Læsetid: 5 min.

Fra nord der går så stærk en vind

Duoen Salem overfører erfaringerne fra sin imposante engelsksprogede trilogi til et fornemt udspil på dansk, hvor flot svungne originalkompositioner iblandes stensikre klassikere fra Den Store Danske Sangbog
6. oktober 2006

Fjernt fra alfarvej og i al stilfærdighed, men desværre også uden en succes, der modsvarer indsatsen, har den mægtige danske duo Salem stille og roligt rejst en musikalsk bygning af stor skønhed, tyngde og elegance bag om den almindelige støj på linjen. Værket er noget så litterært (på alle tænkelige måder; dette er i sandhed musik for folk, der OGSÅ kan læse!) som en trilogi, hvor hvert bidrag kredser om en nøje afgrænset tematik, afleveret som en stribe drabelige, men totalt overbevisende udførte skæbnefortællinger. På I Kicked A Dog (2002) tages passionen under "kærlig" behandling, på The Anatomy Of Pain (2003) er det smerten, som må stå for skud, og afslutningsvist indkredses lystbegrebet på From The Riverbank (2005).

Gruppens beherskelse af engelsk er så suverænt overlegen, at man for en gangs skyld ikke sidder og krummer tæer under lytningen, og er ambitionerne skyhøje, matches de hele vejen igennem af et fornemt tæmmet talent, en benhård arbejdsindsats og en rent ud gysende musikalitet. Havde gruppen ikke opereret i Jantelovens hjemland, men i stedet haft internationalt afsæt, ville den utvivlsomt på nuværende tidspunkt være blevet prisbelønnet i hoved og røv! Nu må den så i stedet fortsætte sin upåagtede, men ubestikkelige karriere i relativ ubemærkethed, hvilket dog ikke har forhindret den i allerede nu at kaste et nyt album på gaden, der både føjer nye facetter til udtrykket og udvider gruppens i forvejen vide kunstneriske parametre.

I vanlig episk svunget stil

Pladen hedder Nord 1 (så man tør håbe på, at der kommer en Nord 2?), en titel der besidder lige det anstrøg af det konceptuelle, Salem så nødig vil være foruden. Og da albummet i al enkelhed består af tolv dansksprogede sange - seks af egen overlegen aftapning i vanlig episk svunget stil og seks nyfortolkninger af klassiske nordiske viser fra folk som Evert Taube, Benny Andersen, Sebastian, Nordahl Grieg, Thøger Larsen /Oluf Ring og Kai Norman Andersen - er fokus denne gang på det særegent nordiske. Hvilket hos Salem nok er noget med lys, men i højere grad mørke, ufattelig melankoli og voldsomt undertrykte følelser, druk og drab, tro og tab, længsel og hengivenhed, folklore og modernitet og mere af samme skuffe. Almindelige hverdagshistorier, udsat for widescreen, technicolor og brusende stereo-fonisk lyd. Det er stadig det såvel drabelige som episke i folkemusikalsk stil, der står i centrum hos Salem, selvom det klæder duoen at tage et blidt livtag med den underskønt underspillede ode til den danske sommer, 'Danmark, nu blunder den lyse nat'.

Den musikalske tone fra trilogien fastholdes på Nord 1, selv om der er skruet ned for brugen af herligt klingende trompeter, ellers noget af en signatur i det foretagende. Men ellers er det lyden af diskrete rytmer, eksotisk slagtøj, akustiske guitarer, banjoer, trækharmonikaer, jøde- og mundharper og dybe mandskor i intrikate arrangementer, alt sammen brugt som den smukkeste indfatning om Mikkel Risbjergs stilsikre gudestemme, der ubesværet går fra rungende baryton til den pureste falset. For der er sangere, og så er der SANGERE - og i disse tider er det ikke bare okay at være antisanger, det kan ligefrem være en fordel, forstået derhen, at en decideret bizar stemme kan være med til at give den syngende en umiddelbart genkendelig identitet, i modsætning til de gængse dygtigt trænede stemmegymnaster, som ikke lige har fået personligheden med. Risbjerg er så dette sære dyr i åbenbaringen, en mand, der rent teknisk synger så upåklageligt, at det hviner i hypofysen, men samtidig besidder en personlig og øjeblikkeligt genkendelig stil. Det forløses på det smukkeste her på Nord 1, der langt hen ad vejen er en opvisning i Risbjergs rige register, ekspressive kraft og fornemme tekstforståelse.

Tidløse stillbilleder

Men selvom multiinstrumentalist Kasper No Behrens foretrækker at holde sig i baggrunden på såvel plade som scene, er han ikke desto mindre en mindst lige så vital kraft og tilstedeværelse i Salems særlige univers som Risbjerg. Som en musiker af guds nåde kender han til styrken ved det underspillede, og han giver den på alle tangenter (og langt de fleste instrumenter) på pladen her. Om end det mest forbløffende er, at gruppens egne seks kompositioner fuldstændig ubesværet matcher slidstærke sager som Benny Andersens 'Svantes drikkevise', Sebastians 'Den gamles drøm' og Normann Andersens 'Du gamle Maane' - ja, åbningsskæringen 'Havets sorte fugle' med sin hele em af fatal folketone og tidløse stillbilleder fra skæbnefortællingens overdrev besidder åbenlyst klassikerpotentiale; ikke at de har opdaget det på hverken P3 eller P4, dertil er sangen slet, slet ikke hverken ligegyldig eller dum nok. Det er lykkedes gruppen smertefrit at overføre både det skæbne-svangre og det drabelige fra de engelsksprogede albums til dette smukt skårne dansksprogede udspil, der allerede er en klassiker herude påVestegnen.

Og for ligesom at slå sit særpræg fast med syvtommersøm, gav gruppen en intimkoncert uden lige på Portalen i Greve i onsdags, hvor de to hovedaktører stillede op med intet mindre end en fabelagtig oktet! Der var både til gården og til gaden, da Salem sejrsstolte sejlede gennem to forrygende sæt - et afdæmpet på dansk efterfulgt af et mere elektrisk gnistrende på engelsk - bundet sammen af Risbjergs skægge og illuminerende monologer, ofte i form af komplicerede synopser for hver enkelt sang. Hvilket minder mig om, hvornår der mon er en begavet filminstruktør, som får øjnene op for Salems potentiale? Nå, uden at ville forklejne nogen - alle otte positioner er genialt besat - må de to svenskere Jonas Berg og Perry Stenbäck på hhv. harmonika/ tangenter og alskens strengeinstrumenter ikke desto mindre fremhæves.

Men sikke et band! Sikke sange! Sikke en præsentation! Og sikke en aften! Herfra skal såmænd kun lyde et spagt tak for al denne intelligens, musikalitet og lune humor, vi overdængedes med i kunstens navn. Suverænt. Simpelthen.

-Salem: Nord 1 (Cope Records) Er udkommet.

-Salem, live i Portalen, Greve, onsdag

Salem spiller onsdag d. 11 i Lille Vega, Kbh. og lørdag d. 14 i Jazzhus Dexter, Odense. Så mød dog op, menneske!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu