Der går ikke en uge, hvor man ikke gerne ville skrive om noget andet. Men hvad trænger sig til stadighed i den grad mere på end en statsminister og et folketingsflertal, hvis selvfedhed er godt i gang med at isolere dette land fra den civiliserede sammenhæng, hvori et betragteligt mindretal så inderligt gerne ser det placeret? Og hvad trænger sig mere på end bekymringen for ikke at sige frygten for en statsminister, om hvem Politiken med rette kunne anvende overskriften: den store grøftegraver.
I søndags betroede Fogh Rasmussen jo Berlingeren at han nu for sin del havde skilt fårene fra bukkene. Blandt førstnævnte regnede Fogh Rasmussen forfatterne og PEN i særdeleshed, samt dele af pressen og erhvervslivet i udvalg. Ingen nævnt, ingen glemt, som Rasmussen sagde, og så var han ligesom dækket ind. Bortset fra PEN, hvor adressen var klar, og som altså må være en flok af fårene.
PEN repræsenterer i statsministerens optik synspunktet, der ikke opfatter ytringsfriheden som absolut og totalt løsrevet fra den sammenhæng, hvori det ytrede forekommer. Pudsigt nok, eftersom PEN har markeret en bastant kurs i denne sag, og i øvrigt fulgt en sådan siden foreningen udråbte Kåre Bluitgen til nationens skrivende helt. Den disposition betød at nogle dengang opsagde deres medlemskab. Siden har foreningen taget kulturredaktør Rose til sin barm og dermed velsignet Jyllands-Posten, så Fogh Rasmussens udfald er gådefuldt.
Statsministerens respekt for denne ytringsfrihed er som bekendt så dyb, at han ikke mente at kunne ytre sin egen mening om Muhammed-karikaturerne ansigt til ansigt med en række ambassadører fra muslimske lande. Først da han blev hårdt presset, brød han sit princip og sagde, at han ikke selv ville have tegnet karikaturerne! Kravet til alle andre, og især til dem der nuancerer ytringsfrihedsbegrebets praktiske dimension, lyder siden fra statsministeren: at ytringsfriheden hyldes uforbeholdent.
"Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes," sagde Fogh Rasmussen. Såfremt man her kommer med indvendinger, såsom at ytringsfriheden for eksempel ikke nødvendigvis er en pligt til uprovokeret at fornærme andres helligste forestillinger, heller ikke når disse andre er muslimer, og oven i købet understrege at forhånelsen er målet, tilhører man ifølge Fogh Rasmussen fårenes flok.
Hvordan imødegås had?
I modsætning til bukkene - Jens Rohde med missilet skudklar må høre til kategorien - hader og afskyr fårene ytringsfriheden, hader Dansk Folkeparti og hader regeringen. Det var faktisk, hvad Fogh Rasmussen fik sagt til Berlingeren i søndags. Hader. Dette er næppe en freudiansk fortalelse, men kan være og er sandsynligvis -uden at overpsykologisere - et dystert indblik i statsministerens sind og sjæl. Modsigelse er altså for Fogh Rasmussen ensbetydende med had. Enten er det bare noget manden siger af mere eller mindre uovervejede taktiske årsager; og så har landet, han regerer et problem, for så sætter han tankeløst skel og fjendskab med udgangspunkt i partimæssige hensyn. Eller også er udtalelsen nøje kalkuleret, og så har landet et stort problem, for så introducerer Fogh Rasmussen hadet som politisk parameter. Eller - for det tredje - mener Fogh Rasmussen oprigtigt at indvendinger mod ham, regeringen og Dansk Folkeparti, med hvilket han åbenbart identificerer sig, er ensbetydende med at kritikerne befordrer had. Og så har landet et større problem, for så styres nationen jo af en statsminister bakket op af et flertal, der opfatter opposition formidlet via anvendt ytringsfrihed i den demokratiske proces som udtryk - ikke for formidling af synspunkter - men for had.
Med hvilke midler imødegås had? Eftersom statsministeren sidder inde med noget nær (uoplyst) enevældig magt ikke mindst i sagen om karikaturerne og regeringens optræden i krisen, kunne man forvente af en civiliseret statsminister i en forsvarlig demokratisk kultur frem for at lancere hadet som politisk argument så sit ansvar i øjnene og ophøjede tolerancen og generøsiteten til princip.
For nu at belære den ufejlbarlige Fogh Rasmussen, der dog i sin tid måtte gå af efter at have begået kreativ bogføring og vildledt Folketinget groft (også dengang), er en statsministers fornemste opgave at bringe sin nation sammen og ikke mindst i krisetider fremstå som hele befolkningens leder. Uanset i øvrigt hvor uenig man i det politiske udgangspunkt måtte være. Dette er mildt sagt ikke Fogh Rasmussens melodi, og man hører ham allerede her vrisse ord som naiv og tossegod og ærlig talt, alt hvad han ellers er træt af, og det er efterhånden ikke så lidt. Til husbehov eller her under pres, som han af gode grunde er i karikatursagen - Danmarkskrisen burde den kaldes - udpeger Fogh Rasmussen i stedet en eller flere identificerbare grupper som syndebuk: Eksperter, forfattere, intellektuelle, osv.
Graver dybere kløfter
Karakteristisk for metoden sætter Fogh Rasmussen ikke navne eller ansigter på kategorierne. Ingen nævnt, ingen glemt, som han siger; så kan man selv digte de eventuelt konkrete personer ind i flokken af smagsdommere, klynkere eller som her de hadefulde, som man i forvejen har et horn i siden på.
Når Fogh Rasmussen ikke nævner navne og heller ikke gjorde det på opfordring, er det jo for det første, fordi hans kategoriseringer bevidst er forgrovede, og såfremt de forsøges konkretiseret, i 99, 9 procent af tilfældene ville kunne tilbagevises. Således forholdt det sig med råd og nævn i sin tid, da eksperterne, smagsdommerne stod for skud. Ikke ét eksempel kunne regeringen og Fogh Rasmussen siden henvise til, hvor eksperterne havde optrådt som de tyranniserende smagsdommere, som han i sin nytårstale hævdede. Af denne fremstod det som om at ganske almindelige mennesker ikke kunne få lov til at bestemme noget som helst, fordi disse smagsdommere sad på nakken af et undertrykt folk, som han Fogh Rasmussen nu heldigvis kom og befriede. Demagogi. Slet og ret. Så meget desto værre som regeringen siden nedsatte lige så mange, hvis ikke flere, råd og nævn næsten udelukkende befolket med egne meningsfæller, egne smagsdommere.
Ikke ét konkret eksempel her i Danmarkskrisen har Fogh Rasmussen kunnet pege på, hvor en forfatter eller dele af pressen eller folk fra erhvervslivet har stillet sig frem og givet køb på ytringsfriheden. Ikke ét eksempel findes der på, at danske borgere af nogen seriøsitet og i disse brancher ikke i givet fald ville slås til sidste blodsdråbe for ytringsfriheden. Alligevel langer Fogh Rasmussen sit angreb ud og fortier det forbehold over for ytringsfrihedsanvendelsen i den konkrete sag, der har været de oppositionelles ærinde, og som fremhæver enhver friheds sammenkædning med det menneskelige ansvar.
Noget for noget. Ikke ét argument med udgangspunkt i forbeholdene over for den glade idioti, hvad enten disse kom fra Seidenfaden eller Ellemann-Jensen eller en helt tredje eller fjerde. Der er med andre ord også i denne sammenhæng tale om demagogi, og med det åbenbare formål, hvad andet kan det være, end at åbne flere og dybere kløfter mellem danske befolkningsgrupper. Ikke alene mellem stambefolkning og de såkaldt fremmede, som hans regering hidtil har haft stort held med at tryne ved en bemærkelsesværdig fremmedfjendsk lovgivning, men også mellem danskere og danskere.
At Fogh Rasmussen har formået at bringe sit land på alles læber, kan man ikke anfægte. For nylig har Europarådets menneskerettighedskommissær udtalt sig kritisk om de danske fremmedlove. FN's generalsekretær var forleden ude med en slet skjult forundring over Danmarks mangel på forståelse for mindretal.
Senest har ærkebiskop Desmond Tutu betegnet Fogh Rasmussen som arrogant. Hvor mange på det niveau kan statsministeren på sit lands vegne tillade sig at ignorere? Svaret på den slags indvendinger, som nu selv Berlingeren markedsfører, kan man udenad: There is nothing to come after.
PS: At forlange at statsministeren på foreliggende baggrund går af - en forfatterkronikør gjorde noget sådant her i bladet forleden - kan for Fogh Rasmussen kun være en bekræftelse af det fåredes natur.
