Læsetid: 4 min.

Noter over en radikal caffe latte

Det sjove ved København er, at det altid er den kontroversielle og kunstneriske arkitektur, der får hug. Hvorfor var der ingen protester, da man smadrede havnefronten ved at lade det ene intetsigende glashus efter det andet opføre på Kalvebod Brygge?
17. maj 2005

Man kan vælge at se positivt på det; for er politikeres magt virkelig så stor, som vi går og bilder os selv ind? Selv om denne regering med dens støtteparti gør et ihærdigt stykke arbejde for at låse døren og rulle gardinet ned over for omverdenen, er København i sig selv så tiltrækkende en by, at selv en nok så indadskuende højrefløj, der har set sig blind på halal og tørklæder, vil få problemer med at holde det store udland ude. Det kravler bare ned gennem skorstenen eller ind ad kældervinduet.

Man kan også vælge at se det fra den mere pessimistiske side; for en tidsånd, der har travlt med at være 'politisk ukorrekt', med at gøre nar ad såkaldte 'ligusterhumanister', med at satirisere over 'den kreative klasse', og med at håne 'menneskerettigheder' (som altid sættes i citationstegn), kan næppe holde særlig længe. Nogle gange er det politisk ukorrekte simpelt hen politisk ukorrekt.

Nogle gange er anti-humanisme ikke at foretrække. Og nogle gange bevirker den fantasifuldhed, hvormed man forsøger at gradbøje menneskerettighederne (hvad angår kreativitet har denne regering intet at lade den kreative klasse høre), at man æder af sit eget fundament. Hvor efterlader det København? På få år er indvandrere blevet synonym med samfundsplage, og i det lys er det ikke så mærkeligt, hvis opfindsomme og dygtige udlændinge vælger andre landes hovedstæder at bosætte sig i.

Det er ikke nemt at være København i disse år. For på den anden fløj er byen også hjemsted for en række traditionalister, som nødig ser, at København tager skridtet mod at blive en verdensby. Også de er med til at bevirke, at for eksempel internationale arkitekter efterhånden må slå korsets tegn, når de hører, at der bliver udbudt opgaver i København. Det er simpelt hen for besværligt at arbejde her.

Et grelt eksempel er den hollandske arkitekt Erick van Egeraats herostratisk berømte tårne, der var tiltænkt Krøyers Plads på Christianshavn. At sige nej til det mesterværk var ikke noget, vi har særlig megen grund til at være stolte af. Her kunne vi have fået et varetegn for byen, bygninger som udlændinge ville tage hertil for at studere. Mottoet for denne fløj er: Ved jorden at blive, det tjener dig bedst. Og man har vist fordrukket sig på sin caffe latte, hvis man mener, at the sky is the limit.

Det mærkelige ved København er, at det altid er den kontroversielle og kunstneriske arkitektur, der får hug. Hvorfor var der ingen, der protesterede, da man smadrede havnefronten på Kalvebod ved at lade det ene intetsigende glashus efter det andet opføre? At lade de store arkitekter bebygge byen, er ikke bare godt for den københavnske udsigt. Arkitektur i dag er også det, som trækker turister til.

Lad os udruge talenter

Men København skal også være byen, hvor de gode talenter bliver udruget. En arkitektonisk rugekasse her i København ikke bare for unge danske talenter men også for udenlandske. Uddel f.eks. hvert andet år to arbejdslegater til to unge nyuddannede og lovende arkitekter fra hvert EU-land og ombyg en gammel industrigrund til deres værksted. Det smitter positivt af på byen. Når talenterne er her, kommer virksomhederne sikkert også. Frem for bestillingsarbejde burde vi også lave mange flere åbne konkurrencer, da de åbner mulighed for, at unge talenter kan vise deres projekter, også selv om de måske ikke fra starten løber med vinderprojektet. Det var som bekendt i en åben konkurrence Jørn Utzon vandt med sit operaprojekt i Sidney. Tænk hvis Mærsk havde haft mod til at løsne op for sit nationale sindelag og havde udskrevet international konkurrence om opførelsen af Operaen. Dyrere var det næppe blevet. Grimmere næppe heller.

København skal ikke blive en international metropol, fordi det pynter. En åben, mangfoldig by rig på kultur er nødvendig for at tiltrække den eftertragtede arbejdskraft, som skal gøre os i stand til at stå distancen i globaliseringskapløbet. Rigdommen vil komme til København i alle betydninger af ordet. Og det er ingenting at skamme sig over. Omskriv John F. Kennedys gamle ord til: Spørg ikke, hvad København kan gøre for verden, men hvad verden kan gøre for København.

Derved kan vi også sikre værdige vilkår til alle de forarmede. Socialt udsatte bliver snart alene kommunernes ansvar. Læg dertil de integrationsproblemer, vi står over for nogen steder. Derfor er vækst i København ingen luksus for en særlig kreativ klasse. Det er en pligt at sørge for, at København tjener penge. Endelig ligger væksten på verdensplan i hovedstadsregioner. København skal altså også trække hele landets vækst.

Det er på tide at sætte damp på espressomaskinen.

Margrethe Wivel er cand. mag i religionshistorie og kandidat til Borgerrepræsentationen i København for Det Radikale Venstre

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her