Læsetid: 6 min.

Nostalgi for fremtiden

Martin Hall har været væk fra scenen i seks år - til gengæld har han været rundt på mange skoler som foredragsholder. Hvad tænker han egentlig om politik?
3. maj 2005

Martin Hall optræder i en ny rolle i denne uge. Han skal være konferencier ved et dansk, ministerielt arrangement i Landstingssalen på Christiansborg, sat i gang for et par år siden af daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs. 'Dannelseskaravanen' hedder projektet, som skoler over hele landet har kunnet deltage i. Dannelse og værdier er temaerne, og nu skal resultatet fremlægges for ledende skolefolk. Man skal diskutere, om dannelse er relevant i dag - i givet fald hvilken dannelse, og hvordan man får den implementeret på skolerne.

Vi er med andre ord langt fra 80'er-scenens undergrund og det kaotiske verdensbillede, hvori Michael Strunge var poesiens ikon, Martin Hall musikkens. En scene, han dog på ingen måde har forladt, men måske nok ajourført. Han har netop sammen med guitaristen og produceren Johnny Stage udgivet en ny ep, Introducing Roseland, ligesom 800-siders-romanen Den sidste romantiker er planlagt til udgivelse i august på People's Press.

En roman, der fortæller om en ung mands udvikling fra 1980 til i dag.

Den romantiske stræben er af Sartre blevet kaldt "nostalgi efter fremtiden", og her og nu har vi sat Martin Hall stævne for at høre om hans syn på begrebet utopi. Men hvad mener han, der på samfundsplan er det vigtigste, der er sket siden 1980'erne?

"Dengang var der én tv-station, intet internet, ingen lokalstationer. Mediet er eksploderet. Mediet som monster og engel er blevet realitet. Hele vores - hvad hedder det, når man værner om sig selv - passelighed - diskretionens dyd - den er fuldstændig udraderet. Hvis kodeordet i 80'erne var koder - du kunne ikke begå dig uden at kende til dem, så røg du udenfor - da blev mantraet i 1990'erne til det engelske ord "whatever" - der stod for en tilladelse til alting, altså lige det modsatte.

70'ernes overpolitisering

- Døde utopierne med 1970'erne?

"Jeg tror ikke, noget dør eller forsvinder. Det går i dvale, vinterhi, og dukker op igen, men det er klart, at der kom en stærk reaktion på den overpolitisering, man havde oplevet i 70'erne. Titlen på mit første album The Icecold Waters Of The Egocentric Calculation var faktisk et citat fra Det kommunistiske Manifest af Marx og Engels med et forsøg på at overføre en eller anden form for bevidsthed i en totalt abstrakt kunstterminologi. Politik havde været befængt med én generations fingeraftryk på en måde, der var meget svær for den næste at tage til sig. Men så kan man jo se, at i musikbranchen i slut-90'erne er politikken jo ved at vende meget klart tilbage i forhold til moderne rockmusik. Radiohead f.eks. som eksponent for en ret konkret politisk overbevisning".

- Hvilken politik?

"Typisk de store støttekoncerter. Amnesty International, Greenpeace - en miljøpolitik, hovedsageligt. Det er nok det tydeligste punkt, alle kan relatere til. Der var en lang serie i Information med bl.a. Pernille Rosenkrantz-Theil, der snakkede om, at en hel generation var blevet væk politisk, folk, der i dag er 35-45 år. Jeg må desværre give hende ret langt hen, men indsatsen blev altså lagt nogle andre steder, og jeg mener bestemt ikke, utopierne døde som sådan, overhovedet ikke."

- Steffen Brandt sang om "dette åbenlyse selvbedrag, som intet håb kan bære" - var det sådan, man oplevede politik?

"Jeg skal ikke gøre mig til talsmand for en generation. Det blev engang sagt om mig, at hvis Barsebäck eksploderede, ville jeg overleve, fordi jeg levede i min egen boble. Jeg har altid gjort det, at jeg har set på forskellige politiske organisationer, trosretninger, osv. Jeg har så sammenlignet deres handlinger med deres ord og er ofte blevet skuffet. Størstedelen af mit voksenliv har jeg koncentreret mig om det, jeg arbejdede med."

Utopisk længsel

- Træt af at blive opfattet som repræsentant for en generation?

