Læsetid: 3 min.

Nordirlands valg

25. november 2003

I MORGEN er der valg i Nordirland til den regionale lovgivende forsamling, der har til huse i parlamentet i Stormont.
Valget er afgørende. Det skulle have været afholdt i maj, men blev udsat. Det gælder stabiliteten og den skrøbelige fred i den britiske provins.
Men selv om der fra alle sider lyder stærke opfordringer til vælgerne om at stemme – senest i går fra den britiske minister med ansvar for området, Paul Murphy – tyder ikke meget på, at den nordirske vælgerbefolkning har tænkt sig i overvældende grad at fylkes om valgurnerne. Tværtimod. Meningsmålingerne siger, at blot lige over 50 procent har tænkt sig at stemme.
Hvorfor? Fordi der ingen umiddelbar udsigt er til, at de valgte medlemmer kommer til at udøve deres demokratiske indflydelse. Formelt er valget godt nok til de 108 pladser i den selvstyrende nordirske forsamling, men efter valget er overstået, vil der ikke være noget lokalt parlament. Hele forsamlingen blev suspenderet i oktober sidste år, da skandaler om politisk udspionering og aflytning begået af ansatte i Stormont, truede med at destruere fredsaftalen, den såkaldte Langfredags-aftale der, som Tony Blairs hidtil største indenrigspolitiske triumf, kom i stand i 1998 efter våbenhvilen i 1994.
Suspenderingen af parlamentet, som betød en tilbageførsel af magt til det direkte styre fra London, har dels medført en udbredt folkelig ligegyldighed over for nordirsk politik, dels gjort det uhyre svært for de nye selvstyrende institutioner at etablere sig som legitime i befolkningens øjne. Især fordi det ikke er første, men fjerde gang i Stormonts korte omtumlede historie, at forsamlingen suspenderes. Forsamlingen etableredes i 1998, men fik ingen politisk magt før december 1999. Før forsamlingen kan reetableres skal de store nordirske politiske partier enes om at dele magten i parlamentets overbygning – den lokale nordirske regering, hvor der sidder 10 ministre, en førsteminister og en vice-førsteminister.

HER ER det værd at huske på, at valget i Nordirland er to-delt. Et valg finder sted inden for den protestantiske/loyalistiske/unionistiske lejr – dem, der ønsker at bevare Nordirland som en del af Storbritannien. Det andet valg tages inden for den katolske/nationalistiske/republikanske lejr, der kæmper for at løsrive Nordirland fra britisk styre for at forene den nordirske region med den irske republik.
Eftersom der i grove træk ikke findes nogen vælgere, som flytter sig inden for de to cirka lige store lejre, er det i de interne kampe, man finder den mest indædte valgkamp.
Hos republikanerne har IRA’s politiske talerør Sinn Fein i meningsmålingerne overhalet det moderate SDLP. Blandt unionisterne kæmper det forhandlingsvillige UUP (Ulster Unionist Party) ledet af den forhenværende førsteminister, David Trimble, mod det lidt mindre DUP (Democratic Unionist Party), som er anført af den kendte højtråbende Ian Paisley. Sidstnævnte har med næb og klør gået imod enhver forhandling med Sinn Fein, hvis ikke forhandlingerne var akkompagneret af IRA’s totale og betingelsesløse ødelæggelse af alle organisationens våben. Sammenbruddet af de sidste forhandlinger om fred i oktober i år kollapsede netop på spørgsmålet om destruktionen af IRA’s våbenarsenal.

UUP ER fortsat foran DUP i meningsmålingerne, men kun med få procent. Det kan ikke udelukkes, at Sinn Fein (som ligger to procentpoint foran SDLP i de nyeste meningsmålinger) kan ende med at blive Nordirlands største parti. Hvis det tilmed lykkes for DUP at overhale UUP, ligger fredsaftalen efter de fleste iagttageres opfattelse i ruiner. Det er et hovedkrav fra Paisleys parti, at fredsaftalen erstattes af en helt ny aftale. Nationalisterne har på forhånd udelukket enhver snak herom. Den britiske regering fastholder også den eksisterende aftale som basis for det videre forløb.
Men også selv om David Trimbles unionister skulle vinde valget og forhandlingerne med IRA fortsætte, vil Trimble stå med modstand mod sin linje fra egne rækker.
Det mest sandsynlige er, at Stormont forbliver suspenderet, mens den britiske regering holder nye forhandlinger og evaluerer langfredagsaftalen i december. Denne evaluering vil så kunne tjene som et middel til at få nye forhandlinger i gang.
Og det er nok det eneste, der med sikkerhed kan siges om det videre forløb. Valget står mellem sammenbrud og ekstremt hårde forhandlinger. Med den nordirske befolknings sammensætning og det heraf følgende de-facto todelte civilsamfund er der ingen opskrift på nemme løsninger. Til gengæld ved man i det mindste, hvad de to siders langsigtede mål er. Og selv om disse er modsatrettede, giver det i teorien mulighed for et kompromis. Herved adskiller Nordirland sig markant fra terrortruslen fra al-Qaeda, hvor der ingen formelle krav er – en trussel, der har afløst IRA som Londons største sikkerhedsproblem.

AG

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her