Læsetid: 4 min.

En norsk skæbne

29. oktober 1996

EFTERHÅNDEN HAR OVERRASKELSEN lagt sig efter Gro Harlem Brundtlands magtafkald fra Stortingets talerstol onsdag i sidste uge. En ny regering er dannet af Thorbjørn Jagland, og livet leves videre i det langstrakte, halsstarrige kongedømme i nord.
Men Gro Harlem Brundtlands skæbne som politiker er ikke sådan at blive færdig med. Den handler om spændet mellem idealer og virkelighed. Når det politiske hvervs udøvere bruger flosklen om politik som det muliges kunst, lægger det et mildt slør over en ofte pinagtig afstand mellem idealer og resultater. Om nogen var den tyske rigskansler Bismarck mand for at sætte sin vilje igennem. Alligevel måtte han konstatere: "Vi sejler på en tidens strøm, som vi hverken kan skabe eller lede, men på hvilken vi kun kan styre med mere eller mindre snilde og erfaring."
Gro Harlem Brundtland har totalt domineret norsk politik i to årtier. Hun har været al politisk diskussions centrum - også i de perioder, hvor landet lededes af en borgerlig regering. Hendes udstråling, hendes veloplagthed, hendes kraftfuldhed har tvunget alle andre aktører til at forholde sig til hende, før de overhovedet nåede frem til deres egen dagsorden - som så blev hendes, med de andre som indskudte gæstetalere. Selv Helmut Kohl, som har regeret i samme periode, har ikke på tilsvarende måde kunnet gennemtrænge alle led af tysk politik. Der kan faktisk tales om politik i forbundsrepublikken, uden det er nødvendigt at nævne Kohl. Sådan har det ikke været i Norge. Skulle man prøve at forestille sig noget tilsvarende herhjemme, måtte det være en Ritt Bjerregaard eller en Uffe Ellemann-Jensen - uden disses selvdestruktive karaktertræk (se om de danske politikere lederen på forsiden).
Gro Harlem Brundtlands personlige karisma har været så blændende, at øjet næppe har kunnet sanse, at hendes politik var en fiasko.

TO OVERORDNEDE, LANGSIGTEDE mål styrede Brundtland efter i sine lederår: 'Bæredygtig udvikling' og Norges optagelse som fuldgyldigt medlem af det europæiske fællesskab. Begge er i dag så fjerne, som da hun tiltrådte som statsminister i 1981. Ironisk nok har hendes skiftevise manøvreringer mod de to mål været medvirkende til, at Norge ikke har nået nogen af dem.
Bæredygtig udvikling var det sesam-ord, der blev grebet af FN's Verdenskommission for miljø og udvikling. Kommissionen, der blev nedsat i 1983, er mere kendt under Brundtlands navn, for hun var dens formand. En række fremtrædende internationale politikere, videnskabsfolk og erhvervsfyrster var medlemmer. Kommissionens opgave var at finde en formular for løsningen af den tilsyneladende uløselige konflikt mellem et presset miljø og en voksende verdensbefolknings behov for materielle goder. Formularen fandt kommissionen så i begrebet sustainable development. Af den selv forklaret som "den form for udvikling, der tilfredsstiller de nuværende generationers behov uden at forskertse fremtidige generationers muligheder for at tilfredsstille deres."
Måske var det kun en ordbesværgelse. For efter den første intellektuelle fascination over løsningen af det tilsyneladende umulige melder der sig ny spørgsmål: Ja, men hvordan, hvordan? Kommissionen peger selv på, at håndteringen af energien er nøglen til resten: Uden besparelser, effektivitet i alle led og overgang til de vedvarende kilder - så går det galt.
Og her gik det galt for Brundtland selv på den hjemlige scene. Norges dobbelte polstring med rigelig vandkraft og store mængder Nordsøolie holdt hende fra at forsøge sig med sine egne globale anbefalinger. Når norske miljøaktivister skosede hende for dette åbenbare svælg mellem ord og handling, svarede hun vredt: "En sådan kritik svækker mine muligheder for effektivt at være verdens miljøambassadør." Muligt nok, men hykleriet var til at føle på. Og det forblev heller ikke ubemærket i andre europæiske lande, at Norge var det første til at melde pas på den aftalte målsætning om stabilisering af CO2-udslippet i år 2000.
Men hendes voldsomme agitation om de bæredygtige idealer forsynede de norske EU-modstandere med slagkraftigt skyts mod den fæle union, der jo så visseligen ikke har nogen praktiseret bæredygtighed at prale af. (At Unionen i så henseende afspejler Norge selv, blev taktfuldt forbigået.) Det bidrog stærkt til afstemningsresultatet.

MEN MODSIGELSERNE standsede ikke her. I et forsøg på at vinde EU-omsætbar sympati blandt Nordnorges (statssubsidierede) fiskere gik Brundtland enegang i forhold til den internationale Hvalfangstkommission. Det svækkede det internationale miljøsamarbejde, som hendes egen kommission anviste som vejen frem. Da Brundtland i begyndelsen af 1990'erne havde fået bevilget en længere audiens hos daværende præsident Bush, forventede hans rådgiverkreds, at hun ville søge at presse USA til at forpligte sig i forhold til det globale miljøsamarbejde. Men de mange parader, rådgiverne havde forsynet Bush med, viste sig overflødige. Gro brugte sin tid på mødet til at forsvare den norske hvalfangst - i håb om at afværge amerikanske handelssanktioner. Det lo de meget af i Det Hvide Hus.
For Gro Harlem Brundtland er resultater også udeblevet på den skala, der er den mest gængse i politik: Valgsejre. Hun har aldrig formået at omsætte sin enestående popularitet i stor mandatgevinst for Arbejderpartiet. Det har kun kunnet regere i kraft af borgerlig splid og nag over EU.
Ved afslutningen af Gros norske karriere står vi med spørgsmålet: Var tidens modgående strøm for stærk selv for hende, eller manglede hun - når det kom til stykket - snilden til at vove populariteten for at nå resultaterne?

dr (David Rehling)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her