Læsetid: 5 min.

Normalitet på piller

Ny viden om neurokemiske processer ændrer fundementalt sygdomsforebyggelse og behandling. Men de etiske spørgsmål tårner sig op, for over en fjerdedel i den vestlige verden får klassifikationen 'mentalt ubalanceret' og pilleforbruget eksploderer
30. oktober 2006

Engang kunne voksne have ondt i livet, og børn kunne have svært ved at sidde stille. I dag ved vi, at det skyldes kemiske reaktioner i vores hjerner. Derfor hedder diagnoserne depression og DAMP, og den enorme industri, der er den internationale psykopharma, har pillerne klar til at 'normalisere' os.

Ovenstående er blot to af de mange sygdomsetiketter, som én af den internationale sociologiscenes absolutte spidser, professor Nikolas Rose fra London School of Economics, fremdrager, når han skal beskrive, hvordan synet på sygdom og normalitet har ændret sig. Han indvarsler et boom for medicinalbranchen drevet af ny indsigt i hjernens molekylære strukturer, men ny viden og nye behandlingsformer medfører også dilemmaer:

"Videnskabelige undersøgelser har beskrevet, hvordan mere end en fjerdedel af borgerne i USA og EU i løbet af et kalenderår udviser symptomer på psykiske ubalancer, der kan eller bør medicineres. I USA tilsiger tallene, at næsten halvdelen af befolkningen i løbet af deres levetid kan karakteres som psykisk ustabile, og det udvisker grænserne mellem behandling, helbredelse, forebyggelse og i sidste ende 'forbedring'," siger Nikolas Rose.

Usikkert gamble

Den verden, han indvarsler, er én, hvor de forskellige påvirkninger, vi udsættes for i vores dagligdag, kan aflæses som væske- og molekylestrukturer i vores hjerner, og ved at tilsætte diverse aktive stoffer kan man medicinsk skabe 'balance'.

Det mest udbredte eksempel er stoffet 'fluexetine hydrochloride', der anvendes mod depression, og i dens pilleudgave blandt andet kendes som Prozac, mens en variant af amfetamin (ritalin) ofte gives til børn med DAMP. Men der er myriader af eksempler.

Både blandt forskere og i medicinalbranchens marketingsafdelinger høres argumenter for, at mange af disse psykiske lidelser kan forudsiges som en funktion af samspillet mellem vores arveanlæg (DNA) og vores egne, unikke molekylære sammensætninger i hjernen, og derfor også kan minimeres gennem screeninger og forebyggende medicin.

Men ifølge Nikolas Rose bør vi tænke os godt om:

"Det er tankevækkende, at voldsomt intensiveret screening for brystkræft og forebyggende behandling stort set ikke har nedbragt dødstallet."

"Der er ingen seriøs forskning, der har undersøgt, hvilke konsekvenser den intensiverede medicinering har for modtagerne på lang sigt. Hvis man ser på ritalin som middel mod DAMP som eksempel, så viser nye undersøgelser, at dets indvirken på hjernen er mere drastisk end kokains, og spørgsmålet er, hvilken betydning det får, at ca. fire millioner skolebørn alene i USA på denne måde gøres til neurologiske patienter," siger Nikolas Rose.

Hjernens mekanismer

Han advarer mod den forestilling, at vi er bare i nærheden af en komplet forståelse af de mekanismer, vi påvirker. Hjernen har mere end 10 milliarder neuroner med mere end 10.000 synapser som bindeledder, og et overblik over bevægelserne på molekyleniveau omfatter følgelig en forståelse af det urealistisk store antal kombinationer 1015.

"Engang troede man, at man kunne finde en DNA-beskrivelse for disse mentale sygdomstilstande - at det var et spørgsmål om tid, før vi kunne indsætte et rask gen - men i løbet af det sidste årti er vi blevet bevidste om, at det er langt mere kompliceret end som så. Det kan naturligvis være frigørende for den enkelte, hvis man kan få en diagnose for sin tilstand med tilhørende behandlingstilbud, men grundlæggende skal vi også som samfund tænke over, om vi går for vidt og risikerer, at kuren over tid bliver værre end sygdommen," siger Nikolas Rose.

Arv fra Foucault

Netop tid er et særligt afgørende aspekt af Nikolas Rose' forskning. Han har i adskillige bøger og akademiske artikler beskrevet den neurologiske videnskabs nyere historiske udvikling - dens genealogi - og hvordan de skiftende erkendelser i biologi, psykologi og psykiatri i en vekselvirkning med almene samfundsforhold, livsfilosofi og politiske beslutninger har skabt en ny bio-etik og nye muligheder (og risici) for social kontrol. Blandt andet gennem medicinering.

Hvis man synes, det lyder som et ekko af den franske tænker Michel Foucault, er det ikke så underligt, da Nikolas Rose sammen med amerikaneren Paul Rabinow er grundlæggere af et stort tværfagligt netværk af forskere, der er inspireret af Foucault. Og den arv vedkender Rose sig gerne:

"Det er klart, at et begreb som 'bio-magt' og erkendelsen af, at normalitet og anormalitet er størrelser, der kontinuerligt bliver defineret og redefineret over tid i komplekse og mange gange tilfældige relationer, har været helt afgørende for mig. Galskabens Historie og Klinikkens Fødsel har været meget vigtige for den måde, jeg har arbejdet i de seneste 25 år," siger Nikolas Rose.

I foucaultsk forstand taler man om 'emergens' - hvilket i denne sammenhæng kan være, hvordan og af hvilke årsager noget bliver konstitueret som norm, og videre hvad der forklarer, at værdien af salget af psykopharma i USA steg fra lidt over to mia. dollar i 1990 til over 19 mia. dollar i 2000 - og siden har fortsat den eksplosive vækst.

"Det handler om en generelt ny måde at tænke på. Både hvad angår det enkelte menneske som fysisk og neurokemisk selv, men også en kultur, hvor vi i stigende grad vurderer og prøver at forebygge og administrere risiko."

"Et af de spørgsmål, jeg gerne vil bringe frem, er risikoen ved risikotænkningen selv. Her kunne man nævne Irak-krigen, som er blevet beskrevet som en 'forebyggende krig' for at undgå et værre onde. Men denne forebyggelse har enorme omkostninger både menneskeligt og økonomisk, og har afledte konsekvenser, som vi endnu ikke kan vurdere omfanget af. Denne forebyggelseslogik og usikkerhed gælder også psykopharma," siger Nikolas Rose.

Ingen løsninger

Men spørgsmålet er så, hvad vi gør med de nye muligheder, bio-sektoren stiller os i udsigt? Skal vi bare sætte vores penge i aktier i medicinselskaber eller skal vi modsætte os, at en fjerdedel af moderne vestlige befolkninger i den rigeste, mest privilegerede tid i verdenshistorien, får diagnosen psykisk ustabil - bliver sygeligjort - og efterfølgende normaliseret, fordi mental ubalance er den nye normal?

"Det er netop det dilemma, vi står i! Men lige så lidt som jeg vil sige, at vi ikke skal gøre vores yderste for at lette en Alzheimer-patients lidelser, lige så lidt vil jeg påstå, at jeg har en løsning, der kan dæmme op for, at normalitet er noget vi får på recept," siger Nikolas Rose.

*Nikolas Rose: The Politics of Life Itself: Biomedicine, Power, and Subjectivity in the Twenty-First Century udkommer på Princeton University Press i November.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu