Læsetid: 3 min.

Nordkorea fastholder trodsig linje

Den brede internationale fordømmelse af Nordkoreas atomvåben-forsøg har kastet regimet ud i en af dets hidtil værste kriser
12. oktober 2006

TOKYO - "Hårde sanktioner svarer til at erklære vort land krig og vil resolut blive imødegået af vort folk."

Budskabet blev givet i går af Kim Yong-nam, formand for parlamentet i Pyongyang, i et interview med det japanske nyhedsbureau Kyodo og bekræfter, at Nordkorea ikke viger en tomme for den storm af kritik, der har ramt det fra omverdenen. Samtidig truede Kim med at gennemføre nye kernevåbenforsøg.

Fra den demilitariserede zone mod Sydkorea rapporteres, at nordkoreanske soldater nu optræder meget provokerende, spytter imod sydkoreanske soldater på den anden side af det gigantiske pigtrådshegn og med tegnsprog signalerer, at de vil skære halsen over på dem.

Dette er kun det seneste bizarre indslag i den skræmme- og truestrategi, som er blevet den ludfattige, men svært militariserede nations varemærke igennem de seneste mange år. Det er Nordkoreas ekstremt høje spil og trussels-taktik, som gør det så svært for FN's sikkerhedsråd at enes om sanktioner. Hverken Kina eller Rusland modsætter sig afstraffelse af Nordkorea, men ingen af dem vover at gå så langt, som USA og Japan kræver.

"Sanktionerne må være passende," sagde Kinas FN-ambassadør Wang Guangya i går og antydede, at Beijing til trods for sin vrede ikke var rede til at gribe til den hårdeste straf: Afbrydelse af olieledningerne over Tumen-floden. Sandsynligvis vil Kina også opretholde sin eksport af levnedsmidler.

Fødevarehjælp fortsætter

EU bestemte allerede tirsdag, at fødevarehjælpen skulle fortsættes, og heller ikke FN's Verdensfødevareprogram har nedtrappet sin hårdt tiltrængte bistand.

"Vi kan ikke straffe millionvis af hungrende og underernærede," siger EU's udenrigskommissær Benito Ferrero-Waldner.

Hvis Kina lukkede for oliehanerne, ville hele Nordkorea meget hurtigt blive mørkelagt og de fabrikker, som endnu er åbne, blive tvunget til at lukke igen. Men sådanne skridt risikerer at skabe en situation, som kan blive yderst vanskelig at kontrollere.

Derimod forventes både Kina og Rusland at acceptere en havneblokade af Nordkorea, som vil indebære, at alle ind- og udgående fartøjer skal gennemsøges for våben, højteknologi og narkotika.

USA har tidligere opbragt nordkoreanske både i Det Indiske Ocean, men det er sket under helt andre omstændigheder.

"Vi må for enhver pris forhindre Nordkorea i at tage næste skridt i udviklingen af kernevåben og missiler," siger en amerikansk kilde til avisen Asahi Shimbun.

I går forsikrede Condoleeza Rice dog Pyongyang om, at USA ikke har grund til at angribe Nordkorea, og at man her ikke "behøver nære frygt for dette". For 'den kære leder', Kim Jong-il, er der dog tale om en af de største kriser i hans tid som leder. I en situation, hvor Nordkorea føler sig svigtet af Kina, og hvor Sydkorea overvejer at droppe sin 'solskinspolitik' (optrappet diplomati, begyndende økonomisk samarbejde), er det svært at forudse, hvordan han skal tackle krisen.

Nogen konfrontation til havs bliver der næppe. Men der er stor risiko for, at Kim kan fremprovokere det, der er værre, eftersom presset fra militæret er stort, og Nordkorea har erfaring for, at militære trusler altid tidligere har ført til indrømmelser eller kompromisser fra modstanderside.

Japanske sanktioner

Ingen har hidtil vovet at betragte Kim Jong-ils trusler som tomme, og i dag sidder han med kernevåbenkortet på hånden. I går skærpede den japanske regering sine økonomiske sanktioner med umiddelbar virkning. Ingen nordkoreanske både tillades længere at anløbe japanske havne eller farvand. Al import og alle finanstransaktioner stoppes. Fødevarehaller over landet renses for tonsvis af nordkoreanske krabber, fisk og eksklusive søpindsvin, mens forskellige havne har dumpet og brændt nordkoreansk gods, som er er ankommet over de seneste dage.

I Seoul, som ligger blot 53 km syd for den demilitariserede zone, mærkes endnu intet til krisen, skønt Kim Jong-il allerede for 20 år siden truede med at forvandle den 15 millioner store metropol til "et ildhav". Kursfaldene på børsen har været minimale, og ingen synes opskræmt. Men opinionen er vendt. Over 60 procent mener nu, at regeringen skal genoverveje den 'solskinspolitik', som for seks år siden gav den tidligere præsident Kim Dae-jung Nobels fredspris, fordi den 'for ensidigt har gavnet diktatoren i nord'.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu