Læsetid: 3 min.

Norsk modernisme sat i relief

Essays af Jan Erik Vold
13. august 2005

Den lyriske modernisme fik aldrig et egentligt gennembrud i Norge som i nabolandene, først med Finlands svensksprogede digtning fra omkring 1920, siden i Sverige gennem 1930'erne og 40'erne og i Danmark efter krigen, mere eller mindre proklamatorisk. Det er en orm, der gnaver i den fremtrædende poet, kritiker og formidler Jan Erik Vold. Utrættelig graver han i den særnorske tradition og måler sine fund med verdenslyrikken i udgivelse efter udgivelse og viser de hjemmegroede geniers uerkendte egenartede styrke. En litteratur med samme moderne konfliktstof, men i egne klæder og uden fælles gangart.

De digtere, som brød igennem i 1960'erne, havde ikke nogen levende norsk tradition at gå ind i. Udfoldelsen af en hjemlig modernisme var blevet standset af 1905, da Obstfelder gled ind i skyggen af de store rimmagere. Og af 1940, da Rolf Jacobsens friere pust måtte vige grunden for parolepoesi. Sådan siger han det - og udnævner Arnulf Øverland som den stor skurk, trolden i Grotten, den officielle kunstneræresbolig i Oslo.

En af de unge døde, Käte Næss, nåede at vise et andet flag med bare tre digtsamlinger, en storbydigter, endnu ikke læst på det niveau, hun fortjener: en international modernistisk forståelsesramme.

Ikke mange ville overhovedet tale om noget sådant, mens det pågik, siger Jan Erik Vold, trods det at også Georg Johannesen og Stein Mehren netop omkring 1960 trådte frem også med nyskabende poesi. Den litteraturhistoriske misere skyldes altså nærmest opinionen og kritikken.

Portrættet af Käte Næss og 11 andre er at finde i Volds seneste, nye essaysamling, God jul med Gertrude Stein, resultatet af et såkaldt poesi-år, 12 månedlige artikler i Morgenbladet. Valgslægtskaber, kunne man kalde de skikkelser, han her med detailfinesse og stærke læsninger karakteriserer, seks nordmænd sat i relief af Ivan Malinowski. Nelly Sachs, Tomas Tranströmer, Robert Bly, Gertrude Stein og den canadiske kritiker Hugh Kenner. De norske er ikke alle let tilgængelige: Kristoffer Uppdal er mest kendt for romanværket Dansen gjenom skuggeheimen, der også findes på dansk, om arbejderklassens fremvækst, men hans selvkonstruerede digtersprog på grundlag af Trøndelag-dialekten og gammelnorsk i bl.a. det 1.200 sider store hovedværk Kulten (1947), skal der mere end almindeligt mod til for at nærme sig - "stadig så godt som ulest av norske lyrikkomtalere". En anden, dog knap så skjult skat findes hos Ernst Orvil, som Vold har udgivet, ligesom han har arbejdet intenst som læser og udgiver af Gunvor Hofmo med den pinefulde digtning og skæbne. Den folkekære succesdigter og visesanger Alf Prøysen løftes op i eliten, dog vist ikke for første gang. Hans fortællinger for børn er elsket i Danmark, mens hans sprog på en selvgjort Hedemarksdialekt ellers kan være svær at tyde. Modernisme? Artistisk raffinerede husmandsviser er svaret. En anden sceneartist var Arild Nyquist, entertainer, legende mundtlig sprogfornyer også i selvbiografiske krøniker i Oslo-dialekt. Det er slående, at det langstrakte lands sproglige rigdom og variation langt overgår den danske poesis register, enten man så vælger en modernistisk synsvinkel eller ej.

Flere essays

I 1998 var Jan Erik Vold indstillet til Nordisk Råds pris for Storytellers, en såkaldt begrundet antologi over 14 forfattere hver præsenteret gennem et vigtigt digt, som har en historie at fortælle. En anden synsvinkel altså, men med flere af de samme yndlinge, Uppdal, Hofmo, Orvil, suppleret med Wergeland, Claes Gill m.fl. sat i selskab med bl.a. Rimbaud, Lawrence, Paul Celan, Robert Creeley og Wallace Stevens.

Og denne sidste har en hovedrolle i den mellemliggende samling essays, Px3 (2003), hvor Jan Erik Vold har gendigtet hans berømte digtsuite 'The Man with the Blue Guitar', inspireret af et Picasso-maleri. Et forfinet refleksionsdigt i 33 sekvenser over tingenes natur og de billeder, vi gør af dem. Forsynet med digterens egne grundige kommentarer. De to andre forfattere, som her er genstand for Volds kærlige og stadige omsorg er Alf Prøysen og Tomas Transtrømer. En modernistisk triosonate.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her