Læsetid: 4 min.

I Nord-Vest er hævnens time kommet

Med bygninger som sværd tager Københavns Nord-Vestkvarter hævn efter hundrede års ydmygelse og anonymitet. It-folket rykker ind og bliver nabo til rollator-Danmark
6. november 2006

I går kendt som et kuet kvarter, i dag sted for forbløffende yderligheder - fra DKP's overvintrede bogcafé til en sværm af det 21. århundredes it-virksomheder og krystalklare lejligheder. Det nye vilde Nord-Vest i sydenden af bydelen Bispebjerg stryger med sine modsætninger københavnerne mod hårene, og det synes flere og flere om.

Sammen med chefen for Kvarterløft Nord-Vest, kulturgeograf Hans Peter de Place Hansen, har Information skridtet kvarteret af, nærmere bestemt den firkant, som tegnes af Lygten, Ørnevej, Provstevej og Rentemestervej.

Den gamle Lygten station, komplet med en herlig lysekrone fra jernbanens barndom, er kulturhus og hjemsted for kvarterløftprojektet. Huset er en af de ganske få fredede bygninger i kvarteret, som i 1920'erne og 30'erne med offentlig støtte blev bebygget med beskedne boliger til arbejderklassen. Ind imellem boligblokkene findes en forvirring af værksteder. Nej, intet er særskilt fredningsværdigt heromkring, men netop det forhold kan vise sig at være en fordel for kvarterets udvikling.

På pladsen uden for Lygten station buldrer metrop0len. Højbanen og Nørrebro Station tårner sig op, og alle har storbytravlt, bortset fra de enkelte, der giver sig tid til en kop kaffe på Restaurant Ultimatum. Café latte-segmentet kan så fundere over det nærliggende 1970'eragtige gavlmaleri, som forestiller et S-tog, der med hyggelige tidsler mellem skinnerne kører gennem "atomvåbenfrit" område, som der skrevet står.

Men drejer man om hjørnet og går ned ad Ørnevej, virker det, som om atombomben for længst er faldet. Storbyen er gået i stå, søvnen siler fra de symmetriske boligblokke, og man føler sig hensat til de mest forsigtige dele af Østerbro, blot på lavbudget. Det må være svært at kvarterløfte noget som helst på dette sted.

Kultur-ændringer

Hans Peter de Place Hansen fortæller, at mange af de gamle udlejningsejendommene er omdannet til andelslejligheder. På overfladen ligner Ørnevej sig selv, men kulturen er ved at ændre sig. Tidligere havde lejerne mere tjæk på hinanden, men når de nye yngre beboere, der strømmer til Nord-Vest, har deres fulde opmærksomhed rettet mod værdiforøgelsen dag for dag i andelsboligerne, kan naboen såmænd ligge og dø inde ved siden af, uden at nogen reagerer. Hedder det sig altså blandt de gamle.

På flere af de små grønne områder, der findes ved boligblokkene, leger mindre børn, som tydeligvis trives i de rolige omgivelser. Kvarterløftet i dette område er den renoverede legeplads, der ligger ved Nattergalevej tæt ved Ørnevej. Her er opbygget et vidtstrakt landskab med bjerge og dale beklædt med gummi i skrappe farver. Kommunen har for en pris af fire millioner kroner afskaffet de skrabede knæ - og leveret et argument til de studerende, som kan fristes til at blive boende i kvarteret, når de får børn.

Nu højre om og ud til Frederikssundsvej, hovedgaden i Nord-Vest. Ak, hvor nødlidende. Butikkerne ligger og kigger langt efter hinanden. Det har de nu altid gjort, men der er blevet færre indkøbsmuligheder, siden butikscentret henne ved Lygten blev opført. En ringe erstatning for livløsheden på Frederikssundsvej, for centret er som et stykke afsjælet gennemsnitlig provins mast ned i storbyen.

Hans Peter de Place Hansen peger på en høj, nybygget etageejendom, der ligger over for Frederikssundsvejens Skole. Salget af lejlighederne her viste, at Nord-Vest først for ganske nylig har fået karakter af et brand. Ejendomsmægleren markedsførte nemlig lejlighederne under stedsbetegnelsen 'Nørrebro'.

Ejendommen har i øvrigt tre forretninger i stueetagen: En benzintank, en spillehal og - halløj! - en trendy café med en stribe kunstig græs på fortovet, hvor der lige akkurat kan stå et par caféborde. Et sært syn på den affolkede Frederikssundsvej, men samtidig tegn på, at kvarteret er ved at tage tilløb til et stort spring ind i fremtiden.

Omvæltningens arnested

Ved at gå nordpå ad Provstevej kommer man snart til den ulmende omvæltnings arnested. Først ser det ud, som om man ved en fejl er blevet teletransporteret til en middelstor dansk købstadsgade, med 2-3 etages småejendomme vekslende med bilværksteder i barakagtige bygninger. Men så går det op for en, at dette er Nord-Vests kreative hjerte. Det ene hus efter det andet renoveres, og beboere med mere langhårede uddannelser end forgængerne flytter ind. Gadens fire vejkryds er udstyret med et rundt trafikbump, der udover at sætte bilernes hastighed ned sender et visuelt signal om, at her holder vi sammen.

Og det gør man. Lokale ildsjæle organiseret i vejlaug løfter kvarteret i flok og sikrer, at beboerne føler sig som ejere af forandringerne.

Så til højre ad Rentemestervej, hvor det bliver tydeligt, at Nord-Vest formår at bevare sine arbejdspladser, selv om den fysiske fremstillingsvirksomhed efterhånden fases ud. Mange af de gamle værksteder lokker med rimelige huslejer og er overtaget og istandsat af it-folket og dets slægtninge med navne som Symbolik, Tools Design, IT-Kompetence, HotWave Lydproduktion og Modus Kommunikation. Skriv Nord-Vest på visitkortet og scor højt på skalaen for nytænkning, synes forventningen at være.

Rentemestervej krydses af Frederiksborgvej og et mægtigt nybyggeri, Marstrands Have, breder sig ud med tilbud til liebhavere om lejligheder, der udformet som samuraisværd skærer sig vej ind i det 21. århundrede. Byggeriet kan minde om, hvad der for tiden opføres på Islands Brygge eller i Hellerup Havn.

Men den særlige Nord-Vest ånd fornægter sig ikke, påpeger Hans Peter de Place Hansen. At løfte kvarteret er ikke at jævne det med jorden og bygge forfra. Så ville den hidtidige befolkning jo blive udsat for brutal udrensning. Derfor skal en lettere frønnet, traditionel boligblok inklusive et simpelt møntvaskeri i hjørnebutikken blive liggende lige over for luksuslejlighederne. Huse og mennesker må lære at leve med forskellighederne og danne en syntese af fortid og fremtid.

På den måde kommer det nye Nord-Vest til at handle om socialt samspil mellem den kreative klasse og kioskejer-klassen. Der er lagt op til en fredelig dyst på samuraisværd og flæskesvær.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu