Læsetid: 4 min.

Nordatlantisk vrede

2. maj 1998

Et koloniseret folk er blevet alvorligt vrede på kolonimagten. Selv om sproget lyder næsten forhistorisk, er det sådan man må tolke resultatet af det færøske lagtingsvalg i torsdags. Et stort flertal på 70 procent har stemt på partier, der går ind for større færøsk selvstyre eller selvstændighed.
Historien bag vreden er kondenseret i valget af den 32-årige journalist Høgni Hoydal. Han blev blæst ind i Lagtinget med 1.600 stemmer - det højeste personlige stemmetal nogensinde- efter at have produceret en række afslørende og kritiske udsendelser om den færøske bankskandale til færøsk tv.
Hoydals parti, Republikanerne, voksede fra 10 til næsten 24 procent af stemmerne og blev dermed valgets ubestridte vinder. Sammen med Folkeflokken og det lille Selvstyreparti kan partiet danne en selvstyrekoalition med et flertal på 18 ud af 32 mandater.
Der er heller ingen tvivl om, at det færøske Socialdemokrati, som folketingsmedlemmet Joannis Eidesgaard - ham som ikke ville stemme for Birte Weiss som formand for Folketinget og dermed satte Ivar Hansen i det sæde - er formand for, opnåede lidt over 22 procent af stemmerne ved at skærpe kritikken af den danske regerings rolle i banksagen.
Kun lagmand Edmund Joensens Sambandsparti forsvarede under valgkampen færøernes nuværende relationer til Danmark. Det kostede partiet et vælgertab fra lidt over 23 procent til 18 procent af stemmerne.

Vreden er skabt af den danske regerings pinlige håndtering af bankskandalen. I januar måned oplevede Informations udsendte reporter færingernes store forventninger til den såkaldte Grønborgrapport om banksagen. Her var muligheden for oprejsning efter mange års modgang:
Det begyndte med en biologisk krise, da fisken forsvandt. Og i et mikrosamfund midt ude i Atlanten som er fuldstændigt afhængig af fiskeriet blev den biologiske krise lynsnart forvandlet til en økonomisk. Som de færøske politikere havde brolagt vejen for ved at føre en økonomisk politik, der alt efter temperament kan kaldes uansvarlig, vanvittig eller svindelagtig, med kæmpeinvesteringer i havne, veje og tunneller, overbelåninger af skibe i 120 millioner kroners klassen, selv efter at fisken forsvandt, en enorm offentlig gæld og underskud på betalingsbalancen.
I løbet af vinteren 1992 steg arbejdsløsheden fra omkring nul til flere end 4.000 - ud af en samlet befolkning på 44.000. Antallet af tvangsauktioner steg, panikken bredte sig og udvandringen eksploderede. Bare i løbet af 1993 og 1994 rejste lidt over 6.000 personer
- og en femtedel af dem var børn under ti år, der fulgte med på deres forældres flugt fra krisen.
Det er hovedforklaringen på, at Færøerne skylder den danske stat omkring 5,7 milliarder kroner efter en hovedrengøring af udlandsgælden og bankkrisen.
Og forklaringen på, hvorfor færingerne på tværs af partiskel og andre skel simpelt hen følte det uretfærdigt, at de oven i den biologiske og den økonomiske krise skulle rydde halvanden milliard kroner op efter at Den Danske Bank havde opgivet at tjene flere penge i sit færøske datterselskab.

Grønborgrapporten og det politiske for- og efterspil bragte imidlertid hverken forløsning af vreden eller forsoning. Godt nok beskrev rapporten forløbet omkring aktiebyttet i de to kriseramte færøske banker, hvor Den Danske Bank slipper af med moderselskabsforpligtelserne over for Føroya Banki, så der ikke hersker tvivl om, at færingerne er blevet taget ved næsen af bankens direktør Peter Strårup.
Men det politiske ansvar ville statsminister Poul Nyrup Rasmussen ikke påtage sig som andet end ren retorik. Ingen indrømmelser af, at regeringens ansvarlige ministre undveg på fatale punkter: De satte ikke færingerne ind i, hvor alvorlig bankernes situation var i 1993. De leverede ikke et tilstrækkeligt kvalificeret modspil til Den Danske Banks drevne forhandlere. Og meste besynderligt af alt, indkaldte de ikke Nationalbankens direktion. Det er ellers sket ved samtlige banksammenbrud i Danmark før og efter foråret i 1993, hvor Færøerne med kort varsel blev tvunget til at overtage ansvaret for Føroya Banki. Og den tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer har i færøsk tv rent ud sagt: "Jeg synes, at den transaktion med aktiebygget var forkert. Og derfor mener jeg, at tabene er landet forkert. Det her var et tilfælde, hvor man hastede en sag igennem på et meget svagt grundlag".

Frigørelses- og selvstændighedspartierne taler om mere uafhængighed, ikke om løsrivelse her og nu - uafhængighedstrangen rækker for de færreste færinger til at sige nej tak til det årlige danske bloktilskud på nær en milliard.
Men lige her kommer Norges statsminister, Kjell Magne Bondevik med en invitation til det kommende landsstyre. Ifølge en artikel i den førske avis Socialurin vil han gerne drøfte drøfte norsk hjælp, som det udtrykkes, til et færøsk olieeventyr. Bondevik er ude i forførende ærinde, betoner de historiske bånd mellem Færøerne, Grønland og Norge og understreger, at Norge har adskillige olieselskaber, der magter at påtage sig opgaven.
Den norske statsminister undlader høfligt at nævne, at Danmark kun har et enkelt firma med tilstrækkelig kompetence inden for olieudvinding: A.P. Møller. Men det tænker enhver færing - og tilføjer, at den samme Møller hører til blandt Den Danske Banks storaktionærer.
Selv om ingen mors sjæl endnu kan vide, hvilke olie- og gasreserver, der gemmer sig under klipperne i det nordatlantiske hav, sætter drømmene om eventyrets mulighed blus under selvstændighedstrangen. Regeringen har udsigt til stormfulde forhandlinger med det nordatlantiske. fris

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her