Læsetid: 3 min.

Nordisk filmpris til 'Voksne mennesker'

Islandske Dagur Kári vandt den nordiske filmpris ved Göteborg Film Festival for sit sort/hvide slackereventyr i København, 'Voksne Mennesker'
6. februar 2006

"Jeg kan godt tage, at kritikerne ikke priser mig i år. Men at kirken i Göteborg har taget sin hånd fra mig, gør mig lidt bekymret," fortalte Dagur Kári den svenske avis Göteborgsposten med et skævt smil efter uddelingen af priserne ved Göteborg Film Festival lørdag aften. For tre år siden vandt han nemlig Grand Slam på festivalen for sin poetiske debutfilm Nói Albinói. Han fik både den nordiske filmpris, kritikerforbundets Fiprescis pris samt den svenske kirkes filmpris.

I går måtte han 'nøjes' med festivalens hovedpris på 150.000 svenske kroner for Voksne Mennesker, da islandske Baltasar Kormákurs A Little Trip to Heaven faldt mest i filmkritikernes smag, og Niels Arden Oplevs Drømmen fik den kirkelige pris med en flot motivation om en flerdimensionel fortælling, der uden at indbyde til enkel identikation med nogle helte vækker spørgsmål om vold og menneskeværd, tvivl og tillid.

Dagur Káris herligt legesyge, nybølge-inspirerede film fik prisen for 'med en ung, ansvarsløs rebel i centrum, med indsigt og humor at sammenføje fragmenter fra et rodløst samfund til en kunstnerisk udfordrende helhed'. Dagur Kári var glad for, at Voksne Mennesker faldt i juryens smag og fik takket bredt hele vejen rundt. Men hans næste film bliver ikke i dansk regi. Hans tredje spillefilm The Good Heart, som efter planen skal indspilles på Island til sommer, bliver overvejende med amerikanske skuespillere, når den vil forsøge at udforske grænserne mellem tragedie og komedie.

Dagur Káris landsmand Baltasar Kormákurs A Little Trip to Heaven er et af to eksempler i den nordiske konkurrence på islandske instruktører i ambitiøst co-produktionsregi. Mens den canadisk bosatte Sturla Gunnarsson slap mindre heldigt fra sit engelsksprogede vikingeepos Beowulf & Grendel, som åbnede festivalen, afsluttede Kormákur fredag aften stemningsfuldt det nordiske konkurrenceprogram med sit Fargo-inspirerede drama med Forest Whitaker og Julia Stiles i hovedrollerne. Historien om en forsikringsagents overraskende udforskning af et mystikomgærdet dødsfald udspiller sig i USA, men er indspillet på Island, og Kormákur formår bl.a. med musik af Mugison at bevare en islandsk stemning trods det udenlandske input. Det bliver spændende at se, hvordan Dagur Kári får den svære kabale til at gå op

Originalt animeret

Festivalens store kortfilmpris, der består af filmudstyr til en værdi af mindst 700.000 svenske kroner, gik til den animerede dokumentarfilm Aldrig som den første gang af Jonas Odell, der også blev publikums kortfilmvinder. Filmen bygger på interview med personer, der fortæller om dengang, de mistede deres uskyld, og de vidt forskellige historier er originalt animeret, så de perfekt fanger tidsbilledet og stemningen. Fra den morsomme historie om et hurtigt, tilfældigt festknald på et toilet over et uhyggelig nøgternt genfortalt overgreb til en gammel mands fortælling om den magiske første gang.

Göteborg Film Festivals program i år illustrerer tydeligt, at der er liv i dokumentaren, og der har bl.a. været stor interesse for Simone Aaberg Kærn og Magnus Bejmars Smiling in a Warzone, hvor de flyver fra Danmark til Kabul for at give en ung, afghansk pige mulighed for at flyve. Anders Østergaards dokumentarfilm om Gasolin har også haft premiere heroppe, og ifølge Anders Østergaard har svenskerne vidst mere om bandet, end man umiddelbart skulle tro. Det kan godt være, at de har svært ved at sige 'rabalderstræde', men derfor kan man alligevel godt rocke med.

Alt i alt har den velbesøgte festival haft meget godt at byde på, selv om kvaliteten i det nordiske konkurrenceprogram har været meget svingende.

www.filmfestival.org

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her