Læsetid: 4 min.

Nordirland i krise

25. juni 2001

NU BRÆNDER det i Belfasts gader. Igen. Og spørgsmålet har rejst sig, om Nordirlands fredsproces er på vej i samme retning som den i Mellemøsten og tilsyneladende også den i Baskerlandet – nemlig baglæns. Den fare har altid bestået i Nordirland og gør det så sandelig også nu. Hvert år blusser konfrontationerne op mellem de protestantiske, såkaldte loyalister (der er »loyale« mod det Forenede Kongerige, som Nordirland er en del af) og mod den katolsk dominerede »nationalistiske« fløj (som vil have én »nation« i Irland, dvs. have Nordirland slået sammen med Republikken Irland).
I år er et deprimerende gensyn med den tradition. I sidste uge var der deciderede gadekampe i Belfast, og volden kan meget vel tænkes at gå en omdrejning op i såvel spredning som intensitet, når marchsæsonen for alvor tager fat i juli.
Her marcherer protestantiske klubber for at markere deres kulturelle egenart og historie. Og mange af de traditionsrige marcher foregår uden problemer, hvor de nærmest fungerer som en slags cirkusoptrin. Men nogle af marcherne tiltrækker hvert år kontrovers. Til tider fordi marchen degenererer til en slags triumftog, hvor protestanterne mindes og fejrer deres sejr over katolikkerne i det 17. århundrede. Eller til tider fordi ekstremister – på begge sider – kidnapper marchen og anvender den til egne politiske formål.

UNDER alle omstændigheder repræsenterer volden de følelser af tab af indflydelse, frustration og svigt, som dele af den nordirske befolkning nærer over for den fredsproces, som ellers har ført til våbenhvile, selvstyre og økonomisk fremgang. Politisk spejler disse følelser sig i en flugt fra midten og ud til ekstremerne. Det sås senest i valget til parlamentet i London, hvor de moderate, midtsøgende partier gik tilbage til fordel for de hårdere elementer på fløjene.
Mange protestanter føler, at den katolsk-dominerede irske republikanske hær IRA, der i årevis har ført en voldskampagne for at få briterne ud af Nordirland, er blevet uberettiget ’belønnet’ med legitimitet, ministerposter i lokalstyret og indflydelse til hærens politiske arm Sinn Fein. Disse protestanter føler, at IRA/Sinn Fein i det mindste kunne lade sig afvæbne for at gøre sig fortjent til denne nye status. Mange katolikker føler, at protestanterne bare forsøger at undgå at miste den dominerende status, som de har haft i århundreder. Efter deres mening er afvæbning ikke nødvendig – der er jo våbenhvile, ikke sandt?
Våben er – også – symboler. Så hvis IRA/Sinn Fein mener det alvorligt, at de har lagt den væbnede kamp bag sig og favnet demokratiet, burde det være i deres interesse at sende det signal ved at aflevere deres våben. Det vægrer bevægelsen sig stadig ved, samtidig med at dens politikere deltager i det politiske liv.
Det er forståeligt, at det harmer mange mennesker at se IRA/Sinn Fein på den måde kræve både de demokratiske fordele og muligheden for at hive revolveren frem fra under bordet. IRA burde afvæbne sig og jo hurtigere jo bedre. Omvendt gør protestanterne det ikke nemmere for dem. Jo flere loyalister, der smider med rørbomber og andet stads mod katolske hjem i Belfast og andre steder, jo mere vil katolikkerne insistere på, at ’kampen’ netop ikke er forbi, og at afvæbning ville være det glade vanvid.

RENT praktisk har provinsens førsteminister, den protestantiske David Trimble, truet med at gå af til juli, hvis IRA ikke er begyndt på afvæbning inden da. Det vil i givet fald formentlig betyde lokalstyrets fald. Og så bliver der rigtig krise. Hvis der skal findes en løsning på afvæbningsproblematikken, ligger den formentlig i en form for porthandel med IRA, hvor usmagelig den end måtte være.
Elementerne i en sådan handel har været til stede længe. De består i, at IRA på sin side i det mindste begynder en afvæbning, mens den britiske regering reformerer den lokale politistyrke, som traditionelt har været på protestanternes side. Faktisk i dén grad, at den er indædt forhadt af de nordirske katolikker. Endnu et element er det britiske sikkerhedsapparatur – ikke mindst antallet af britiske soldater.
Men et kompromis bliver vanskeligt. For provinsens politikere er presset ikke bare af deres partibagland men af en befolkning, som synes at være blevet desillusioneret af midtvejspolitik og har bevæget sig ud mod fløjene. Men det er svært at se, hvad de egentlig vil dér. Protestantiske ekstremister vil ikke få storbritisk overhøjhed over Nordirland med deraf følgende status og privilegier tilbage. De tider er forbi. Og katolske ekstremister vil ikke få slået Nordirland og Republikken Irland sammen. Den logiske følge er, at så må de to befolkningsgrupper lære at arbejde sammen.
Den logik understøtter hele fredsprocessen og dens institutioner. Og måske er det et håb, at processen aldrig har været ligetil, og at den fra tid til anden er braset sammen, men at den også indtil videre har formået at rejse sig igen, børste sig af og vakle videre. Måtte det ske igen.

beb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu