Læsetid: 4 min.

Norske tømmermænd

12. september 2001

AT SÆLGE brændevin på valgdagen er i Norge forbudt ved lov. Vinmonopolet er derfor lukket, og barerne åbner først for den hårde sprut efter midnat. De norske vælgere var derfor næppe uligevægtige, da de i går påførte statsminister Jens Stoltenberg og Arbeiderpartiet det dårligste resultat siden 1927. Så dårligt, at partiet med sine 24,4 procent af stemmerne formentlig mister regeringsmagten til en borgerlig koalitionsregering bestående af Kjell Magne Bondeviks Kristelig Folkeparti og Jan Petersens Høyre, med parlamentarisk støtte fra Carl I. Hagens Fremskrittspartiet.
Valget var således ret sobert. Nordmændene foretog en bevidst flugt fra Arbeiderpartiet, der i sin egen selvforståelse står som den naturlige leder af velfærds-Norge.
Vælgerne sagde ikke nej til en velfærdsstat. Men de sagde nej til, at Arbeiderpartiet er det bedste parti til at forvalte den. Norge har nemlig skimmel på slidte skoler og lange ventelister på sygehusene på trods af høje skatter og afgifter samt 523 milliarder kroner på bogen i sin oliefond. Det var de konkrete emner, som gav partiet det afgørende troværdighedsknæk, når det gælder velfærd. Nogle vælgere flygtede til Høyre, som både lovede lavere skatter, og at effektiviseringer i den offentlige sektor ville bane vejen for bedre skoler. Endnu flere flygtede til venstre, til Socialistisk Venstreparti (SV), som pludselig stod som eneste troværdige garant for, at de meget sygefraværende nordmænd fortsat får betalt den første sygedag. Partiet har heller ikke ligefrem lavere skatter og afgifter på programmet. Det vil derfor være forkert at tale om en
decideret højrebølge i Norge. Snarere må man kalde valget et protestvalg mod Arbeiderpartiet, mod den siddende regering. Et råb om forandring for forandringens skyld.

VED AT gøre Arbeiderpartiet til et normalt parti, har nordmændene sammensat et Storting med fem moderat store partier. Men med et borgerligt flertal og dermed førnævnte sandsynlighed for et regeringsskifte. Måske håbede Stoltenberg i de første timer efter nederlaget, at han kunne få Kjell Magne Bondevik over på sin side og dermed sikre sit parti ved magten. Men Bondevik er næppe interesseret og kommer nu til at flirte med Jan Petersen. Der er store forskelle på de to, og regeringsforhandlingerne kan blive langstrakte. Måske bliver Stoltenberg først væltet, når han præsenterer sit budgetforslag i Stortinget midt i oktober.
Fast ligger det imidlertid, at de norske vælgere har sendt et signal til de folkevalgte om, at samarbejde er vejen frem. Der er trængsel på midten i norsk politik, og uanset hvilken regering, som kommer, vil der være tale om en mindretalsregering. Hvis ikke partierne formår at samarbejde, kan nordmændene måske få tømmermænd over, hvordan de har sammensat deres parlament. Flere Høyre-vælgere kan også forvente tømmermænd, når det går op for dem, at partiet ikke kommer til at kunne leve op til sine valgløfter.
Nordmændene skal i det hele taget ikke forvente afgørende forandringer i deres hverdag i de kommende fire år. Og det gør de nok heller ikke.
Hvad vælgerne først og fremmest har ønsket er at fortsætte det opbrud i norsk politik, som startede ved sidste valg i 1997, hvor Bondevik-regeringen kom til magten efter den daværende socialdemokratiske statsminister Thorbjørn Jaglands fejltrin med at gå af, selv om Arbeiderpartiet havde fået 35 procent af stemmerne. Bondeviks to et halvt år ved magten i spidsen for sin Sentrumsregering sammen med Senterpartiet og Venstre var nok til at vise nordmændene, at det ikke behøver gå så galt, hvis ikke Arbeiderpartiet er ved roret. Samtidig viste det nordmændene, at en koalitionsregering godt kan fungere. Selv når den er i mindretal.

At Arbeiderpartiet så overtog magten i det sidste halvandet år af den fire-årige Stortingsperiode – oven i købet med den unge Jens Stoltenberg som statsminister – var nærmest uheldigt set med socialdemokratiske øjne. Det var for kort tid til at udrette noget, i hvert fald med den passivitet, som Stoltenberg-regeringen udviste. Nogle siger, at partiet havde været bedre tjent med at have gået til valg i mandags som oppositionsparti. På den anden side har partiet inden for de sidste fire år ikke at ændre sin selvopfattelse og sine budskaber mærkbart – hverken i sine to et halvt år i opposition eller mens det var ved magten her til sidst. Set i det lys, var mandagens afklapsning naturlig.
For de tømmermændsplagede norske socialdemokrater forestår der et grundlæggende oprydningsarbejde. Først og fremmest ved at formulere, hvad partiet vil. Ud over at have magten tilbage. At partiet nu er tvunget til at finde en ny platform at arbejde ud fra, er måske på længere sigt trods alt det bedste, der kunne ske for det norske Arbeiderparti. På den måde vil de norske socialdemokrater nu – bedre sent end aldrig – modernisere sig selv, som SPD i Tyskland og New Labour i Storbritannien.

brun

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her