Læsetid: 2 min.

Norge overvejer forbud mod benzinbiler

Den norske regering planlægger allerede om syv år at forbyde salg af nye biler, som kun kan køre på benzin. Danske miljøordførere vil gå andre veje
24. maj 2007

Husk at sætte din bil i stikkontakten!

Det må nordmændene sandsynligvis snart lære at skrive sig bag øret, for ifølge den norske avis VG er Norges socialdemokratiske regeringsparti og dets støtter på vej med et forbud mod benzinbiler fra den 1. januar 2015.

"Dette forslag er i spil. Det er ikke sikkert, vi forpligter os til et konkret år som 2015. Men planen gælder jo også frem til 2020," siger en højt placeret regeringskilde til VG om regeringens klimaplan, der fremlægges i juni.

De norske overvejelser går på, at de eneste tilladte biler, som fremover skal kunne sælges, er benzinbiler, der også kan køre på bioethanol, dieselbiler, der bruger biodiesel samt hybridbiler, der kan oplades som supplement til benzindrift.

SF: Biobrændsel mangler

Klima- og energiordfører for SF, Anne Grete Holmsgaard, siger om det norske forslag, at det er problematisk, hvis det overvejende fremmer brugen af bioethanol.

"Man kan ikke bare sige 'ud med benzinbilerne og ind med biobrændstof-bilerne', for så meget biobrændstof findes der simpelt hen ikke. Så vil man bruge al biomassen til bilerne, hvilket betyder, at den kommer til at mangle til fjernvarme, og der bliver hårdt pres på fødevarerne, fordi majsmarkerne bruges til biobrændsel," siger Anne Grete Holmsgaard og fastslår:

"Der er derimod brug for el-biler og hybridbiler, som kører delvis på el. Dem kan der blive flere af, hvis man stiller mindstekrav til, hvor langt på literen en bil skal kunne køre. SF mener, at for eksempel alle taxaer bør være hybridbiler. Det afgørende er, at der indføres en certificering, som sikrer mod dårlige løsninger."

Miljøordfører Christian Wedell-Neergaard fra Det konservative Folkeparti synes, at de norske overvejelser "lyder noget ekstreme", som han forsigtigt udtrykker det.

K: Forbud er udansk

Han er på linje med SF kritisk over for øget brug af bioethanol. Om elbiler i Danmark siger han:

"Det var for mig personligt en stor skuffelse, at hybridbiler ikke blev billigere ved den seneste ændring af registreringsafgifterne."

Men hans velvilje over for hybridbiler får ham ikke til for eksempel at ville følge USA, hvor forskellige tiltag skal tvinge brugen af hybridbiler igennem, blandt andet ved at lovgive om, hvor mange kilometer pr. liter en bil skal kunne køre.

"Sådan en ting ligger uden for den danske model. Det er et af de mange initiativer, der tages lokalt i USA, fordi den føderale regering ikke vil være med i Kyoto-regimet, hvor Danmark jo gør sit. Det er ikke den vej, vi vil gå," siger Christian Wedell-Neergaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu