i sidste ende programpolitik. Sproglig bevidstløshed er ofte ensbetydende med journalistisk tomhed.
Når formidleren retorisk ikke evner at udtrykke, hvad historien bærer, eller måske i sin ukyndighed leverer sin tekst uforståeligt, fordi den sproglige logik brister med forkerte tryk og betoninger, kan det være det samme. Hvis sproget anvendes kritikløst, bliver resten derefter. Nuancerne forsvinder, tvivlen får ingen plads, det bastante og påstående står tilbage.
For få kritiske interview
Nyhedsafdelingerne i DR, hvis faglige potentiale er stort, har tydeligvis ikke haft ordentlig uddannelse og efterkritik i årevis. Hvor skulle den også komme fra! Dertil må lægges, at der givetvis er for mange nyhedsudsendelser til for få mandetimer. Ambitionen om at tæppebombe døgnet med nyheder og kommentarer var næppe verdens bedste idé.
Manglerne kunne så rettes op ved brug af kritiske interviews med samfundets ansvarlige og magthavere. Men som allerede antydet er det kritiske interview åbenbart ikke med i ambitionskataloget. Normalt sætter man som regel én, der er for og én anden, der er imod, over for hinanden; intervieweren gentager så efter tur de fremsatte påstande eller spørger skiftevis: hvad siger du til det? Kritikløsheden fejrer triumfer i den nuværende nyhedskultur i DR. Det er blevet lettere at slippe af sted med kreativ bogføring og grov vildledning af folket.
Men Ulrik Haagerup er kendt som en dygtig mand. Så det skal nok gå alt sammen. Ellers må de jo ringe til biskop Lindhardt og få en præst ud i det ruinerende byggeri.