"Ja, i høj grad. Jeg blev udnævnt til det, allerede da jeg var 15-18 år. Så jeg har måttet bruge to et halvt år i buddhistisk eksil på ligesom at udradere alt, hvad der var sket. Men det, der er godt nu, er, at når man holder noget væk i lang tid, så opstår der er naturligt behov for det. Jeg er for første gang efter den lange retræte begyndt at lægge arm med en eller anden form for social virkelighed - både i den bog, der kommer nu, og især i mange foredrag på gymnasier, hvor jeg oplever en stor afmagt, men også et stort håb, når jeg møder nye generationer."

- Hvordan vil du beskrive beskrive håbet?

"På ethvert gymnasium er en stor gruppe af 15-18-årige, der har nøjagtig samme grad af idealisme - og samme grad af utopisk længsel, som vi andre havde. Både i 68'- og 80'er-generationerne, der ellers altid blevet sat op som hinandens modsætninger, men måske i virkeligheden har allermest tilfælles.

'Folk gør, hvad de gør'

- Hvordan?

"I den forstand at de begge overskred grænser. Gymnasiasterne siger: 'Det må have været fantastisk for jer, men vi har ikke noget oprør, ikke nogen revolte.' I vores superliberale whatever-samfund med tilladelse på alle planer er alle grænser allerede overskredet. Der er ikke nogen modstand, man løber op imod, så man savner den identitet, det er at stå i opposition, og det er kendetegnende for mange af de utopiske unge, de søgende sjæle. Den overvejelse er slående."

- Hvad vil du sige på Christiansborg?

"Jeg skal jo bare introducere, knytte dagen sammen, men jeg kom i tanker om et citat fra Villy Sørensen: 'Dannelse er ikke noget, man kan sidde og have for sig selv.' For nogle er dannelse et diktat, for andre noget ornamentalt, men det burde jo være en indre struktur. En måde, der repræsenterer den viden, man har, og udtrykker den på. I hvert fald noget personligt, men det sjove er, at det først viser sig i samspil med andre mennesker. Altså ikke noget du kan have for dig selv. Og det er jo den store udfordring i en verden, der overbombarderer os med sanseindtryk. Politiken havde en undersøgelse, der viste, at vi hver især er ofre for 3.000 reklamer om dagen. Hvor man i tidligere tider søgte dannelse på grund af en indre mangel, er det i dag nærmest for at undgå ting, tror jeg."

- Hvordan ser du verden de næste 25 år?

"Jeg kan simpelthen ikke bære at se mig selv svare i en avisartikel på, hvor verden er på vej hen. Det blive så prætentiøst. Man kan gøre sit, men det ser jo frygteligt ud. Der er intet håb overhovedet. Lederen af Greenpeace sagde for 20 år siden, at det allerede var for sent. Information havde forleden et billede, der har ætses sig ind på min nethinde (Et såkaldt Agent Orange-offer, red.) Et af de værste billeder, jeg nogensinde har set. Men hvad kan man gøre? For mig har det ikke betydet, at jeg kan gå ud og gøre noget konkret anderledes, end jeg gør. Jeg synes, det er relevant at bringe billedet, men det kræver en efterfølgende refleksion, og jeg tænkte på, hvor langt jeg kan gå i min egen kunst."

- Betyder det, at man passer sine egne sager, ikke blot at vi lader nogle andre gøre det hele?

"Folk gør, hvad de gør, af naturlig indignation og al respekt for det. Vi ryster bægeret, terningerne falder. Samfundet har en tendens til at fordele sig meget fint i fantaster, politikere, osv. Folk indfinder sig naturligt på samme måde, som vi med ca. 50 procent af hvert køn er nogenlunde lige mange. Da har jeg en tillid til, at det flasker sig. Det er en af ungdommens styrker, at den reagerer på det, den står overfor. Det behøver vi ikke at sidde og lave systemer for, som alligevel ikke holder."

- Og de store utopier?

"Der er aldrig nogen utopi, hvor du kan sammenligne det konkrete resultat med det, der affødte det. Samfundet omkring kommunismen og fascismen har aldrig haft noget at gøre med det fælles udgangspunkt. Det blev jo et degenereret produkt af noget, inden det kom ud til 23. række. At snakke om, at den og den religion eller det og det system er dårligt, er jo en tåbelig diskussion. Jeg mener ikke, der generelt er så mange svar, som der er spørgsmål. Jeg mener, der er retninger. Ingenting er endeligt defineret. Du kan være retningsbestemt i dit liv. Det har jeg været som kunstner, intuitivt retningsbestemt. Jeg er meget lidt dogmatisk. I vores kultur vil man gerne have f.eks. en magistergrad. Romantikeren vil gerne have 360 grader. Han gør sig selv åben for alt i håb om at integrere det, og det er en smuk utopi."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu