Læsetid: 4 min.

Norsk depression

2. september 1998

DEPRESSIV REAKTION som følge af overbelastning. Med den medicinske begrundelse har Kjell Magne Bondevik midlertidigt forladt Norges statsministerkontor. Fra mange sider strømmer der ham anerkendelse i møde - for ikke at have søgt at skjule den sande årsag til sit fravær. Listen er lang over statsledere, der har hemmeligholdt alvorlige lidelser, som kunne mistænkes for at påvirke embedsførelsen.
Ingen ved rigtigt, hvornår den 50-årige Bondevik
melder sig klar igen. Senest, når en finanslov skal fremlægges for Stortinget i begyndelsen af oktober, håber kolleger i regeringen.
Bondeviks depression kan have mange forklaringer. Under den norske valgkamp sidste efterår fremstod han som karismatisk politiker, en slags norsk Blair. Efter valget dannede Bondevik en smal mindretalsregering, der omfatter hans eget Kristeligt Folkeparti, Senterpartiet, og det liberale Venstre. De tre partier råder samlet over 42 af Stortingets 165 pladser.

SOM DANMARK oplevede det under Poul Hartlings smalle Venstre-eventyr fra december 1973 til februar 1975, har en regering med snævert fodfæste naturnødvendigt svært ved at holde balancen. Den duver med pres fra arbejdsmarkedet og andre pressionsgrupper. Og det, den kan forvente fra det store parlamentsflertal i opposition, er - med et Lenin-citat - "den støtte, som rebet yder den hængte".
Bondevik kunne ikke stå imod et voldsomt pres på lønninger og på det norske statsbudget. Netop forslaget til finanslov for 1999 er det, der ifølge norske iagttagere skubbede Bondevik over kanten: Hans egen inderkreds lækkede afslørende strategiske overvejelser til pressen. Herunder om, hvordan Kristeligt Folkeparti kan smyge sig ud af løfter om det kontante tilskud til børnefamilier. Ballade brød ud i statsministerens parti; de andre regeringspartier brokkede sig over, at regeringen mangler profil; den norske krone faldt omkap med regeringspartiernes popularitet i meningsmålinger.
Bondevik gik hjem.

EN STØRRE DEPRESSION ligger bag statsministerens, nemlig Norges. Landet er den næststørste olieeksportør i verden, lige efter Saudiarabien.
Med denne afhængighed af råvareeksport ligner norsk økonomi - uanset den tilsyneladende overflod - den tredje verdens. Det rammer hårdt nu, hvor prisen på råvaren, olien, nærmer sig en halvering. Hvis den rullende turbulens på finansmarkederne fører til en egentlig sænkning af aktivitet i den globale økonomi, vil energipriserne falde yderligere.
Siden olieeventyret begyndte i 1970'erne, har det været udfordringen i norsk politik at omstyre pengestrømmen til lønsom investering i udvikling af andre erhvervsaktiviteter, der kunne sikre robusthed.
Det var et kuriøst udslag af denne støttepolitik, at miljøets talskvinde par excellence, den tidligere socialdemokratiske statsminister Gro Harlem Brundtland, gav sig til at genoplive den norske hvalfangst, der var lagt i dok som følge af manglende rentabilitet - og Norges internationale miljøforpligtelser.
Når internationale valutahajer nu - tilgiv billedet - flænser ind i det norske hvalspæk, skyldes det deres sans for ubevægelig sårbarhed. Det er endnu ikke lykkedes Norge at finde en fremtidssikret erhvervsmæssig identitet.

MEN DEPRESSIONEN er også politisk. Ifølge den norske grundlov kan Stortinget ikke opløses mellem valgene hvert fjerde år. Er Stortinget sammensat, så intet samarbejdsdueligt flertal kan findes, må partierne pligtskyldigst skiftes til at lade regeringer havarere.
Det normale mønster er blevet, at de borgerlige begynder en regering i valgperioden, hvorefter den kæntrer, og socialdemokraterne - Arbejderpartiet - tager over og når at blive så upopulære, at de borgerlige får en chance efter valget, hvorefter...
Det er her, EU kommer ind i billedet. De borgerlige partier er så hadefuldt splittet over forholdet til Europa, at der ikke kan øjnes en chance for, at de nogensinde kunne få et flertal - og få det til at hænge sammen. De to EU-ivrigste partier i Norge er Arbejderpartiet og Højre. Også Højre står uden for den nuværende regering. De to mest EU-fjendtlige er Socialistisk Venstreparti og Senterpartiet. Sidstnævnte leverer den vikarierende statschef, kulturminister Anne Enger Lahnstein, der efter sin retorik op til EU-afstemningen i 1994 er kendt som Nej-Dronningen.
Gennem sit medlemsskab af EØS er Norge praktisk talt medlem af EU. Det er ikke med til at træffe beslutningerne - det fører dem ud i livet. Og må fra sidelinjen følge EU's udenrigspolitiske samarbejde - så meget det nu i øvrigt duer til.
Den tingenes tilstand er der for tiden en form for konsensus om at affinde sig med. Men i samme omfang, som den oliebaserede selvtillid begynder at smuldre, vender EU uafviseligt tilbage som det emne, der flår norsk politik i stumper.
Når Arbejderpartiet ikke sidder på magten i dag, skyldes det, at dets leder, tidligere statsminister Thorbjørn Jagland, inden valget sidste år på forhånd havde forlangt 36,9 procent af stemmerne for at fortsætte sin regering. Hans parti fik kun 35,1 procent og kunne således forventningsfuldt overlade ministerbilerne til de borgerlige.
Den sikre udsigt til, at Jagland snart vender tilbage til statsministeriet, gør det mindre interessant, om Bondevik når at gøre det inden.
Og hvad kan vi danskere så lære af det? At olieindtægter skal omgås med rettidig omhu? At vi ikke skal ændre vor grundlov, så Folketinget bliver uopløseligt mellem valgene? Og at det er en del af den skandinaviske byrde, at Socialdemokratiet regerer - uanset om det sidder i regering? dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her