Nomadens genkomst

I dag findes der 1,1 mio. danskere i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomst. Det betyder ikke nødvendigvis, at de er arbejdsløse året rundt, men det indikerer, at vores arbejdsmarked opretholdes med roterende arbejdskraft. Det gælder på alle niveauer, fra rengøring til direktør, at arbejdskraften er mobil og udskiftes løbende (der udbydes officielt mere end 100.000 stillinger om året). Det ser også ud til at være et blivende fænomen. Der er tale om opkomsten af en helt ny klassetype.

Indførelsen af nomadebegrebet kan vise sig, at blive en metaforisk konsekvens af den 'forandringsparathed' som arbejdsmarkedet efterlyser. Det moderne menneske vandrer jo fra job til job, fra projekt til projekt og må flytte sit habengut og familie med, hvis afstandene bliver for store. Daglejerbetegnelsen er ikke dækkende.

Problemet aktualiseres til stadighed i tolkningen og forståelsen af den postindustrielle tidsalder, hvor arbejdet i stigende grad periodiseres og hvor mennesket flytter hele tiden. Gennemsnitsopholdet på en arbejdsplads er for mellemuddannede og op ca. to år.

Den ny mobilitet kalder altså på nye former for begribelse. Den klassiske filosofi og socialteori beskriver kun grundbetingelserne (f.eks. 'samfund og fælleskab') ud fra de bosattes livsformer. Det nomadiske, altså det der bevæger sig, udelukkes fra fortællingen. Trods det, at denne tilværelsesform, netop som modbillede, definerer vores civilisationsstade. Nomaden er modsætningen til konstituerede nationalstater: Bevægelse versus fikseret territorie, overskridelse versus love, strømme versus grænser. Samfundets egentlige 'anden' er ikke fælleskabet men nomaden (Bülen Diken og Carsten Bagge Laursen, 2003).

De fastboende har altid marginaliseret og neutraliseret den nomadiske bevægelse i et forsøg på at kontrollere og territorialisere. Filosoffen Foucault og senere Gilles Deleuze (1995) beskriver hvordan nomaden atter er blevet aktuel. Disciplinsamfundet er blevet afløst af det mere flydende kontrolsamfund. Disciplinsamfundet er karakteriseret ved afgrænsning, dvs. individet kan pendle mellem institutioner relateret til arbejde, uddannelse, forbrug osv. Denne afgrænsning eller indhegning har hidtil været vigtig for kontrol.

Det nye samfund

Nu er imidlertid det ny samfund på vej. Ifølge Gilles Deleuze erstattes disciplinsamfundets territorialitet med flydende barrierer. Fabrikken erstattes med 'business' og skolen er blevet en permanent uddannelse. Individet gør aldrig noget færdigt, er altid på vej, i evig dialog. Det moderne nomadiske menneske er uden afgrænsning. Det er modernitetens nemesis, at nomaden generobrer det territorielle og bosættelsens princip.

Det har gennem århundreder været en udbredt opfattelse, at nomadenbefolkningerne ikke har bidraget særligt med noget værdiskabende eller vigtigt til kulturen. Men bidrager nomadetænkningen ikke med andet end at sætte virkeligheden på begreb? Karl Marx krediterede ganske vist nomaden for frembringelse af pengeformen, fordi "... alt deres habengut befinder sig i bevægelse og dermed umiddelbar afhændelig form" (Kapitalen 1. bog, kap. 1. s. 191), men herudover viser det sig, at vi i århundreder har spejler os selv og vores samfund i nomadetænkningen. Begrebet har faktisk været en dynamo i udviklingen af vores selvforståelse som bofaste.

Ordet 'nomade' kommer af det græske 'nomos' som betyder græsgang, og vi hensættes enten straks til romantiske forestillinger om det frie mobile liv, hvor hyrder drager afsted fra græsgang til græsgang med deres hjorde, endnu uden for rækkevidden af feudal- og nationalstaters omklamring og tyranniske bureaukratisering, eller vi får kulderystning ved tanken om det usikre liv på farten, uden fortid eller fremtid og fjern fra enhver tryghed og forudsigelighed.

Det er ikke mærkeligt, at nomadismen har påvirket europæisk tankegang gennem tiderne. I det 15. og 16. århundrede opstod en hel klasse af besiddelsesløse arbejdere efter den spirende kapitalisme med vold havde eksproprieret feudaljordene og gjort privatejendomsretten gældende. Den opståede store vagabonderende og nomadiserede klasse af forarmede udgjorde herefter den tilførsel af 'frie arbejdere' som manufakturerne havde stærkt brug for. Denne 'industrielle reservehær' blev århundredet senere 'afnomadiseret' og lænket til kapitalen.

I 1600 og 1700-tallet tabuiserede oplysningstidens filosoffer helt den førrationelle adfærds- og forståelsesform, som nomadekulturen var et udtryk for.

"Den rent naturlige eksistens, animalsk og vegetativ, udgjorde den absolutte trussel mod civilisationen," (Th.W. Adorno og Max Horkheimer. Oplysningens dialektik, 1947).

Nomadekulturen

Nomadekulturens uregerlighed har fået os til at anskue den som farlig. Faktisk har fransk tænkning betragtet nomadismen som direkte samfundsnedbrydende (Betaille, Foucault, Derrida, Baudrillard) og historisk set har nomaderne jo også været militært ødelæggende (hunnere, skythere, mongoler, uzbekere).

Men nomaden truer også selve ideen i den kapitaldominerede markedsøkonomi, fordi den er uplacérbar, som ide og ideal. Nomadernes hjorde har en grænse for vækst. Kvæg bliver nedslidte og gamle og store hjorde bliver urentable administrativt og i forhold til græsningsarealer. Tab og nedslidning kan ikke afskrives i det reproduktive system. Det kan bedre betale sig for nomaden, at sprede flokkene og starte ny vækst.

Vi har altså i de forgangne århundreder haft flere opfattelser af nomadekulturen, men mest har nomadelivet været et udtryk for enten den totale opløsning eller som livsviljens udtryk.

De historiske forsøg på, at indplacere nomaden i civilisationens evolution fra jæger-samler-kulturer over agerbrug til industrisamfundet er alle strandet. Heller ikke forestillingen om nomaden som en urtilstand har noget på sig.

Det har vist sig, at nomadesamfundet sandsynligvis var en specialisering, der fulgte efter de tidlige agerbrugssamfund. Der er noget der tyder på, at der fremkom en specialisering af husdyrholdet i Mesopotamien for ca. 7.000 år siden, som følge af bl.a. økologisk skabte konflikter i kunstvandingsbruget, hvor stigende arbejdsindsats for at udbygge kanalsystemerne har gjort det fordelagtigt for nogle grupper at slippe forankringen i agerbruget (Robert McC. Adams, Susan H. Lees, Daniel Bates).

Storbynomaden

I starten af 1900-tallet blev nomaden et sindbillede på noget oprindeligt. I kulturpessimistiske skrifter blev nomade- og ørkenbilledet ligefrem rene katastrofebilleder, hvilket understreger civilisationsafstanden. En tilstand der i sig selv bærer kimen til opløsning. Thorstein Veblens analyse fra 1925 finder levn fra overvundne kulturstadier i det moderne bysamfund og hans kostelige analyser viser, hvor akavet vi har spejlet os i nomadetilværeslen. Han siger f.eks. at visse gruppers "... smag for græsplæner tyder på at det langskallede blonde menneske engang var et nomadefolk fra et område med fugtigt klima". (Thorstein Veblen, 1925).

Spengler fremstillede i 1924 storbynomaden som en stadig virksom barbarisk rest og undergangssymbol for den vesterlandske kultur (Der Untergang des Abendlandes). Den kosmopolitiske storbynomade har ingen tradition og er rodløs. Han er omvandrende, arbejdsom, irreligiøs, historieløs og steril i en civilisation, der breder sin stenørken ud over horisonten.

Senere brugte nazisterne det moderne nomadeliv i storbyerne som modbillede til en æstetisk erstatning for den tabte tilknytning til blodet og jorden, det tabte bondeliv, osv. 'Heimat' blev løsnet.

Men hvad er en hjemstavn, hvis dens grænser flyder? Hvor slutter stedet for identitetens reference og hvor begynder nomadens horisont? Svarene spredes med fåreflokkene og der vil utvivlsomt være behov for mere teoretisk forskning, hvis vi skal være klædt på til fremtiden. I dagens Danmark behøves der under alle omstændigheder mere end 'flexicurity', hvis kommende generationer trygt skal kunne begive sig på ørkenvandring på det moderne arbejdsmarked.

Anders Holm er antropolog