Læsetid: 4 min.

Notabelt

28. januar 1997

ET NOTAT er et notat er et notat. Således ville en Gertrude Stein utvivlsomt have følt inspiration til at omformulere sit udødelige digteriske udsagn om iagttagelse og genstand: Rose is a rose is a rose. Såfremt hun altså havde kendt Danmarks Justitsministeriums lovkontor og i øvrigt haft sin sag for i det danske retssystem i 1990'erne. Det pågældende notat, det drejer sig om, er fra oktober 1992 og er dygtigt gravet frem af to journalister på Berlingeren. I notatteksten gør Justitsministeriets lovkontor egenhændigt opmærksom på, at de betragtelige ventetider, indstævnede borgere udsættes for ved danske domstole i påkommende tilfælde indebærer kvalificeret risiko for domspåtale af den danske stat fra Menneskerettighedskommissionen i Strasbourg. Påkommende tilfælde er in casu selveste Mogens Glistrup, der har haft stadig løbende sager kørende i mellem 11 og 18 år. I 5 af disse år har den ene sag angiveligt ligget stille, fordi Skatteministeriet gerne ville have tid til at tænke sig om.
Det siger næsten sig selv at en sådan forhaling - uanset hvilken forklaring der markedsføres - må være en krænkelse af elementære retsbeskyttelsesbestemmelser. Ventetiden - som en art varetægt - er jo i sig selv en straf, vel at mærke indebærende den slags menneskelige omkostninger, som det offentlige i givet fald ikke kan godtgøre. Det siger samtidig sig selv at den nødvendige og foreberedende retfærdighedssøgningsprocedure kan være vanskelig at sætte på termin og klokkeslet.

ET ELLER ANDET sted mellem disse to hensyn befinder sig rimeligheden. Denne har selvsagt trange kår, såfremt de forberedende instanser og domstolene ligger underdrejet som resultat af statens almindelige nærighed og sagernes overvældende mængde. Ideale frister fortoner sig på den baggrund yderligere.
Alligevel betonede lovkontoret i årtiets begyndelse i det nævnte interne notat - der sandelig ikke var beregnet for offentligheden, men som nu rammer ministeriet i nakken - risikoen for vrøvl med den nidkære menneskerettighedskommission. Notatet opstiller en række rimelige frister: Den samlede behandling af en sag over to instanser bør ikke være mere end 4 år. Berammelsesperioden bør ikke overstige halvandet år. Dommere bør under normale forhold skriftligt have leveret deres domme 2-4 måneder efter at de er faldet. Dertil kommer at domstolene - i påkrævet fald og hvor omstændighederne klart tilsiger dette - må kunne sætte skub i en sag og afstedkomme en hurtigere sagsbehandling, som de særlige omstændigheder berettiger til.

NU SLÅR ministeriet syv kors for sig og nærmest dementerer notatet. Sådan var det nemlig heller ikke ment. Endskønt argumentationen bag notatet åbenbart var beregnet som ammunition mod Finansministeriet for at få en dommermæssig opnormering af landsretterne, men er holdbar nok, vil Justitsministeriet ikke nu hænges op på frister. Frister som ministeriet altså oprindeligt selv har fundet fuldt forsvarlige og anstændige. Hvilket er uforsvarligt uanstændigt, når lovkontoret nu render fra betragtningen og benægter dens relevans for offentligheden. Hvem siger i det hele taget at man ikke kan sætte sådanne frister for domstolene? Og hvorfor dog ikke?
For et år siden fremsendte Advokatrådet og Dommerforeningen forslag til daværende justitsminister Bjørn Westh om hvordan man forholdsvis enkelt og uden merforbrug kunne øge sagsbehandlingstempoet og dermed mindske eller helt bortfjerne risikoen for ubehagelig påtale fra Strasbourg. Forslagene var uden videre ment som grundlag for et lovinitiativ, der blandt andet skulle betyde at dommerne i sagstilrettelæggelsesfasen.fik større administrativt råderum. Siden er der ikke sket noget, ministeriet overvejer stadig. Disse overvejelser har som anført betydet at ansættelse af frister ihvertfald ikke kommer på tale med ministeriets gode vilje.
Det klogeste, som den stadig nye Frank Jensen i denne sag kan gøre er derfor at tage fat i dette ikke eksisterende, men alligevel eksisterende, justitsministerielle notat - samt Advokatrådets og Dommerforeningens forslag - og i en fart færdiggøre samarbejdningen af teksterne til en ny lov, der én gang for alle fastslår rimelige tidsfrister for sagbehandlingen ved danske domstole. Ministeriet forsikrer at man kan være parat med et forslag i februar. Den forsikring bør huskes.
Mens vi således optimistisk afventer opdateringen af dansk domstolspraksis til europæisk menneskerettighedsstandard, bør man parentetisk men for god ordens skyld erindre sig at visse - måske ikke så få - kan have interesse i forhaling af en given retssag. Vi nævner ingen navne. Men fallenter af fætter Smart typen der slog sig op på den kunstige forretningshøjkonjunktur i Schlüter-firserne kan man jo i den forbindelse ikke lade være med at tænke på. Ligesom den kendsgerning, at andre tiltalte helt foretrækker at udeblive fra deres sag, jo også tæller i den store statistik.

DISSE FORBEHOLD forrykker dog næppe sagens fundament, som desværre er robust nok til at bære en retsskandale. Undskyldninger for at der på dette fremskredne tidspunkt ikke er sket mere spænder fra unægtelig hyppig udskiftning af justitsministre til den arbejdsbyrde hvormed en lang række særligt krævende lovkomplekser, bl.a. rockerlov og voldspakke har bebyrdet ministeriet ud over alle grænser.
Med den undskyldning føjer sig - ihukommende Birthe Rønn Hornbechs kloge men deprimerende kronik her i bladet i lørdags - endnu en dyster nuance til billedet af dansk retskultur ved indgangen til det 21 århundrede. Netop de love der bevæger sig faretruende nær retsløshedens tusmørkeland har altså ifølge ministeriets eget udsagn medvirket til yderligere at forhale indlysende og påkrævede initiativer med henblik på at forhindre noget så elementært som rettens urimelige forhaling.

mtz (Georg Metz)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her