Læsetid: 2 min.

Norge: EU svigter Sri Lanka

Norge mener, at EU's terrorlistning af De Tamilske Tigre forhindrer freds-observatørerne i at arbejde i en situation, hvor de er mere efterspurgte end nogensinde
22. august 2006

Borgerkrigen i Sri Lanka raser, mens det nordiske observatørkorps (SLMM) - der hidtil har været den vigtigste stødpude mellem regeringen og oprørsgruppen De Tamilske Tigre (LTTE) - er skåret ned til et absolut minimum.

"Vi kan nu se, at det nordiske observatørkorps bliver halveret i en situation, hvor de er mere efterspurgte end nogensinde før. Jeg havde håbet på en meget anderledes situation," siger den norske forhandler, Jon Hanssen Bauer, til den britiske tv-station BBC.

Ikke længere neutral

Han mener, at EU's beslutning om at sætte LTTE på terrorlisten har besværliggjort korpsets arbejde. Allerede da EU i maj i år vedtog at føje LTTE til sin liste over terrororganisationer, advarede bevægelsen om, at den i så fald følte sig nødsaget til at bede de danske, finske og svenske observatører om at forlade landet. "Vi er kede af, at de må rejse, men vi ser dem ikke længere som en neutral part," udtalte LTTE.

De 12 danske observatører forlader landet den 31. august sammen med deres finske og svenske kolleger. Island og Norge, der dermed er de eneste tilbageværende lande i korpset, har besluttet at styrke deres indsats fra henholdsvis fire og ti til 16 og 20 repræsentanter.

Den gamle konflikt mellem Sri Lankas regering og den tamilske løsrivelses-bevægelse, der i de seneste 30 år har kostet omkring 60.000 mennesker livet, er i de seneste måneder blusset op. Der er daglige brud på våbenhvilen fra 2002, og omkring 1.500, primært civile, har mistet livet i år. I de seneste dage har der været voldsomme kampe ved den tamilsk dominerede halvø Jaffna i nord og i den østlige del af landet. I sidste uge kostede regeringsstyrkers angreb på en tamilsk pigeskole mindst 61 elever livet.

Ikke hensigtsmæssigt

Tidligere udenrigsminister, Niels Helveg Petersen (R), mener ikke, at det var "hensigtsmæssigt" at føje LTTE til terrorlisten i den tilspidsede situation, men henholder sig indtil videre til EU's beslutning:

"Men vi må tage en alvorlig diskussion om terror-listerne i det hele taget," tilføjer det radikale medlem af Udenrigspoltisk Nævn.

Holger K. Nielsen (SF) mener, at EU burde have lyttet til de norske advarsler.

"Den nordiske observatørstyrke har store aktier i fredsprocessen. At den danske regering valgte stiltiende at acceptere en terrorlistning, til trods for at den godt vidste, at det kunne skade fredsprocessen, var en stor fejl," siger SF's medlem af Udenrigspolitisk Nævn, der lover at rejse spørgsmålet i nævnet.

Enhedslistens Rune Lund er enig:

"Man har smadret en fredsproces ved at sætte den ene part af en etnisk konflikt på en terrorliste. Den danske regering må arbejde for at få omstødt den beslutning omgående," siger Rune Lund.

De konservatives medlem af Udenrigspolitisk Nævn, Pia Christmas-Møller, mener ikke, at der er grund til, at Danmark stiller spørgsmålstegn ved EU-eksperternes beslutning.

"Hvis vi gik enegang, ville vi være med til at undergrave den internationale terrorindsats," siger Pia Christmas-Møller.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra udenrigsminister Per Stig Møller.

Udenrigsministeriet oplyser, at omkring 600 udenlandske statsborgere har bedt om hjælp til evakuering fra den nordlige Jaffna-provins. Der er, ifølge ministeriet, to danskere i området.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her