Læsetid: 4 min.

Norge i 1000 år

28. august 2001

HVORFOR KOMMER de kongelige altid sejlende, mens præsidenter flyver? Spørgsmålet er muligvis det, man kalder ledende, for vistnok flyver også de kongelige, hvis de skal langt nok væk, men lur os, om de ikke foretrækker at sejle, så snart de kan se deres snit. Tag Prins Henrik, der ikke kunne komme til bryllup i Norge i weekenden, fordi han sejlede kapsejlads; tag kong Skjold, der kom til Danmark på en snekke for fulde sejl – og se på Olav Trygvasson, som i øvrigt var den første norske konge, der fik truslen om kongemagtens tilintetgørelse at føle. Ombord på Ormen hin Lange deltog han i slaget ved Svold år 1000 sammen med sin navnkundige bueskytte Einar Tambeskælver. Som historiekyndige vil huske, røg strengen på Einars bue, og på kongens spørgsmål om, hvad der brast med så høj en klang svarede Tambeskælver de udødelige ord: »Norges rige af din hånd, konge.«

HER GODT og vel 1000 år senere lurer nye trusler på den norske kongemagt. Den nybagte kronprinsesse, Mette-Marit Tjessem Høiby, har angiveligt nydt sin ungdom i et omfang, der mindst kan måle sig med vor egen kronprins’ udfoldelser, og offentliggørelsen af de royale bryllupsplaner fik øjeblikkelig det norske kongehus’ popularitet til at bevæge sig samme vej som Ormen hin Lange, nemlig mod bunden. Men efter at den små Mette-Marit offentligt havde angret, dog uden at gå i detaljer med hvad, er aktierne på denne feudale gren af underholdningsindustrien atter oppe på en betryggende 70 procent.
Gad vide, om Danmarks kronprins, der var forlover ved brylluppet, ikke er gået til opgaven med sin helt egen entusiasme. Man skulle mene, at Haakons eksempel massivt har udvidet feltet af acceptable gemalinder til den danske trone. En popsild, en model og et par uskarpe, bare paparazzobryster tager sig nærmest sømmeligt og kysk ud ved siden af narkoen, pusheren og den uægte søn i Mette-Marits bagage.
Men især det sidste, sønnen Marius, er samtidig det håndgribelige bevis på, at kongehuse nu om dage holder sig på tronen ved hjælp af andre midler end
tilforn. På Kristiern II og Mor Sigbrits tid, kunne man have været sikker på, at kronprinsesse Mette-Marit fra det øjeblik, Haakon Magnus havde givet hende sin hånd, ville have intrigeret som en vanvittig og gladelig grebet til forgiftede kirsebær for at køre sin egen pode i stilling som tronarving. I dag berøres knap det pikante dynastiske problem, der opstår, hvis parret ikke kan få børn. Det er blot en mindre fatalitet, som en hær af gynækologer i påkommende tilfælde nok skal vide at råde bod på.

METTE-MARIT og Haakon har tilsyneladende fra første færd besluttet sig for at modernisere kongemagten. De fulgtes ad op ad kirkegulvet, de havde reserveret ti pladser i kirken til eks-kærestens kunder og andre subsistensløse fra det norske Kirkens Korshær, og sandelig om de ikke også havde lille Marius med som den ene af fem ’brudebørn’. Kort sagt et bryllup, der havde træk tilfælles med de ligeledes opulente arrangementer, deres jævnaldrende ynder at lade sig formæle ved.
Men lyseslukkere hører, trods kronprinseparrets nyvundne popularitet, tydeligt institutionens dødsklokker bimle. Mette-Marit er blevet kaldt en ’Ikea-prinsesse’, og argumentet har lydt, at et kongehus uden den ophøjede fjernhed, der kommer af ikke at være ligesom alle dem, den gemene hob kender fra sig selv, ikke i længden vil kunne overleve for skatteydernes penge.
Man kan undre sig over, hvad dommedagsprofeterne bygger deres antagelser på, eftersom kvalitet, lødighed, moral karakteregenskaber og sædelighed ikke i øvrigt efterspørges i det mediekredsløb, hvori de kongelige indgår. Hvorfor i alverden skulle det så netop i deres særtilfælde af den almindelige pludderstrøm være tilfældet? Det er rigtigt, at de britiske kronede hoveder har haft nogle problemer, men disse skyldes først og fremmest en forbløffende ubevidsthed om underholdningsindustriens mekanismer. Der er nemlig én ting, man som kongelig er forbandet forpligtet på, og det er at levere en happy ending.

DEN DRUKNER ej, som hænges skal,« lyder et gammelt ord. Det første undgik det unge par ved mod forventning ikke at komme sejlende til København i går. Det sidste sker heller ikke, så længe medierne kan fylde ord som ’Askepot’, ’oprigtig anger’ og ’moderkærlighed’ på historien.
Det er ganske vist rigtigt, at parret havde afmønstret i utide. Angiveligt var de stået af det norske kongeskib efter et enkelt døgn og var således ikke ombord, da snekken i går klokken 10 anløb kajen ud for Amalienborg.
Skuffelsen blandt de fremmødte skal have været stor, men på den anden side er det vanskeligt at fortænke det unge par i, at de efter alle strabadserne har haft behov for at nyde et par hvedebrødsdage helt privat.
Men man må jo konstatere, at turtelduerne var fløjet – hvad Norge dog næppe bliver republik af.

ks

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her