Læsetid: 3 min.

Norge er mest til sport

Norge fejrer 100 års historie med et festskrift, der er på sporet af det særligt norske
28. november 2005

"Vi er ikke nogen kulturnation. Vi er en idrætsnation!," har den norske teaterinstruktør Stein Winge udtalt, hvis man skal tro hans kollega, Alexander Mørk-Eidem.

Udtalelsen falder i et interview, teaterkritikeren Monna Dithmer har med sidstnævnte i festskriftet Hundrede år og det halve kongerige, som Norges ambassade har udgivet på Aschehougs forlag i anledning af dette nationale jubilæum. Det er en aggressiv formulering af det ubestridelige faktum, at sportslivet indtager en så fremskudt position i norsk kultur, at en gennemsnitsdansker bliver temmelig forpustet.

Nordmændene stiller heller ikke skiene til side, når de skriver bøger. Man kan knap åbne en ny norsk roman, uden at hovedpersonen føler stærk trang til at forlade bykulturen og hengive sig til det primitive liv på fjeldet eller i et fjernt dalstrøg for at gøre op med sig selv. Senest i Erlend Loes roman Doppler, hvor figuren søger nyt liv på kanten af vildmarken, og sidste år med Per Pettersons Ud og stjæle heste, der udspiller sig i en primitiv hytte. Selv Jan Kjærstad lader sin mand i Kongen af Europa rykke i telt for at komme til rette med sit liv, om end forfatteren spenderer en del ironi på sportsånden.

Som nu også den nævnte Mørk-Eidem, der instruerede Ibsens Kongsemnerne, spillet bl.a. på både Det kongelige Teater, Dramaten og Nationalteatret i Oslo med dansk-norsk-svensk besætning i forskellig spillestil: danske skuespillere har altid et glimt i øjet til publikum: Vi lader bare som om, vi spiller det bare.

Svenskerne er mere psykologiserende og introverte, den norske scenestil er mere fysisk og direkte. At dramaet vakte begejstring i Oslo, siger sig selv. Det gik hæderligt i København, mens stockholmerne ikke gad se det. Så meget om forskelle og ligheder, der bliver forskelligt belyst rundt om i festskriftet. Det er redigeret af Anders Beyer, førhen musikkritiker i Information, redaktør af Dansk Musiktidsskrift.

Han står for et andet, væsentligt interview med to komponister, eksperimentatorerne Pelle Gudmundsen-Holmgreen og norske Cecilie Ore, begge på kant med den gode smag. Især I Norge var den nationalromantiske tradition så sej, at modernismen havde usle kår. Mellemkrigstidens eneste fornyer, Fartein Valen blev nærmest nedkæmpet, og først efterkrigstiden mere robuste Arne Nordheim kunne ændre opinionen.

Kulturel idræt
I Danmark kom et generationsgennembrud i 1960, da en flok musikere gjorde store ører i Köln ved verdensmusikdagene. Og Pelle G-H blev da ikke alene i verden om at forny udtrykket, det, som vi stadig kan have besvær med at høre os til fuld forståelse af, fordi vi har vænnet os til den musikalske fortælling.

"Det er sonateformen, der er slynglen!" siger han træffende.

Det rigt illustrerede festskrift rummer artikler om forholdet mellem dansk sprog, kunst og litteratur af Jørn Lund, Else Marie Bukdahl, Erik Skyum-Nielsen, en beretning af Rasmus Dahlberg og Rasmus Kjærbye Petersen om en kuriøs og entreprenant dansk major Lütken, der i sin nyopdagede dagbog nærmest har taget æren for Norges relativt fredelige adskillelse fra Sverige, der dog indebar en mindre krig, 'Slaget ved Oslo'. Desuden finder man i det 145 sider store skrift digte og hilsener til stimulans af det gode forhold mellem de skandinaviske parter i den lange historie, der stædigt har holdt liv også i kongehusene. Noget af en kulturel idræt.

Hundrede år og det halve kongerige: Festskrift udgivet af den norske ambassade, redigeret af Anders Beyer, 299 kr. Udkommer i dag. Forlag:Aschehoug.

ISBN:87-11-11854-7

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her