Læsetid: 5 min.

Nok røre -men ikke se

Mens Wang og Zhang bygger skyskrabere for tre-fire kroner i timen og savner en fagforening, tordner Shanghais virksomheder derudad med globaliserede slogans og løfter om arbejdsvilkår efter europæisk standard. Velkommen til Kina anno 2006
16. januar 2006

SHANGHAI - Kloden drejer, og den drejer hurtigt. Tre sølvgrå bogstaver cirkler om Jorden til sloganet "Go forward into the 21st century". Ligesom byen, hvor den er opstået, efterlader den kinesiske virksomhed SVA ingen tvivl om, hvad den vil.

SVA laver elektronik og har et hav af datterselskaber med i alt 25.000 medarbejdere og en eksport, der næsten er femdoblet på syv år. Internationalt samarbejder SVA med Sony, Siemens, Panasonic og IBM, og kun den eksplosive vækst lader til at adskille den fra et vestligt firma.

"Alle vore produkter er designet til markedets krav og den moderne forbrugers behov," lover virksomheden, som markedsfører sig selv som en del af en historisk udvikling fra Edisons elpære til fremtidens evige innovation. Som resten af Shanghai er SVA skridt for skridt marcheret op i verdensklassen.

Migrantarbejderne

Midt mellem Shanghais 20 millioner indbyggere skyder en ny skyskraber op hver 36. time. En tredjedel af alle verdens kraner er i sving i byen, hvor alt peger fremad og opad, og den vestligt orienterede elite tjener så meget, at byens gennemsnitlige indkomst er seks gange så høj som i resten af landet.

Ved siden af Jin Mao-bygningen, Kinas højeste, er endnu en magtdemonstration under opførelse: World Finance Centre, verdens højeste bygning og selve centret for Shanghais handel med hele verden. Her blandes beton, styres kraner og svejses til langt ud på natten. Alt sammen udført af bygningsarbejdere, som bærer byen på deres skuldre, men alligevel ikke er del af den.

"Jeg er stolt af at bygge verdens højeste bygning, men jeg ved ikke, hvem der kommer til at gå rundt inde i den. Det må være folk, der er meget rige," siger Si Guo Qiang, en 36-årig tømrer fra en afkrog af Kina.

Han kravler rundt på et stillads for at undgå gnisterne fra sidemanden, som har taget skærebrænderen i brug på skelettet af den ufærdige kæmpe.

Si Guo Qiang er blandt de 100-200 millioner løsarbejdere, som i verdenshistoriens største folkevandring er rejst til Kinas megabyer fra fattige landprovinser for at overleve. Hjemme har deres traditionelle dyrkning af jorden tabt kampen mod tørken og importerede landbrugsvarer. I stedet udgør de nu en enorm arbejdskraft-reserve, hvis mangel på mindsteløn er en del af fundamentet for den fremgang, millioner af deres landsmænd oplever.

Migrantarbejderne i Kina laver alt fra tøj til Ikea-møbler, men i Shanghai er den slags lavteknologiske industriarbejdspladser stort set forsvundet til fordel for højteknologi, servicefag og handel. Tilbage er bygningsarbejderne, og mange af dem bor i barakker på byggepladser, hvor forretningsfolk fra hele verden få måneder senere vil presse byen yderligere frem i den globale økonomi.

Som i forretningscentret Yalong International Plaza, som 30-årige Zhang Fuxing og 22-årige Wang Zhi er ved at opføre nær Folkets Plads.

Efterlod sin datter

Zhang og Wang arbejder 9-12 timer om dagen og tjener 1.100-1.200 kroner på en måned, hvor de typisk har tre-fire fridage. Ligesom hundreder af kolleger spiser og sover de på byggepladsen i de måneder, det tager dem at opføre et hus; derefter rejser de videre til det næste. Deres tøj hænger fra loftet mellem træsengene, og deres bord er sat sammen af to malerbøtter og et stykke træ.

"Det værste ved at arbejde sådan er, at vi hele tiden skal flytte," siger Wang, der ligesom Zhang kommer fra Anhui-provinsen. For Zhang er det dog den mindste bekymring: Da han og hans kone drog til Shanghai, efterlod de deres fire-årige datter hos bedsteforældrene.

"Vi var nødt til at tage af sted, og vi diskuterede, om vi kunne tage hende med. Men vi ville ikke kunne passe på hende, mens vi arbejder, og hun er for lille til selv at arbejde. Så nu må vi nøjes med at se hende to-tre gange om året, når vi får lov til at tage hjem i nogle dage. Men vi håber, at vi får råd til, at hun og min mor kan rejse herop og bo i nærheden af os," siger Zhang.

Europæiske arbejdsvilkår

Der er kun en halv times kørsel fra Folkets Plads til fjernsynsfabrikken SVA, men den mentale afstand er uoverkommelig. Medarbejderne i produktionslinjen hos SVA's datterselskab, Shanghai Novel Color Picture Tube Company, producerer billedrør til fjernsyn.

Der lugter kraftigt af acetone og varm plastik i fabrikken, men det er svært at finde medarbejdere, der kunne generes af det. Kun et system af hjul og robotarme er synlige i den automatiserede produktion, hvor lift på lift kører rundt i et blåt skær med billedrør i forskellige farver.

Fabrikken opfylder flere europæiske standarder for kvalitet og arbejdsmiljø og bryster sig af sikre og velordnede forhold for sine ansatte.

"Jeg valgte fabrikken på grund af dens gode ry," fortæller en af de få synlige medarbejdere, Han Yujie, som bærer både hjelm og høreværn. For en virksomhed, der sælger sig selv på værdier og innovation, er dét afgørende.

Drømmer om fagforening

På byggepladsen i Shanghai kan Zhang Fuxing fortælle, at hans kone arbejder 14-15 timer dagligt under svære kår på en legetøjsfabrik. Da der på et tidspunkt kom opmærksomhed omkring vilkårene på fabrikken, blev direktøren fyret, men ifølge Zhang er vilkårene ikke ændret - fabrikken har bare fået en ny direktør.

"Det er hårdt, og nogle gange er jeg bekymret for hende, men der er intet, jeg kan stille op. Vi håber på engang at få en fagforening for migrantarbejdere (i Kina er uafhængige fagforeningr forbudt, red.), men indtil da er de her job det bedste, vi kan få."

Shanghais bybefolkning med faste boliger og flere rettigheder ser de to ikke meget til, og Wang mener, at mange af dem ser ned på migrantarbejderne. Selv har han sjældent tid til at drømme om et liv på den anden side af sikkerhedsnettet. Zhang, derimod, har stadig et levende håb om at kunne få sin egen forretning en dag.

De to venner er dog enige om, at de næppe kommer til at se Yalong International Plaza indefra, når først bygningen er færdigopført. Som Wang siger:

"Vagterne ville nok ikke lukke os ind - medmindre der var noget, der skulle repareres."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her